Lever vi mennesker, samfund og systemer nogle gange i vores egen triste usammen-hængende verden? Overvældende verden? Syge verden? Eller evt i en fantasifuld, glad og psykotisk verden?

Nogle gange er verden sgu bare et forunderligt sted at være

Der findes mennesker, grupper og systemer her i Danmark, der stadigt har et trist forsimplet syn på livet, psykisk sygdom, på mennesker, der ikke lige har det store overskud i dagligdagen, og listen er laaang. Trist, trist, trist med træls på.

OMG

Nogle gange overhører man bare nogle meget mærkelige samtaler. Forunderlige samtaler. Samtaler, der kan sætte gang i mange tanker. Samtaler, der kan sætte sig fast i en, selvom man ikke er en del af dem. Som sådan. Selvom det nogle gange kan ramme en på et meget personligt, eller endog privat plan

De mennesker, der går og brokker sig over alt muligt og andre mennesker, der lever forskelligt fra dem selv, hvor må det være en kedelig og grå beskæftigelse at brokke sig sådan. Det tænker jeg tit på i dvs omklædningsrum, i supermakedet hvor man tilfældigvis kan overhøre bidder af samtaler eller i gadebilledet generelt. Selvfølgeligt er der en vigtig social psykologisk effekt i, at vi mennesker brokker os sammen, over andre, i flok for paradoksalt nok at skabe fællesskab. Så der er jo noget meningsfuldt i det, trods alt. Jeg synes bare, der er bedre ting at lave. Men de værste gloser jeg selv har, er det kun min 100 % private dagbog, der får fornøjelsen af. Nogle mennesker har bare ekstra travlt med offentligt at nedgøre andre, og evt at projicere eget dårlige selvværd over på andre. Hvor er det trist at mennesker i dagens Danmark, falder ned i denne småborgerlige tilstand, af brokkeri. Det er jævnt træls.

Burde vi ikke være bedre end det?

Både som individer og samfund?

Desværre er det ikke kun enkelte mennesker, der kan have dette triste syn på andre sårbare folk. Det kan samfundet og systemet, vi har til at hjælpe de sårbare, her i landet også godt have. Det er nogle gange helt skævvredet. Her kan der også nogle gange sidde små konger og dronninger, der tror, de er hævet over moral, etisk og ASF almindelig sund fornuft. F.eks er det da utroligt, at det ikke er en selvfølge at blive talt pænt og venligt til i dvs situationer f.eks til lægen, eller når man sidder lille og sårbar i jobcentret og har brug for hjælp. Nogle gange giver det desværre slet ikke mening, at bede om den hjælp man faktisk har lovmæssigt krav på. Så kan det blive endnu svære at leve sit liv meningsfuldt og tilfredstillende.

Min egen, ikke faglige, tanke om syg og sårbar er i grove træk, at er man sårbar, kan man godt have det lidt svært, være lidt syg og sløj både fysisk og psykisk, men godt holde sammen på sig selv og fungere i dagligdagen, uden brug af specielt meget støtte af andre mennesker, måske profesionelle, men bliver man direkte syg, er livet en, evt meget svær, kamp og vi kan tale om en del og eller massiv professionel støtte, indlæggelser, eller at der er brug for disse tiltag.

Jeg kan føle mig som et stort spørgsmålstegn i disse tanker, jeg har om svaghed overordnet set, for hvem skal bestemme, hvad der er svagt, sårbart og syg? Hvad er kriteriet for at være sårbar i år? For 30 år siden? For 500 år siden? 1000 år ude i fremtiden? Det ændre sig jo efter samfundet, hvem, hvad og ikke mindst hvornår man spørger.

Engang ville… tja Jesus kunne jeg vel godt bruge som eksempel i dagens Danmark… Jesus blev jo lissom betragtet som en pææænt stærk person, med en vis formåen, i hvad han kunne udrette i sin beskæftigelse af profet, Guds søn, eller hvad man nu end måtte synes, Jesus var. Han havde pondus i hvert fald, som biblen og de andre religiøse bøger siger i en eller anden forstand og bla bla… den historie kender vi vel stort set alle…

Jesus indlagt med religiøs psykose? Og Moses talte jo bare til en busk, hvad der galt i det?

Men mon ikke at han kunne risikere at ryge fluks på den lukkede afdeling idag? Eller i mindre grad at risikere at blive set på som en af samfundets udstødte og svage individer, der rendte rundt i en religiøs psykose? Moses ligeså? 

Bare en åben interessant tanke.

Min pointe er, at dem der af mange bliver set på som svage i dagens samfundet, de sårbare, de særligt sensitive, skæve eksistenser, der ikke lige passer ind i samfundets små kasser, forskellige psykisk sårbare mennesker, muligvis en bunke sårbare kunstnertyper, ink mig selv, fortsæt selv din liste. Vi kan under de rigtige omstændigheder være meget stærke. På vores egen måde, nogle i deres egen meningsfulde kasse. Nogle har bare brug for ekstra støtte til at leve, eller f.eks brug for mere tid end gennemsnitsmennesket til at sortere de indtryk verden kommer med hver dag, man stikker næsen frem. Eller bare er i et hvilket som helst andet stadie end dyb drømmeløs sort søvn. Her taler jeg også om mig selv.

Vi er nogle sårbare sjæle og kunstnertyper, der suger mange indtryk til os i dagligdagen, i samfundet, har masser af tanker og indre oplevelser, der skal bruges ekstra tid på at bearbejde, og netop dette behov vi reflekterende, sårbare/stærke kunstner sjæle har, bliver af mange i dagens Danmark set på som svagt.

Der er altid håb

Det mod det kræver at lukke op for sårbarheden og følelserne… hold da kæft, det er meget, når der er mange følelser og input at kapere. Lysten til at løbe skrigende væk, fuck mand! Men løb for Jesus skyld ikke helt væk. Det er det værd at kæmpe, for der er altid håb.

 

 

Det er alt andet end svagt at være sårbar, for slet ikke at tale om at være direkte psykisk eller fysisk syg!

Jeg har været direkte syg med en del psykisk fis, og fysisk som barn og mentalt vil jeg altid være sårbar. Men under de rigtige omstændigheder er det en ren gave at være mentalt sårbar og kunne beskrive og opleve verden mere detaljeret end gennemsnittet. Det kræver bare, at der er tid til bearbejdning med ro (og ro´er på marken), og det sker for mig med ord, at skrive om det fra mit hjem på en roemark på Lolland. Her er fred og ro og ikke nogle andre indtryk til at forstyrre mine skriverier, og alle de følelser jeg går igennem, når mine fingre galopere hen over tasterne… Inden jeg tager ud til min pony og rider.

Jeg har længe holdt øje med samfundet, tænkt, spekuleret og ligget på lur. Mange der har været i psykiatri/jobcenter/kommune systemet, har i årevis oplevet at stå alene mod kæmper, paragraffer, politik, nytteløs behandling, der ikke giver mening, følt at de ikke bliver set på som hele mennesker med en omfattende baggrund og stå med en følelse af at alt for meget ansvar blev lagt over på dem som enkelt person. Mennesker er både enkle og komplicerede individer med så meget rundt omkring sig. Der er ikke mange øboere tilbage. Vi er alle i en eller anden grad en del af noget mindre eller større i samfundet.

Ergoterapi PEO model

Ergoterapi PEO model… og ja min kæreste studerer til ergoterapeut, så er indspireret af hans studie, blankt indrømmet

 

Mennesker er hele væsner, og der skal være styr på flere delelementer af livet, i jævn balance, inden den enkelte kan have det godt og generelt være tilfreds med livet.

Min egen balance omkring PEO kunne være at:

P person, individet: Jeg har det idag fint og ret godt med mig selv, mentalt og fysisk. Jeg synes ikke, jeg vil forvente ret meget mere af mig selv som person, fordi jeg kender mine grænser nu, og ved hvordan de skal takles i mit eget tempo, og hvordan jeg selv skal skubbe til mine mentale grænser. Belønningen for at skubbe til mine mentale evner kan f.eks være at sige til mig selv: “Ida, is i maven, du føler dig lidt lille og nevøs som person, men tag nu for pokker bare til det forfattermøde i Vordingborg med NewPub. Der kommer nogle dejlige mennesker, du skal møde”… Det er en sand belønning at være en del af NewPub fællesskabet… Som leder mig over til et nyt miljø…

E environment, miljøet: Jeg har endeligt fået et dejligt hjem på landet på Lolland, hvor jeg trives rigtigt godt. Jeg bor i et dejligt fysisk miljø, der giver mening for mig. De sociale omgivelserne, mit netværk af kollegaer i forfattermiljøet, mine venner, min pony Glotti og ikke mindst kæresten er en del af mit sociale miljø.

O occupation, beskæftigelse, aktivitet: Jeg har mit forfatterfirma, og det er noget af det bedste, der er overgået mig at få. Det betyder så meget for mig at have det hver dag at stå op til. Skrive, regnskaber, markedsføring på sociale medier, male bogforsider og være kunstner på flere forskellige måder. Guf for sjælen.

Vigtigst er det at jeg kan O arbejde hjemmefra, i et E miljø, hvor jeg P trives. Det hele bliver samlet inde i midten af de tre cirkler i tegningen. Jeg trives i midten. Mennesket trives der.

 

Jeg har råd til at ride… det er en del af P Han er en del af mit sociale miljø, også selvom han siger pruuuhhh… det er en del af E Det er min beskæfitigelse at strigle, ride og nusse om ham… det er en del af O. Resultat, det er en menings fuld aktivitet for mig at have en pony.

Pointe. Alt går op i en bedre eller endog højere enhed, når mennesker har glæde med det de nu engang laver af beskæftigelse og aktiviteter, der passer til deres store, mindre og eller realistiske drømme i livet og deres funktionsniveau. Det kan godt være at nogle af os kunstnertyper, ink mig selv, er nogle lidt skæve eksistenser… og de såkaldt normale stærke mennesker, der kun mener at psykisk syge, er psykisk syge og muligvis intet værd som mennesker… de kan risikere at gå glip af så meget, synes jeg. Det kunne jo være at en eller anden stakkel på en lukket afdeling, når tiden er inde til at komme ud igen, kunne være den travle modedesigners bedste sparringspartner, fordi denne sårbare sjæl, kunne tænkes at se flere farver og detaljer i tøjet… bare et løst eksembel.

Jeg er en kreativ følsom kunstnertype, og kan jeg ikke have ro til at skrive i min dagligdag, er det min sårbarhed, svaghed om man vi, at jeg knækker hurtigt, og ikke kan leve tilfredstillende, og alle mine funktioner går fløjten. På en måde har jeg været ved at “dø mentalt, give op” mange gange, nogle gange reelt have kunnet dø af div stunt med piller… når jeg ikke har kunnet få lov til at skrive, pga dvs paragraffer, jeg har været underlagt i systemet. Når jeg skriver, lever jeg. Balancen kan holdes. Jeg kan leve. Deraf min grund til at være forfatter. Det er det, jeg kan, det der er mit liv. Mit liv på landet med forfatterskab, mit dejlige ponydyr Glotti… Og min psykotisk/forelskede hjerne og mit liv med mit livs kærlighed.

PEO, der er styr på meget i mit liv nu. Et hjerte fyldt af kærlighed, som de synger så smukt i Les Miserablé.

 

Jeg elsker dig Malthe

Om Forfatteren

Jeg er sgu blevet udgivet forfatter nu, til Anorektikeren og papvinen og er blevet headhuntet til StORDstrømmen lokal forfatterforening, der er en interessegruppe under Dansk Forfatterforening. Jeg har været møg syg og sårbar i mange år, men har undergået en enorm udvikling siden sommeren 2017 efter jeg flyttede på landet. Fra ret så syg i København, til lykkelig på Lolland med en fantastisk kæreste, eget firma Mentalista, udgivet forfatter, underviser i skrivning, foredragsholder, og coach til efteråret. Nu er livet sgu endeligt noget værd, og de små pump på vejen jeg møder, kan jeg godt klare... Så det godt der er flat på Lolland :-P

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.