Alle er bange i jobcentrene, både de ledige og de ansatte

Mange arbejdsløse har en frygt for jobcentret, men nu viser det sig, at personalet i jobcentrene også er bange. UK har selv mærket frygten

Af UK

Jeg har fundet ud af, at min jobcenterkonsulent og jeg har noget tilfælles. Vi er nemlig begge to bange for hinanden. Ja, altså jeg er i hvert fald lidt bange, hver gang jeg skal til møde med ham, men om han er bange for mig, ved jeg ikke. I følge en undersøgelse fra Ugebrevet A4 og fagforeningen HK, kan han dog meget vel være det. Undersøgelsen viser nemlig, at sagsbehandlere der arbejder i jobcentre landet over i stigende grad er bange for dem, de er ansat til at hjælpe. De er bange for at blive hængt ud med navn og personlige oplysninger på nettet af frustrerede borgere, eller for at blive ramt af flyvende potteplanter og andet inventar, som vrede klienter kaster efter dem. Og de er bange for de hårde ord og trusler, som ofte slipper ud mellem en langtidssygemeldtes sammenbidte tænder. Undersøgelsen fremhæver desuden en ubehagelig statistik, der viser, at hver ottende sagsbehandler i landets jobcentre er blevet truet med tæv af en borger. Vores sagsbehandlere er altså i stigende grad bekymrede for deres fysiske og psykiske sikkerhed, når de er på arbejde. De er simpelthen bange for os. Og med rette åbenbart.

Afklaringsforløb uden udløbsdato
Samtidig er borgene, os, de sygemeldte, kontanthjælpsmodtagerne, ressourceforløbsdeltagerne ligeså bange. Vi er bange for den magt, systemet har over vores fremtidige arbejdsliv og økonomi. Vi er bange for mistilliden, kontrollen og meningsløsheden i systemet. Vi er bange for, om vi overholder tidsfristerne, lever op til kravene, og hvis vi ikke gør, så er vi bange for at ryge på kontanthjælp i al evighed. Vi er bange for at blive underprioriteret af vores sagsbehandler, der ikke kan huske, hvem vi er, fordi vi kun er én af hendes 220 borgere. Og vi er bange for, at vores psykiske symptomer bliver værre af de mange måneders usikkerhed i forskellige afklaringsforløb uden udløbsdato.

Alle der er i berøring med jobcentret er altså tilsyneladende bange. Men hvad sker der egentlig i beskæftigelsessystemet? Og hvorfor er jobcentret blevet et sted som både brugere og medarbejdere frygter? Hvorfor er konfliktniveauet så højt, når borgere møder systemet? Jeg kan tage udgangspunkt i Københavns Kommune, hvor jeg selv bor. Ifølge Information er København den kommune i landet, der forvalter beskæftigelseslovgivningen på den strammest mulige måde overhovedet. Det vil i praksis sige, at det er meget svært, grænsende til umuligt at få tildelt førtidspension eller fleksjob, når man har en psykisk sygdom. Tilmed har den nu hedengangne radikale (bryllups- og) beskæftigelsesborgmester, Anna Mee Allerslev, udtalt til Information, at: “… man skal være mere død end levende for at opnå førtidspension”. Samtidig gør regeringens genindførte kontanthjælpsloft, at mennesker på de laveste overførselsindkomster får alvorlige problemer med at opretholde selv et minimalt eksistensgrundlag.

En samtalefabrik
Set i det lys kan jeg godt forstå, at konfliktniveauet mellem borgerne og systemet er på kogepunktet. Det handler i sidste ende om menneskers overlevelse og værdighed. Foreninger som ”Jobcentrets Ofre” og ”Næstehjælperne” arrangerer aktioner og demonstrationer uden for jobcentrene for at gøre opmærksom på de mest grelle eksempler på urimelig sagsbehandling. Også på det område har borgere og jobcentermedarbejdere noget tilfælles. Mange medarbejdere i jobcentrene mener nemlig, at sagsbehandlingen er utilstrækkelig, mangelfuld og ligefrem ødelæggende for deres arbejde. På det seneste har der været flere åbne læserbreve i medierne, hvor grupper af medarbejdere i Københavns Kommune har udtalt sig kritisk om forholdene. ”Jobcentret er blevet en samtalefabrik” lyder det fra medarbejderne på et af de mest omtalte og udskældte jobcentre på Lærkevej i København.

I den forbindelse er jeg begyndt at undre mig over, hvad der er sket med vores velfærdsstat. Jeg har tidligere følt mig tryg ved at bo i et samfund, hvor jeg var sikker på, at det sociale sikkerhedsnet ville gribe mig, hvis jeg skulle være så uheldig at falde. Desværre har det sikkerhedsnet efterhånden fået så store huller, at min tillid til det er svækket. Jeg vil helst ikke være dommedagsprædikant, men jeg oplever, at velfærdsstaten langsomt er ved at smuldre mellem fingrene på os. Risikoen for at ryge ud af fællesskabet er steget markant igennem de seneste år. Som jeg læste i en kommentar på Facebook, så er: ”Gennemsnitsdanskeren kun 22 uger fra afgrunden”. Efter 22 ugers sygemelding skal jobcentret nemlig vurdere, om man kan fortsætte på sygedagpenge. Hvis man ikke kan det, hedder det kontanthjælp, som for de fleste vil betyde en betydelig nedgang i indkomst, problemer med at betale husleje og mad, og i de værste tilfælde total social deroute.

Truslen om eksklusion
Er du bange nu? Det kan jeg godt forstå, for det ligger i dine gener. Noget af det farligste for et fortidsmenneske er at blive væk fra flokken. At være efterladt alene på den åbne slette med en flok sultne rovdyr, uden stammens beskyttelse. Vores velfærdssamfund har indtil nu fungeret lidt som et udvidet stammefællesskab, et system der solidarisk beskytter alle stammens medlemmer. Og et system der giver den enkelte et fundament af sikkerhed og tryghed. Når man ryger på kontanthjælp, selvom man er for syg til at arbejde, eller når man parkeres i femårige ressourceforløb med udsigt til forlængelse, så reagerer vi på samme måde som fortidsmennesket alene på sletten. Med frygt. Derfor forværrer den langsommelige og uigennemskuelige sagsbehandling symptomerne hos os, der er sygemeldt med angst og depression, og derfor er angsten stigende i samfundet. Truslen om eksklusion fra fællesskabet er blevet virkelig. Frygten er begyndt at vise sit grimme ansigt.

Ingen tryghed
En ny rapport fra Trygfonden viser netop, at befolkningens generelle oplevelse af tryghed er faldet stødt igennem de sidste ti år. Selvfølgelig har terrortruslen, klimakrisen og globaliseringen gjort sit til at vi er blevet mere utrygge, men ifølge rapporten, bekymrer folk sig i stigende grad om, hvorvidt der bliver råd til velfærd i fremtiden. De mest utrygge i den seneste måling er, måske ikke overraskende, grupper udenfor arbejdsmarkedet. Det kan være kontanthjælpsmodtagere, folk på dagpenge og sygedagpenge, og andre, der er underlagt systemets krav og kontrol. Men frygten har også sneget sig ind blandt det arbejdende folk, der er blevet tiltagende bange for at blive syge eller arbejdsløse. Det er en ny tendens. Dertil kommer, at tilliden til politikernes evne og vilje til at gøre noget for udsatte grupper i samfundet er historisk lav. I følge rapporten er det befolkningens opfattelse, at politikerne har ladt svage grupper i stikken igennem de seneste år.

Ingen vil røre beskæftigelsesområdet
Jeg tilhører selv til dem, der er forfærdede over den måde, man behandler syge og arbejdsløse på i Københavns Kommune. Og med det seneste udfald af kommunalvalget, hvor ingen røde partier ville røre beskæftigelsesborgmesterposten med en ildtang, er min skuffelse over politikerne stor.Jeg fik dog en vis forståelse for sagens kompleksitet, da jeg hørte en gruppe kommunalpolitikere beklage sig over, hvor meget magt embedsmændene har, når det gælder forvaltning af beskæftigelseslovgivningen i København. Men kan det være rigtigt, at det er DJØF’erne der i virkeligheden regerer i kommunen? Og er det ikke at løbe fra ansvaret, når politikere udtaler sig på den måde? Hvem har egentlig skylden for de umenneskelige forhold i beskæftigelsessystemet?

Driver kommune som privat virksomhed
Er det regeringen, der har udformet loven? Eller er det kommunalpolitikerne, som har udstukket den stramme forvaltningspraksis? Er det embedsmændene, som klapper i hænderne, når måltallene bliver overholdt og bundlinjen stemmer? Jeg mener, det er en blanding af mange forskellige faktorer, blandt dem styringsteorien New Public Management, hvor man driver velfærdssamfundet, som var det en privat virksomhed. En strategi der med fokus på effektivitet og resultatmålinger fører til konkurrencestatens forbrugerborgere. Så er der de seneste regeringer, hvor man har prioriteret individuel frihed og skattelettelser over fællesskab og velfærd. Og mistillids- og dokumentationskulturen i forvaltningen som har taget fuldstændig overhånd, så sagsbehandlerne bruger halvdelen af deres tid på at udfylde computergenererede skemaer frem for at tale med borgerne. Alt det og meget andet har ført til et system, der mest af alt er til for systemets skyld.

Læs, hvad UK tidligere har skrevet om sine oplevelser i jobcentret