Kort resume: Anne-Birgitte har i sidste tekst fortalt om en hård opvækst, hvor hendes grænser hele tiden blev overskredet. Men hun fortalte også, hvordan en veninde og deres fælles interesse for heste hjalp hende videre. Nu skal vi høre, hvordan hun endeligt nåede frem til glæden ved at sætte grænser.

Af Anne Birgitte Arnsfeldt

Hvis du ikke har læst den foregående tekst, så læs den først her Glæden ved at sætte grænser – del 1

Der skete noget fantastisk. Jeg var til foredrag med psykiater J. J. Madsen i Kristeligt Dagblads lokaler. Emnet var depression. I slutningen af foredraget sagde han: ”For at forebygge depression skal man lære at sige nej.” Der ringede en klokke. To år før havde jeg og min psykolog talt om det at sige nej. For hvis man ikke kan sige nej, stormer andres meninger hen over ens grænser, og så bliver man sjæleligt væltet omkuld. Derfor står man tilbage med blokerende angst. Og så kører møllehjulet igen. Men at sige nej er noget, man skal lære. Har man ikke lært det som barn, og skal man først til at lære det som voksen, er det et barskt arbejde – men muligt. For mig har det været benhårdt og kostet mange tårer og mange slugte glasskår at komme dertil. Det er ude i livet, det sker. Det er der, man skal øve sig. I starten halter man, men jo flere gange det lykkes at sige nej til en situation, man uheldigvis er havnet i, jo mere vil det lette psyken for belastning. Men ikke nok med det. Det kan ligefrem vende sig til glæde og personlig selvtilfredshed.

For mig er et nej at sige ”Nok! Nok, nok, nok!” I det følgende vil jeg give et par eksempler på situationer, som jeg har været ude for og som har medført mit nej. Når jeg siger nok!, er der gået noget forud. Det er min måde at sige nej på. Situationerne er svære at fortælle om. Derfor vil jeg prøve at give korte beskrivelser.

Manden fra karréen
For to år siden havde jeg et forhold til en mand, der boede i samme lejlighedskarré som mig. Lige fra starten var jeg i syv sind om, hvad jeg egentligt følte for ham. Men jeg kunne ikke fungere med så mange sind på en gang. Han var meget glad for mig. Som tiden gik, blev min ambivalens i det forhold mere og mere styrende. Det skabte psykisk ubehag og uro, men da manden altid var så sød over for mig, forsøgte jeg at ignorere tegnene, som ikke desto mindre hele tiden prikkede til mit indre. Det var som at være uværdig over for mig selv. Han inviterede mig en uge til Ærø, hvor han havde en sommerbolig. En dag derovre, blev han meget syg og sov hele dagen. Jeg undrede mig meget over det og den måde, han lå på i sengen, men fik ingen forklaring. Og det var utilfredsstillende. Han fortiede det. Ville ikke tale om det. Og jeg nedtonede min trang til en forklaring. Igen gjorde jeg nogen galt imod mig selv, ved ikke at insistere. Da jeg bekymret sad ved siden af ham på sengekanten, mens han var syg, undrede jeg mig blot over, at han var helt slået ud. Dagen efter var han i hopla og tog tidligt bussen til Ærøskøbing. (Det gjorde han i øvrigt hver dag i ferien på øen). Da han kom tilbage, var han gennemsydet af alkohol. Og der gik der noget op for mig. I de tre måneder vores forhold havde varet, havde han skjult sit misbrug overfor mig. Han havde ikke været ærlig. Uheldet for ham var, at han af en eller anden grund ikke havde taget sin antabus den dag. Dybt i mit sind har jeg kunnet mærke det. Noget passede ikke. Derfor ambivalensen.

Grundlæggende kan jeg ikke have med misbrugere at gøre, fordi der kom alkoholikere i mit ungdomshjem. Jeg kan ikke holde til det. Min mor havde forhold til to mænd med det misbrug. Det kunne jeg ikke udstå, men måtte finde mig i det. Derfor satte jeg min kæreste stolen for døren. Min vrede spruttede som et vulkanudbrud, som en trykkoger kogte jeg over, og brat gjorde jeg forholdet forbi. I dagene derefter tog vreden af og ændrede sig til glæde og lettelse over, hvad jeg havde gjort. Jeg blev nu blev klar over, at NEJ styrkede mig. Jeg kunne klappe mig på skuldrene og sige tak til mig selv. Jeg havde beskyttet mig selv og stået fast.

Det var ét eksempel på, hvordan jeg gik fra ambivalens til at kunne sætte en grænse. Jeg vil væk fra misbrug, ja hele min arv og forme min egen tilværelse.

I venners lag
Det var også mit netværk, der hjalp mig til at tage afstand fra min mor. Det var min tante, min meget nære veninde Mie og min barndomsveninde Marita. Og så min psykolog. Vi har gennemdiskuteret og endevendt min ambivalens – kommende fra min barndom og ungdom med fortsættelse ind i min voksne alder. Jeg har forud for beslutningen gennemdiskuteret den uendelig mange gange. Mine tanker var frustrerede og fyldte rigtig meget og forurenede dem og i det hele taget mit liv. Min allernærmeste veninde Mie gennem 10 år, har virkelig stået mig bi. Mie har ustandseligt sagt følgende til mig, når jeg har troet, at slutningen på det hele måtte være Bispebjergs psykiatriske skadestue: ”Hellere have det dårligt hjemme end at havne et dårligt sted som Bispebjergs psykiatriske skadestue.” Og Marita sagde dette i sommer: ”Jo mere du skubber din mor foran dig, jo værre får du det.” Og det blev starten til endelig afstandtagen til min mor.

Når jeg føler glæden ved at have passet på mig selv ved grænsesætning, opstår der nye processer i tankerne. Nye veje … nye opdagelser, og nye nerver, nye åbninger i sindet,  sprudlende som vand, der presses ud af en vandslange: Negative tanker forurener og hindrer de friske, nye og positive tanker i at få plads til at udvikle sig og være tilstede. De negative tanker er giftige, og nogle gange ved man ikke, at de eksisterer, men det er noget, man kan lære.

På arbejde
Et andet eksempel, der minder meget om min mors undertrykkelse, er de to chefer, jeg har haft, og deres personale. De var i den grad med til at få mig indlagt. Undertrykkelsen bestod af mobning, som førte til stress og udbrændthed. Mennesket er jo et flokdyr og er afhængig af at være sammen med andre og at blive accepteret. Ved at besidde meninger der ligger uden for andres sfærer, kan man som menneske komme ud for, at ens medmennesker tænker dårligt om en. Derfor kræver det styrke at bryde ud af flokken. Alligevel er det så vigtigt, at man er i stand til at sige nej, hvis situationen kræver det, og man føler det.

En million gange har jeg haft følelsen af at bære på en indebrændt utilfredshed og tristhed og ikke helt vidst, hvad uroen signalerede. Tilfredsstillelsen og glæden findes i at stå fast på de ting, man tror på og vil være med til.

Et sidste glædeligt eksempel er en samtale jeg havde med min mor for få dage siden. Jeg talte i telefon med hende, og hun kunne ikke dy sig. Hun overfusede mig to gange. Hun vil stadigvæk, den dag i dag bestemme over mine standpunkter. Hun fortsætter med at tromle hen over mig. Men så skete det fantastiske ”Nej!” Fik jeg sagt. ”Beslutningerne er mine.” Efterfulgt af korte, kontante argumenter. Det gav glæde.

Når jeg siger nej, er det i virkeligheden et ja til mig selv
Ganske vanskeligt og ligeså langsomt er jeg også nået til at forstå, hvad tolerance og værdighed er. Dyder man ikke skal glemme. Man skal have dem med i rygsækken. Altid.

Det har jeg faktisk lært rigtigt meget om, fra samværet med min hest – og fra Susans venskab. Er man en sensibel rytter, forstår man hestens behov for at blive behandlet med værdighed og respekt. Man er omkring den med sjælen og glæden. Glæden får man tilbage, når man viser den respekt og sympati. Vores heste var en slags seismograf til føling af, om det vi gjorde, var positivt. Man kan kun kalde en rytter med sin hest dygtig, når de to er i ét med hinanden. Har man denne erfaring i blodet, hvilket er tilfældet for mig, ved man også, hvordan man skal føle sig ind på mennesker. Nemlig ved at vise værdighed og respekt. I hestens og ridningens verden handler det også om at kunne sætte grænser over for hesten.  Det er rytteren, der er herren, men det handler ikke om dominans, men om tillid, læring, psykologi og ikke mindst pædagogik og kærlighed. Det er rigtigt meget fra denne verden, at jeg har lært at være værdig over for mig selv og andre.

Når jeg i dag siger nej, siger jeg i virkeligheden ja til min identitet og integritet. Herved bliver ens tankegang positiv. Afsluttende vil jeg blot sige, at vreden er en paradoksal følelse. Hvis man ikke tillader den og undertrykker den, eller lader andre gøre det, så bliver den mægtig, besværlig, pinefuld og svær at overskue. Den kan endda blive faretruende og dermed udvikle sygdom. Vrede er i vores land et dybt tabubelagt emne, men hvis vreden kan vises og leves i ligeværdighed, giver den adgang til en verden af glæde og meningsfyldthed. Det er med glæden, man siger ja. Glæden er en lys og ukompliceret følelse. Men man skal lære at sætte grænser for at nå den.

En kommentar

  1. Grethe Nielsen

    Tak for at dele dine tanker og erfaringer med at lære at sætte grænser. Fantastisk fin beskrivelse af din rejse til, hvor du er i dag.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.