Mit liv med Lithium

Long John Silver var 29, da han første gang fik det stemningsstabiliserende præparat Lithium. Efter 17 år med tre tabletter dagligt er han sikker på, at det har reddet hans liv

Af Long John Silver. Illustration af Rose Mai Pedersen

Jeg har så langt, som jeg kan huske tilbage lidt af depressioner. I de unge teenageår og op gennem mine tyvere var jeg nærmest en depressions zombie, sommetider næsten invalideret, men jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg søgte ikke behandling, selvom mine nærmeste opfordrerede mig til i det mindste, at se min praktiserende læge.

Hvorfor kontaktede jeg ikke behandlingssystemet? Jeg tror, det var fordi, at jeg var præget af skyld og skam over mine depressioner. Jeg ville gerne udadtil virke normal ung. Glad og fuld af liv som mine jævnaldrende. Det var jeg desværre kun i glimt.
Da jeg var midt i tyverne, kom jeg i kontakt med det psykiatriske system. Jeg fik en psykose i forbindelse med mit studiespeciale. Der var ingen vej udenom, og jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Herefter gik jeg i distriktspsykiatrien i nogle år. Her så jeg både en psykiater og en psykolog. De gav mig en del psykofarmaka også noget traditionelt antidepressivt, men det virkede desværre ikke synderligt antidepressivt på mig. Deres arbejdsredskab/diagnosen var skizofreni. En diagnose jeg aldrig var enig med dem i.

Var vildt begejstret
I en alder af 29 år fik jeg det igen meget psykisk dårligt – blev indlagt, og her valgte de at diagnosticere mig som maniodepressiv. Det som siden er gået hen og har fået navnet bipolar affektiv sindslidelse.
Ved udskrivelsen anbefalede overlægen, at distriktspsykiatrien skulle sætte mig i behandling med et for mig helt nyt medikament, Lithium. Først var jeg meget arrig og skeptisk mht. den nye diagnose og nye medicin, men jeg valgte, at give det en chance. Jeg gik på biblioteket og læste en del om både sygdommen og ikke mindst Lithium.

Lithium er ikke som det meste medicin, man hælder i psykiatriske patienter. Det er er ikke brygget sammen i et laboratorium af dygtige forskere, men er i stedet et grundstof, som indgår i det periodiske system – det vi kender fra kemitimerne i skolen. Lithium er mest af alt en slags salt.
Det var danskeren Mogens Schou, der fandt ud af, at lithium var stemningsstabiliserende, og at man derfor med fordel kunne give det til maniodepressive patienter. Det var tilbage i 1950erne.

Min psykiater startede med at give mig en enkelt tablet Lithium. Min første reaktion var: ”Hold da op! Det her virker sgu”. Så satte han dosis op til to og derefter tre tabletter. Og jeg var helt vildt begejstret for virkningen. Det var som om, at jeg havde fundet mig selv igen efter mange år i depressionshelvede. Jeg var nu mere glad og havde mere almindelige og ikke mindst positive tanker. De plagende depressive tanker var næsten væk.

Litium i drikkevand
Nogle få måneder efter at jeg var startet på Lithium, var jeg til en sammenkomst for gamle klassekammerater fra gymnasiet. En gammel klassekammerat sagde: ”Hvad er der med dig? Du smiler mere og bredere, end jeg husker det. ” Jeg var meget glad for hans kommentar, men jeg fortalte ham nu ikke om min nye diagnose eller nye medicin. Det var ikke lige rette tid og sted for det, følte jeg.
I USA har man konstateret, at i geografiske områder med megen Lithium i drikkevandet, så er selvmordsraten lavere end i de øvrige områder. Der er også nogle mennesker, der valfarter til naturlige kilder med højt indhold af Lithium for at drikke af vandet. De kalder dem de livgivende kilder. Nogle mener i øvrigt også, at et højt indhold af Lithium i drikkevandet kan forebygge demens.
Desværre må jeg tilstå, at jeg har forsøgt selvmord tre gange, mens jeg har været på Lithium. I alt strækker min lithiumperiode sig fra jeg var 29 til nu 46 år. Alt i alt har jeg altså været 17 år på Lithium. Jeg har måske glemt at tage det en enkelt dag i ny og næ, men i det store hele tager jeg det 365 dage om året.

Litium sætter en grænse
Jeg har aldrig haft tanken om at stoppe med Lithium og man kan ikke trappe ud af det. Hvert kvartal bliver det kontrolleret med blodprøve, om man ligger inde i det korrekte interval. Det er vigtigt, at litiumindholdet i blodet ikke er for højt. Så bliver man nemlig forgiftet. Omvendt – er indholdet for lavt, ja så virker det ikke efter hensigten. For mig har det altid været tre tabletter, der har været nok til, at jeg ligger i toppen af intervallet. Dog har jeg en under en indlæggelse prøvet at blive sat yderligere en halv tablet op. Resultatet var, at jeg nærmest blev forgiftet. Jeg fik det meget dårligt med bl.a. svimmelhed, utilpashed og opkast til følge. Hurtigt kom jeg tilbage på min normale dosis.

Lithium skulle gerne beskytte patienten mod både manier og depressioner. Nu har jeg (heldigvis) aldrig haft en rendyrket mani, snarere nogle få hypomanier på de 17 år. En hypomani er en let mani. Til gengæld har jeg haft depression til overflod, men jeg er sikker på, at mine depressioner er en del lettere, end hvis jeg ikke tog Lithium. Lithium sætter en grænse for, hvor dybt depressionen rammer. Elevatoren kører ikke helt i bund stemningsmæssigt. Man er med andre ord mere psykisk stabil på litium.
Lithium er i mine øjne ikke et vidundermiddel, men jeg kan takke Lithium for meget – ikke mindst for, at jeg er i live i dag.