Hvad er det der gør at vi skammer os når vi får en psykiatrisk diagnose?

Jeg har siden jeg var 17 haft en psykiatrisk diagnose. Først emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse borderline. Så da jeg var 20 fik jeg diagnosen Paranoid Skizofreni. Og nu har jeg fået endnu en diagnose. Og så sker der præcis det samme som de to forgående gange hvor jeg fik en diagnose. Jeg skammer mig. Skammer mig, skammer mig, skammer mig. Og jeg er flov. Men hvorfor?

Jeg husker hvordan jeg græd som pisket da jeg fik første diagnose. Jeg fik et chok over at jeg pludselig havde et stykke papir hvor der stod at jeg faktisk havde en sygdom. Men ikke fysisk. Nej, en psykisk sygdom. Jeg var bimmelim. Syg i hovedet. Jeg følte det jo som om at jeg blev stemplet med et stort selvlysende neonskilt lige i panden, hvor der stod at jeg var gak-gak.

Men nej, selvom der gik over et år før jeg fik accepteret min diagnose, så fik jeg accepteret den. Hvad der gjorde det lettere var når jeg åbnede mig op omkring det og mødte andre med mennesker med psykiske diagnoser. Når jeg læste bøger om min sygdom, hvor jeg pludselig fandt ud af at jeg ikke var bimmelim. Jeg var ikke gak-gak. Jeg led bare af en sygdom, men jeg var jo stadig Annette. Kreativ og venlig. Imødekommende og intelligent. Gode egenskaber at have.

Men da diagnosen paranoid skizofreni blev givet til mig, da faldt min verden sammen. Skizofreni?! Jamen jeg tror da ikke jeg er flere personer!? Jamen jeg er da ikke en morder?!

Det er uvidenhed der gør at vi tror det værste om psykiske diagnoser. Skizofreni er ikke det samme som personlighedsspaltning fandt jeg ud af efter samtale med psykiatere, pædagoger og andre behandlere. Jeg tog igen fat i noget litteratur og fik pludselig en aha oplevelse af min nye diagnose. Igen fandt jeg ud af at jeg jo stadig var Annette.

Kreativ og venlig. Imødekommende og intelligent. Gode egenskaber at have.

Nu har jeg fået endnu en diagnose. Og jeg føler atter at jeg skammer mig så dybt. Jeg er flov over min diagnose og skjuler den for alle der ikke er mine aller nærmeste. Men hvorfor? Burde jeg ikke have lært hvordan man tackler dette efterhånden?

Jeg vil lave et oplæg lidt længere inde i fremtiden om min nye diagnose. Men skal lige være klar til at åbne op omkring den, da jeg som sagt er så flov over den. Men det skal nok komme. Jeg tror bare lige det skal lægge sig først. En ting er dog sikkert. Opsøg så megen viden som muligt, og så lige så stille og roligt åbne op omkring det.

Jeg er jo ikke den eneste der har noget at slås med. Og vi er mange som kæmper med diverse psykiske lidelser. Bryd tabuet og lad os uddele viden til hele Danmarks befolkning, så vi ikke skal skamme os over at have en psykisk lidelse. Der er jo ikke noget at skamme sig over.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.