Trine Høj Johnsen opfordrer til, at man ikke kritiserer psykiatrien over en kam, men i stedet forsøger at være mere nuanceret i sin kritik. For hende handler det netop om at kigge på det, der fungerer og det, der ikke fungerer. Hun har selv prøvet begge dele

Af Trine Høj Johnsen

På de sociale medier falder jeg igen og igen over ekstreme holdninger til psykiatrien. Altså hele psykiatrien på én gang. En voldsom vrede mod systemet. Mange af de vrede stemmer, hører til frustrerede mennesker, der har været inde i systemet og ikke har fået den rette behandling. Stemmerne tæller også pårørende og nuværende brugere af psykiatrien. Men kan man sige, at hele psykiatrien er ond?

For mig at se, er det en voldsom unuanceret og faktisk også aggressiv holdning at have. Det er unuanceret blandt andet, fordi man dømmer alle ansatte, tilbud og tilgange i psykiatrien på én gang. Desuden er den unuanceret, fordi mange med den holdning ikke stopper op og lytter rigtigt til dem, der rent faktisk har fået den rigtige hjælp af det store onde system. Den unuancerede dom over psykiatrien er i mine øjne også aggressiv, fordi retorikken kan være voldsom. Jeg har blandt andet fået at vide af én, at hun ikke ”fatter, at jeg finder mig i at få en diagnose”. Den holdning er også aggressiv, fordi den rammer en masse mennesker, der er ansat og har et, til tider, barskt arbejde, fordi de gerne vil hjælpe folk med at komme sig. Men kan man så slet ikke kritisere psykiatrien?

Ork jo, masser. I mine øjne er systemet uhensigtsmæssigt på så mange måder. Blandt andet i tilgangen til folk, der hører stemmer, der ofte medicineres voldsomt i stedet for, at de lærer at håndtere stemmerne med de tilgange, der er påvist at virke enormt effektivt på rigtig mange stemmehørere. Jeg kunne lave lange lister med ting, jeg ønsker mig anderledes i psykiatrien, måske julemanden får sådan en med posten i år. Jeg har en forståelse for, at jeg ikke kan lave om på regeringens tilgang til psykiatrien og dermed skaffe den flere penge. Jeg har respekt for, at de ansvarlige læger prioriterer alt det bedste, de har lært for den lille pose penge, de har. Jeg har en accept af de dårlige vilkår, psykiatrien har, fordi jeg ikke kan ændre det, men jeg vil være med til at kigge på, hvordan vi som både patienter, pårørende og ansatte gør det bedst muligt inden for de snævre og firkantede rammer, vi har.

Både meget at savne og meget at få
Jeg kender så mange, der har fået et godt liv uden store begrænsninger med hjælp fra psykiatrien. Folk der har haft voldsomt selvskadende adfærd, folk der har været dybt deprimerede og stressede. Folk der har svært ved at komme sig, og som får støtte og måske et sted at være, når de har det værst, eller folk der har været meget påvirkede af at høre stemmer, men som via en stemmehørergruppe har lært at leve med stemmerne. Jeg er selv rykket så enormt langt i min udvikling fra at være på kanten af at opgive livet ufatteligt mange gange til at komme i gang med at leve livet fuldt ud og få den fremtid, jeg altid har drømt om. Jeg har været fejldiagnosticeret, fejlbehandlet og voldsomt fejlmedicineret for senere at få den rigtige hjælp med terapi, ophold på bosted og sidenhen hjælp til at finde en bolig og få en bostøtte, der hjælper mig med at komme endnu nærmere det liv, jeg ønsker mig.

Det liv jeg drømmer om, havde ikke været muligt uden mine hjælpere. Jeg har savnet en grundigere udredning fra starten, en større kritisk sans fra mine første behandlere til min dårlige reaktion på de første tre års behandling, hvor deres eneste reaktion på voldsom forværring var konstant og massiv medicinøgning. Da jeg fik den rigtige behandling, der var baseret på mine problemer, og ikke kun på én bestemt diagnose, fik jeg mit liv tilbage lige så stille. Jeg fik fjernet det meste medicin og fik dybdegående terapi i en lang periode.
Jeg har mødt enormt mange ansatte i mit efterhånden otteårige forløb, og desværre har jeg i starten oplevet mange lægers tilgang ændre sig meget baseret på, hvilken diagnose jeg har haft. Jeg har dog også med tiden lært, at jo mere ligeværdig jeg er i kontakten med lægen, desto mere ligeværdigt bliver jeg mødt. Når jeg tør åbne mig, være ærlig, tage ansvar og ikke kræve eller forvente en bestemt behandling, så bliver jeg mødt på samme måde. Når jeg er åben over for dem og over for at få lagt en fælles plan baseret på min personlige erfaring, min oplevelse og på deres viden og erfaring, så bliver hjælpen mere effektiv.

Det gælder også kassedamen
Jeg kan kun sige, at jeg ikke har mødt mange onde mennesker i psykiatrien. Min psykiater er ikke ond, min terapeut er ikke ond, de ansatte på afdelingerne, mit gamle bosted og min bostøtte er heller ikke onde. De er tvært i mod folk, hvis hjerte bløder for at hjælpe folk som mig. Som vi ser det alle steder i samfundet, er der altid folk, der nok burde arbejde med noget andet, end de gør. Det gælder jo også den evigt sure kassedame – det er ikke en tendens, psykiatrien har monopol på.

Men som jeg har skrevet, så handler det om nuancer. For psykiatrien kan være firkantet og have en tilgang, der ikke er opdateret. Diagnosesystemet kan være med til at fastholde folk og kan give en snæver tilgang, fordi man bliver smidt i en kasse. Behandlingen bliver for alt for mange til overfladebehandling og brandslukning frem for dybdegående behandling, der arbejder med årsagen til, at man har fået det så svært og dermed kan løse problemet.

Jeg opfordrer til, at vi bygger bro mellem psykiatrien og de mennesker, der har gjort sig erfaringer med den, så psykiatrien ikke kun hjælper nogle få, men faktisk bliver i stand til at hjælpe alle, der har brug for det. Vi skal høre dem, der har haft et godt forløb, dem der har været fejlbehandlet, dem der ikke har passet ind i psykiatriens snævre rammer, og dem der ikke har fået tilstrækkelig hjælp. På den måde kan vi bygge en bro fra dem til de ansatte og ledelsen. Når vi ikke kan råbe politikerne op, er det her det bedste, vi sammen kan gøre. Jeg tager for eksempel ud og underviser om mit liv og mine erfaringer for at belyse, hvad der har hjulpet mig, og hvad der kunne have været gjort bedre fra psykiatriens side. Psykiatrien kan være svær at råbe op, men det hjælper for mig at se ikke at gå i krig med hele psykiatrien og nedlægge alle muligheder for dialog og dermed optrappe en konflikt og skabe en kløft mellem os med de dyrekøbte erfaringer og dem, der skal blive klogere af vores erfaringer.

Lad os sammen blive klogere!

 

 

Om Forfatteren

Outsideren er Danmarks største online-magasin om psykiatri og psykisk sygdom, produceret af mennesker, der har prøvet psykiske lidelser på egen krop og sjæl. Outsideren er et talerør for folk med psykiatrisk brugererfaring. Outsideren tilbyder også Danmarks største blogger-univers for psykisk sårbare.

2 Kommentarer

  1. Leo korsgaard

    Hej. Det er meget spændende læsning Trine. Kan følge dig hele vejen. Har selv været bruger af psykiatrien i 25 år. Efter hjælp uden for psykiatrien i perioden 2008 til 2009, har jeg idag et super godt liv. Så hvis systemet på et tidspunkt, begynder at lytte til alle de patienter som er kommet videre for egen regning, så se jeg rigtig mange muligheder i det system vi har idag. Der findes gode og dårlige læger. Det må vi lære st leve med. Men de fleste vil gerne gøre det meget bedre, men tiden er der ikke . Så godt vi har Mikkel til at ruske op i systemet.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.