Psykisk syge i Danmark stigmatiserer sig selv, viser en ny undersøgelse. Det gør de blandt andet ved ikke at fortælle om deres sygdom. Mette Marie Boje Sørensen, der er initiativtager til undersøgelsen, har selv skizofreni og har oplevet stigmatisering og selvstigmatisering på egen krop

 

Af Mette Marie Boje Sørensen

Jeg har haft skizofreni i 15 år, og jeg har arbejdet med forskning i forskellige fleksjobs i 11 år. I dag arbejder jeg otte timer om ugen på VIA University College i Aarhus.

Ensomheden har været stor i en årrække af mit sygdomsforløb. Jeg ville ikke have troet, det var muligt, hvis ikke jeg selv havde prøvet det. Igennem årene har jeg næsten kun haft professionelle, som jeg blev behandlet ved og kollegaer at snakke med. Begge dele har betydet meget for mig. Når jeg tænker på, hvor mange psykisk syge, der ikke har mulighed for at arbejde i dagens Danmark, føler jeg mig heldig.

For to år siden beskæftigede mine tanker sig meget med, hvad stigmatisering er, og hvornår jeg oplevede det, og hvad jeg kunne gøre for ikke at lade mig påvirke af det. Jeg tænkte over, hvad der var godt nok, og hvad der ikke var godt nok. Jeg følte, jeg blev afvist, fordi mit liv var anderledes, og fordi det ikke var perfekt. Hvad der så end er perfekt.

938 besvarelser
Jeg har haft flere samtaler med mennesker fra mit netværk, hvor de pågældende ikke har tænkt, at der er stigmatisering i Danmark, hvad angår psykisk syge. Mit ønske om at lave om en undersøgelse om det emne, samt hvad der relaterer hertil, holdt jeg ved alligevel.

Jeg udarbejdede på egen hånd en projektbeskrivelse, som skulle danne grundlag for en egentlig undersøgelse. Jeg tog kontakt til EN-AF-OS med henblik på at få så mange respondenter som muligt. EN-AF-OS dækker over landsindsatsen for afstigmatisering af psykisk sygdom. De har sekretariat i København, men der er regionale koordinationsgrupper også. Formålet med deres arbejde, udtrykker de således: ”Væk med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom.”

Min chef Lene Mosegaard Søbjerg gik ind i projektet, og vores undersøgelse består blandt andet af fire interviews med to unge mænd og to unge kvinder, der er ambassadører for EN-AF-OS. Efterfølgende udarbejdede vi et spørgeskema, som vi fik mulighed for at lægge på Facebook-siden for EN-AF-OS.

Vi fik 938 besvarelser. Det høje antal besvarelser tydede på, at stigmatisering og selvstigmatisering spillede en rolle for mange med psykisk sygdom, ligesom det har gjort for mig.

Selvstigmatisering og recovery
Stigmatisering i forbindelse med psykisk sygdom er målt før, og vores undersøgelse viser det som tidligere undersøgelser viser, nemlig at psykisk syge oplever at blive stigmatiseret i Danmark. I vores undersøgelse spurgte vi blandt andet om, om stigmatiseringen påvirker de psykisk syges selvopfattelse. Hver femte svarede, at det i høj grad påvirkede dem, mens 4 ud af 10 svarede ”i nogen grad”.

Desuden svarede mere end 8 ud af 10, at de i varierende grad har oplevet at stigmatisere sig selv. Halvdelen har endda svaret ”i høj grad” til spørgsmålet om, de har oplevet at stigmatisere sig selv. I interviewene spurgte vi, hvad de interviewede, forstår ved det at selvstigmatisere.

Min chef og jeg forstår selvstigmatisering som, at man ændrer opfattelse af sig selv, fordi man f.eks. møder fordomme fra andre mennesker, fordi man er psykisk syg. For mig personligt handler selvstigmatisering om, at jeg møder reaktioner fra andre mennesker pga. min psykiske sygdom, som jeg er tilbøjelig til at vende indad – også når det er mig, der bliver dårligt behandlet, kan jeg slå mig selv i hovedet med det.

Når vi ser på svarene for, hvordan det at selvstigmatisere spiller sammen med recovery, er der flere tendenser. Det viser sig, at der er mange, der har oplevet, at selvstigmatisering forlænger recovery-processen.

Når vi ser på, hvorvidt man selvstigmatiserer mindre, jo længere tid man har været i recovery, så er tendensen, at halvdelen svarer ja. Måske det siger noget om, hvor svært det kan være at slippe negative overbevisninger om sig selv, når der samtidig findes stigmatisering mod psykisk syge generelt i vores samfund.

Hvordan kan man arbejde med selvstigmatisering?
I vores spørgeskema lød et andet spørgsmål: ”Hvordan arbejder du med at modvirke stigmatisering af dig selv?”

Lidt over halvdelen har angivet, at de taler åbent om deres sygdom for at modvirke selvstigmatiseringen. Mens 47% har angivet, at de taler om det med sin/sine behandler/behandlere. Og cirka 36% taler med deres familie om den stigmatisering, de udsætter sig selv for (de kunne vælge tre svar ud af syv mulige)

Personligt har jeg erfaring med at dele tanker og oplevelser, der kan få mig til at selvstigmatisere med mine behandlere. Jeg får et andet syn på det, der er sket, og jeg vender det ikke indad som en konsekvens af, at jeg har fået talt om det.

Vælger sine kampe
I de fire interview, som vi indledte undersøgelsen med, havde vi spørgsmål med om åbenhed i forbindelse med psykisk sygdom. Svarene viste, at der kan være omkostninger forbundet med at være åben. En ung kvinde talte blandt andet om at vælge åbenheden til og fra, da det ikke løser alt at være åben om psykisk sygdom. Hun valgte bevidst, når hun ville være åben, fordi der ikke er åbenhed på alle niveauer – om psykisk sygdom – i samfundet. Konsekvensen er, at hun ”vælger sine kampe” med omhu.

Når jeg tænker på mine egne oplevelser, vil jeg sige, at det er rart at komme til et punkt, hvor man kan vælge, hvorvidt man vil fortælle, at man har en psykisk sygdom. Men i perioder har jeg været meget åben, fordi jeg ville gøre tingene lettere for alle parter. Jeg vidste, og ved også godt, at mange mennesker ikke ved meget om psykisk sygdom, og at mange mennesker er bange for psykisk syge.  Ved at være åben om mine vanskeligheder, så kan jeg ligesom forklare for folk, at det er derfor, at jeg er, som jeg er, og at de så samtidig får at vide, at jeg ikke altid er velfungerende, hvis de oplever noget mærkeligt med mig. Det, synes jeg, var det bedste. Jeg vil sige, at i nogle relationer har det fungeret, i andre sammenhænge ikke. Jeg troede dengang, at bare jeg var ærlig om min situation, ville jeg altid blive mødt positivt af andre mennesker.

Et valg er ikke selvstigmatisering
Jeg synes, det er vigtigt at komme dertil, at man ikke selvstigmatiserer, hvad angår åbenhed om psykisk sygdom. Med andre ord: Undlader du at være åben om din psykiske sygdom, så er det udtryk for et valg, og det er ikke selvstigmatisering, som det vil være, hvis du eksempelvis skjuler det, eller måske gør det ubevidst.

Jeg har ikke altid vidst, at det at ubevidst at tie med, at jeg er psykisk syg, er selvstigmatiserende. Det er en problematik, mange psykisk syge kan have glæde af at vende med andre mennesker, tænker jeg. Forleden fik jeg en meget positiv oplevelse hos min psykolog, da jeg erfarede, at jeg ikke behøvede at skjule, at jeg havde det dårligt – for mit indre spejles ikke ud. Sikken en lettelse. Så ved jeg ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig, at der kunne ske, hvis ikke jeg skjulte det.

 

 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.