Elin Hansen har svært ved at huske, hvornår hun var på ferie i USA, hvornår hun blev uddannet dyrlæge og hvor mange elektrochokbehandlinger, hun har fået. Hun mener, det er behandlingen, der har svækket hendes hukommelse

Af Elin Hansen 

 Te-køkkenet er mørkt, der er ingen blomster eller andet end et bordtennisbord. I den lille gang ligger ”min” stue på højre hånd, der står nummer ti til højre for døren med blå tal.

Stuen, der på ingen måde ligner en stue, er stor med gråt linoleumsgulv, et bord i hjørnet og to stole, et brunt skab og en hospitalsseng med hospitalets sengetøj er, hvad der er. Der er et enkelt sprosset vindue, hvor man kan se ud i en rød mur. Jeg føler afmagt, tomhed og ensomhed.

Jeg ligger i sengen og venter på at skulle have elektrochok. En sygeplejerske har givet mig en beroligende pille og bedt mig om at tisse. Jeg har hospitalstøj på: Løse strømper for de skal nemt kunne tage dem af mig, når de sender strømmen igennem min krop til tæerne bøjer sig. Så ved de, at man har fået nok.

Jeg er nervøs og ængstelig, og vil bare have det overstået. Jeg har et spinkelt håb om, at det denne gang vil hjælpe, at det denne gang vil være sidste gang, uroen er i min hals og mit bryst.

Bange og anspændt
Jeg kan genkende lyden af sko, der tramper afsted. Lyden af båren, der hviner på linoleumsgulvet. De støder imod vægen med båren, og stemningen er hektisk. Det er dagen, hvor os, der skal have elektrochok, bliver hentet en efter en.

Der bankes på min dør, og den bliver åbnet, der er ikke nogen, der siger noget, men jeg ved, at jeg skal gå over og lægge mig på sengen.

Den ene portør smækker hårdt sengehesten op. Han virker fuldstændig ligeglad med mig. Han ser ikke på mig og taler hen over hovedet på mig. Jeg er bange og anspændt. De kører mig ind i en lille elevator. Der lugter af maskinolie. Den ene portør står i sin røde bluse, puster og strækker armen over hovedet, den anden portør har mørkt tøj på, og jeg føler, han har en form for medfølelse med mig. Jeg føler mig lille og betydningsløs. Uden for elevatoren er gangen smal, mørk og gul, den lugter af kælder. De kører mig ind i venterummet, og jeg kommer over på en anden båre og portørerne går.

Jeg ligger med en blandet følelse af panik og overgivelse og ser ud på et lille træ i en lukket gård. Jeg kan høre lyden af, at de støder en anden patient, en hvinen og et hårdt klonk. Jeg er alene og bange. Døren går, og jeg kan høre den anden patient blive kørt ud, og jeg venter som “et lam hos slagteren”. Jeg kan ikke komme væk derfra, jeg giver op.

25 behandlinger
To personer kører mig ind i behandlingsrummet, der er fem mennesker, jeg kan se ETC-apparatet, det er brunt og med mange ledninger. Jeg genkender lægen, men han ser ikke på mig, mens han går op til mit hoved. Jeg er bange. Anæstesisygeplejersken har krøllet hår, og jeg kan lugte hendes deodorant. Hun sætter sprøjten i og siger “du kender det jo”, men jeg er forvirret og ved ikke, hvad hun taler om. Jeg mister hurtigt efter bevidstheden. Da jeg vågner, er jeg alene på min stue med hovedpine. Jeg er fuldstændig desorienteret.

Jeg har fået mindst 25 elektrochokbehandlinger. Alle har jeg indvilget i frivilligt. Det har jeg gjort i desperation om at få det godt igen. De hjalp mig også umiddelbart, fordi de forhindrede mig i at tage mit eget liv, men jeg har til gengæld store huller i min hukommelse. År der er forsvundet med elektrochokkene. Når jeg har sagt til psykiateren, at jeg synes, at jeg har taget skade, får jeg at vide, at de depressioner, der lå til grund for elektrochokkene, lige så godt kan være årsag til demens. Og er det jo svært at modbevise.

Det er næsten umuligt for mig at huske, hvor lang tid siden, det er, at jeg for eksempel var i USA på ferie, hvornår jeg blev uddannet dyrlæge, eller hvornår jeg blev syg. Jeg er nødt til at have det stående på en blok, hvor jeg kan se tallene igen, og alligevel er det svært, næsten umuligt for mig at holde styr på årene.

Kommer ikke til at arbejde
Jeg fik 25 elektrochok behandlinger i årene 2006-2008 på grund af selvmordstanker, depression og angst. Jeg gik fra at være senior dyrlæge på landbohøjskole, til kun at være en skygge af mig selv. Jeg kan læse i journalerne, at jeg havde svækkelse af de kognitive funktioner, at min mand måtte tage til samtaler med kommunen, fordi jeg havde så voldsomt hukommelsestab, at jeg blev let stresset, havde svært ved at kommunikere med min mand og vores søn i dagligdagen, ikke kunne udføre daglige gøremål, ikke var i stand til at indlære og mistede steds- og orienteringssansen.

I dag er jeg væsentlig bedre end lige efter, jeg har fået elektrochokbehandlingerne. Vores venner, min mand og min søn har været og er meget tålmodige, når jeg har problemer med at huske.

Jeg ved godt, at jeg aldrig kommer til at arbejde igen, ikke mindst, fordi jeg i stressede situationer slet ikke husker. Nu er der tegn på, at min hjerne begynder at regenerere til en hvis grad. Det føles meget underligt, fordi jeg så lige pludselig husker brudstykker på både godt og ondt.

Ny diagnose
Jeg får stadig antidepressivmedicin, men er heldigvis stabil. Jeg går hos en psykolog, som har hjulpet mig med min angst for at gå i supermarkeder og køre med bus. Psykologen har sammen med psykiateren for nyligt stillet diagnosen posttraumatisk stresssyndrom, som har været den udløsende faktor for depressionerne og angsten. Sammen med psykologen prøver vi at gå igennem flash backs og pinefulde erindringer fra min barndom.

Da jeg var 14 år, var jeg med til at passe min døende mormor, som jeg var meget knyttet til. Hun havde fået blærekræft og døde med mig i hånden. Et par år senere fik min far lungekræft, og det var et forfærdeligt og grusomt forløb, indtil han også døde hjemme.

I dag er jeg førtidspensionist og lever sammen med min mand og vores to katte. Vores søn er voksen og har selv familie nu. Mine dage går stille og roligt, for jeg er ofte meget træt. Jeg er så heldig, at jeg har en hest, nogle gode venner, og er blevet farmor til en lille pige, som bor i nærheden

 

4 Kommentarer

  1. Anne—Dorthe Bak

    Jeg oplever fuldstændig den samme form for hukommelsestab efter ECT behandlingerne. Jeg får også samme svar. Personalet mener det er sygdommen og ikke behandlingerne. Jeg har tidligere været ligeså syg uden behandlinger og det gav ikke hukommelsestab. Jeg anmelder selv skaden som en bivirkning. Det er frustrerende at personalet ikke tager klagerne alvorligt.

    Svar
  2. Sandra

    Hvor fik du ECT behandling henne? Jeg kan godt genkende den ubehagelige måde at blive ført hen til behandlingen på: En lille elevator med 2 portører og en lang mørk gang, som var kælderen under alle de andre afdelinger. Men det er meget anderledes nu. Jeg får selv ECT nu og har fået det de sidste 5 år. Afdelingerne, rummene, opvågningsstuerne, og personalet/lægerne er meget mere omkring en. Det er lyst og åbent, og ikke så uhyggeligt.

    For mig er det depressionen der gav mig hukommelses problemerne, og det er ECT’en der hjælper mig med at huske igen, samt jeg træner min hukommelse nu hvor de depressive tanker er mindre. Men jeg tror på at ved nogle, så er det ECT’en der giver problemer.

    Svar
  3. Rikke

    Jeg tror jeg samlet set har fået tæt på 45-55 behandlinger fordelt på tre serier og ca 3/4 år med vedligeholdelsesbehandlinger hver eller hver anden uge. Min hukommelse gik i smadder. Er ikke i tvivl om at det var behandlingerne. Nu kommer det glemte tilbage via minder på Facebook og venner og familie der beretter om glemte ting.

    Svar
  4. Lotte Kock

    Det er elektrochok, som forårsager hukommelsestab. Det er almen viden.
    Lægerne manipulerer med dig.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.