Psykisk sygdom er tabubelagt, mener Long John Silver. Han har selv svært ved at fortælle om sin sygdom, og om hvorfor han sidder i kørerstol. Sandheden er, at han sidder i kørestolen, fordi han engang prøvede at tage sit eget liv


Af Long John Silver. Foto: Flickr.com/Pia Allerslev

Danmark er et lille land med ca. 5,5 million indbyggere. Vi er en stor familie. Vi er hyggens hjemland. Der er dog en uskreven regel, når vi hygger os: Der er ting, vi ikke taler vi om. Der er emner, der er tabu. Det kan være døden, fysisk sygdom, psykisk sygdom, selvmordsforsøg eller selvmord.

I de senere år er der kommet meget mere åbenhed omkring fysisk sygdom og heldigvis for det. Medierne beskæftiger sig meget med historier om fysisk syge, der kæmper mod deres sygdom, og der er store indsamlingsshows på landsdækkende TV til fordel for blandt andet Kræftens Bekæmpelse. Men hvor er de storstilede indsamlingsshows på TV til kampen mod psykisk sygdom? Hvorfor sender man blomster til fysisk syge og ikke til psykisk syge? Psykisk sygdom er noget, vi helst ikke taler om. Det er tabu. Det er forbudt.

Jeg holdt min diagnose tæt
Jeg blev selv diagnosticeret for 16 år siden med bipolar affektiv sindslidelse. I dag er jeg 45 år gammel. Jeg sidder i kørestol på 8. år efter et mislykket selvmordsforsøg, hvor min psykiske lidelse havde godt tag i mig. Halvdelen af mit venstre ben er amputeret og erstattet med en protese for syns skyld. Man skal jo helst fremtræde så normal som muligt.

Da jeg stadig var gående og diagnosticeret bipolar, så holdt jeg min bipolare diagnose tæt til kroppen, fordi jeg syntes, at jeg var mere end bare en diagnose. Mange siger jo fejlagtigt: ’Jeg er bipolar’, hvilket er forkert. Man er jo ikke sin diagnose. Man siger jo heller ikke ’Jeg er kræft’. Folk med bipolar lidelse er jo ligeså unikke som folk, der lider af kræft. Men mange har fordomme om denne lidelse og tror mennesker med bipolar rider på en manisk bølge store dele af deres liv. Faktisk har jeg selv kun haft et par (hypo)maniske episoder i mit liv, men til gengæld er jeg nærmest kronisk depressiv. En psykiater, jeg havde gennem mange år, rådede mig direkte til at holde min psykiatriske diagnose tæt til kroppen.

Holder igen med sandheden
I min tid som handicappet har jeg ofte fået spørgsmål som: ’Hvorfor sidder du i kørestol? ’Hvad er der dog sket?’ Jeg forsøger som regel at svare så kort som muligt på disse spørgsmål, der ofte bliver stillet af fremmede. Jeg siger til dem, at jeg har været ude for en trafikulykke og er blevet lam fra livet og ned. Nogle gange stopper spørgsmålene, mens andre spørger mere indgående til min ulykke ’Kørte du galt i bil?’ ’Var det din egen skyld?’ Igen forsøger jeg at fortælle sandheden, men uden at gå i detaljer. Jeg siger, at jeg blev kørt ned, og det var min egen skyld. Sandheden er, at jeg i depressiv tilstand sprang ud foran et S-tog og blev kørt ned. Brækkede ryggen. Blev lam fra navlen og ned. Det siger jeg så ikke, da jeg ser det som et tabu og noget, jeg absolut ikke deler med fremmede. Så ja, der er ting, jeg heller ikke deler.

Ligger dybt i mig 
Hvorfor er det så, at jeg, overfor fremmede, ikke fortæller hele sandheden om min ulykke? Jeg tror, at det ligger dybt i mig, at psykiske problemer, der fører til selvmordsforsøg, er tabu. Dels ligger der mange ting bag det selvmordsforsøg, og det vil kræve en lang forklaring, hvis det skal være en fyldestgørende udredning. Dels betragter jeg det som noget privat. Noget som jeg ikke føler, jeg skylder en forklaring på. Specielt ikke til en tilfældig person, som slet ikke kender mig.  Nogle vil sikkert have det anderledes.

Der er nok flere årsager til, at nogle emner er tabu i vores samfund. En årsag kan være, at det simpelthen gør for ondt på nogle mennesker at komme ind på visse emner i en samtale. Men det kan også handle om ren og skær uvidenhed. Folk er ofte ret berøringsangst over for det, de ikke kender. Jeg har en kammerat, der er universitetsuddannet, han sagde engang til mig, at han ikke vidste, hvad en psykiater var. Det overraskede mig meget.

Vi er alle præget af den kultur, som vi er opvokset i på godt og ondt.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.