Af Bernd Bachmann
Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg, trods modstand fra mig selv, er ved at erkende, at mit funktionsniveau er lavere, end jeg ønsker det. At struktur og detaljeret planlægning er en nødvendig del af mit liv, hvis jeg skal foretage mig noget ude i verdenen. De ting som jeg tidligere opfattede som en selvfølgelige, som lå for mine fødder og bare ventede på, at jeg tog for mig af retterne, er nu svære at overskue.
Livet formede sig anderledes, og nu som psykisk syg kan jeg se tilbage på mit tidligere liv med afsavn. Jeg savner spontaniteten, det vilde og uforudsigelige, men som sagt: Jeg er psykisk syg, og min sygdom er af en karakter, som begrænser mine muligheder. Erkendelsen ligger i, at mine ressourcer er begrænsede, og derfor er mine muligheder det også. Men, og lad det være et stort og rungende ’men’, erkendelsen er også, at jeg, trods dårlige odds stadig er i live og har et liv, jeg skal leve, og endnu bedre, jeg har en rimelig god ide om, hvad det skal bruges til.
Jeg kommer aldrig i arbejde igen. Det er sikkert, og det er der ikke noget, jeg kan gøre noget ved. Men der er en række omstændigheder, ud over min psykiske sygdom, som er skyld i det. Min egen modstand tidligt i forløbet, mod erkendelsen af, at mit problem kunne være psykisk, er en ting, en anden er mit forbrug af alkohol, som selvmedicinering, der forlængede min recovery proces. Og sidst, de skiftende kommuners manglende evne til at målrette indsatsen og differentiere den, så indsatsen tog højde for de problematikker jeg havde, som ikke havde noget med arbejdsløshed at gøre.
Der mangler fleksibilitet i systemet
Vi lever i et samfund, hvor systemet er indrettet så vejen fra arbejdsløshed til selvforsørgelse skal være så kort som muligt, og det virker da også, for de fleste. Der er dog problemer i systemet, hvor der ikke tages højde for, at arbejdsløshed nogle gange er et symptom på andre problemer. Vi har alle hørt eller læst om, personer med forskellige lidelser, der med trusler om bål og brand, bliver indkaldt til umulige aktiveringer. At der er en del automatik i systemet, er jo som udgangspunkt en god ide og en nødvendighed, men samtidig er det vigtigt, at systemet også er fleksibelt for personer, som ikke kan leve op til de krav, der stilles ligegyldig, hvor gerne de ville, herunder både somatisk og psykisk syge.
Så rent strukturelt trænger systemet til en overhaling, så man kan samle de mennesker op, der har brug for det, af en ene eller anden grund. Og samtidig mangler systemet en erkendelse af, at det at være stressramt, have en depression eller anden psykisk lidelse kræver, at indsatsen skal varieres, så man løfter disse personer frem for at træde på dem.
En mere målrettet indsats
Med udgangspunkt i min egen sag, hvilket jo naturligt er den jeg kender bedst, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville sidde her, hvor jeg sidder i dag som førtidspensionist, hvis indsatsen overfor mig havde været lidt mere målrettet, og samtidig havde adresseret nogle af de åbenlyse ting jeg sloges med, som for eksempel mit alkoholforbrug. Desværre er det stadig noget, som sammen med psykisk sygdom er tabubelagt.
I det hele taget er det dette tabu, specielt omkring psykisk sygdom og sårbarhed, noget vi er nødt til at gøre noget ved. Vi er nødt til at snakke åbent om psykisk sygdom, sprede viden og forståelse. Både hos den almene befolkning, men også hos psykisk syge, og personer som via deres erhverv har en større kontaktflade med risikogrupper. Samtidig skal vi sikre bedre vilkår for vores børn og unge, da der i netop denne gruppe er en voldsom stigning af ikke mindst stressramte.
Flere der råber
Paletten af indsatsområder er stor og gruppen mangfoldig, og selvom jeg gerne ville en masse, så er jeg nødt til at begrænse mig, for mine ressourcer slår ikke til, men hvis vi er flere der løfter byrden, flere der råber højt og blander sig i debatten, flere der står frem og deler deres historie, så vil det være muligt at få noget mere fokus på de problemer og den samfundsmæssige omkostning, der er ved at fortsætte i samme nyttesløse spor som nu.
Jeg har gudskelov selv rigeligt at tage mig til: Jeg er aktiv i Skanderborg kommunes psykiatriudvalg, jeg skriver på min blog, og så skriver jeg et par artikler i ny og næ. Og nogle gange lidt sporadisk ekstra, når kræfterne er til det. Når arbejdet i psykiatriudvalget er slut, har jeg nogle ideer om hvad jeg så vil, men har ikke lagt mig 100% fast på noget endnu, det bliver dog noget med forbindelse til tabu, stigmatisering og selvstigmatisering.