Hjemkommet fra Ubberup højskole og et dejligt recovery ophold sammen med superskønne mennesker røg jeg ind i en manisk tilstand. Svævede højt op alt hvad der nu foregik omkring mig og hverken hørte eller så meget end hvad jeg selv ville se. Vi havde møde med min sagsbehandler her på bostedet, 4 dage efter hjemkomst. Og der sprang den første bombe fra min side, noget jeg ikke havde sagt fordi det først var en ide der opstod i min lykkerus under mødet. At jeg da måtte flytte til et bosted hvor mit sociale fællesskab med dem der boede der var større. Og da jeg lige hørte at min sagsbehandler sagde, at det skulle jo nok kunne lade sig gøre, så var jeg på det nærmeste allerede flyttet. Alle personaler skulle vide det. En uge gik og vi nåede lørdag, hvor euforien vendte sig mod bunden. Mandag orkede jeg ikke andre, tanker, der ikke harmonerede med min overbevisning om, at en flytning var det eneste rigtige, poppede op. At jeg jo vidste hvad havde, min kontaktpersoner, min lejlighed og et meget rummeligt bosted. Var det at flytte nu også det jeg ønskede? At min kontaktperson og vores leder bankede på min dør om eftermiddagen for at se om jeg var ok, gjorde at denne lykkeboble brast, som en sæbeboble prikkede min kontakt person til den og tårerne fik frit løb. Frustrationer over fysisk at være sat en del ud af spillet på grund af smerter, manglende søvn, euforien der var væk…og så den snak om mødet og udfaldet af det. Hun satte ord på de tanker der var poppet op. Og det skal hun have tak for. Jeg formåede at holde fast i den sunde fornuft og ikke maniens fornuft. Som godt kan være lidt af en djævle der ikke tænker over at der på lang sigt kan være store konsekvenser med de valg den får mig til at træffe.
Jeg har valgt Rosenhøj og ved at det er et sundt og fornuftigt valg.