Af Joan.
Normalt så hader jeg larm og spektakel, det skaber sådan en ubalance i mine nerver, der har brug for al den ro de kan få. Undtagelsen er dog studenterne, når de kommer kørende, og gør sig sådan umage for at sprænge lydmuren. For min skyld må de såmænd gerne larme noget mere. De giver mig et håb for fremtiden. En hel flok unge mennesker, der ved bedre og er parate til at gå ud og gøre det bedre i et samfund, der i den grad trænger. Jeg kan blive så fascineret, og falde helt i staver ved tanken om, at alle huerne ser ens ud, men faktisk er lige så forskellige som de snefnug, der daler ned fra en tung mørkegrå himmel ved vintertide. Der er ikke to som er helt ens, hvis man gør sig den ulejlighed at se nærmere efter. Ingen er opnået helt på samme måde, og ingen har helt de sammen hilsner indeni. Ih, hvor ville jeg altså gerne have haft den hue. Den skulle ikke trykke nogen steder, men sidde helt perfekt på mit mærkelige hoved.
Vi var så dannede hjemme hos os, at det halve kunne have været rigeligt. Symbolet på al vores dannelse stod i stuen. Et klaver som ingen af os kunne spille på, men det stod der, og det var det som talte. Når bare man kom fra et hjem med klaver, så var man ligesom mer´. Uddannelse derimod gjorde vi det ikke så meget i. Min far sprang ud som mønsterbryder og tog tjener uddannelsen. Farfar derimod havde ikke et stykke papir på sin kunnen. Han arbejdede som ufaglært tjener i det københavnske værtshusmiljø, inden han tog springet og flyttede på landet, og slog sig ned som kromand.
Jeg kunne læse og skrive da jeg var 5 år gammel. Det havde farfar lært mig. Det var noget særligt, vi havde sammen. Jeg begyndte i 1. klasse og kunne læse fint op af Søren og Mette bøgerne, og derhjemme læste jeg højt fra Frederiksborg Amts Avis, eller som vi kaldte den, Hø og Halmtidende. Vi havde i det hele taget noget med sprog hjemme hos os. Jeg knasede ord som andre knasede bolcher. Nogle smagte godt, andre gjorde ikke. Ordsprog havde jeg også en forkærlighed for. I restauranten havde vi nogle bjælker, der gik ned fra loftet, hvor der med gotiske bogstaver var skrevet forskellige ordsprog og talemåder. Farfar var endog meget rundhåndet med sine
sprogblomster, eller sprogtidsler alt efter temperament. Han blev nødt til at rette på mig hele tiden, for jeg havde slet ikke den rette forståelse af, hvordan en lille frøken skulle tale. Jeg talte flydende latrin, og jeg brugte flittigt alle de ord jeg havde opsnappet, når jeg sad i krostuen. Jeg havde nemlig et helt særligt talent. Jeg kunne være en lille grå mus, så diffus i min kontur, at de ikke rigtig så mig. Det var ligesom at være i teater, og jeg havde plads på første række. Alligevel kunne min farfar ikke forstå, at jeg var så grov i munden. Jeg nød at gå igennem stuen, og lige sige: ”jeg skal på lokum”. Det fik farfar op i det røde felt på under nul komma fem. Så når jeg kom ud igen, så stod han klar med den helt store tirade fordi jeg havde benyttet retiraden. Jeg syntes ikke helt at straffen passede til forbrydelsen.
Jeg blev Og så var der jo lige det med min skeløjethed. Det var en virkelig ulækker detalje ved mit udseende, som skulle rettes. Der var mange ting vi ikke rigtigt brugte i vores familie, og at være skeløjet, var helt klart en af dem. Min far havde i det mindste kun et dovent øje, der skelede når han blev træt.
Da min farmor døde, så blev mine øjne farfars projekt. Selvom han for det meste havde rygende travlt, så blev volvoen startet og aftalen overholdt, når øjenspecialisten kaldte. Jeg blev opereret første gang som toårig, og det husker jeg ikke, men jeg erindrer meget tydeligt min operation som 11årig. Jeg blev kørt til et sygehus langt hjemmefra, og indlagt på børneafdelingen. Jeg blev kørt ned på operationsstuen, hvor en læge der var ca 3 meter høj og havde skæg i hele hovedet tog imod mig. Han sagde: ”Du skal ikke være bange. Det er en forholdsvis simpel operation. Jeg skal bare klippe lidt i dit øje, og så syr jeg det sammen igen”. Jeg blev rædselsslagen og forstillede mig jo ikke ligefrem en neglesaks, men nærmere en hækkesaks i størrelsen XL. Der var hverken nogen kære mor eller en elsket farfar. Siden har jeg refereret til øjenkirurgen som slagteren fra Holbæk.
Børnene i vores lille smørhul af en landsby var ligeglade med mine øjne. De var mere optagede af mine lange, grimme og skæve ben. Langben, skævben, hjulben og stankelben råbte de efter mig. Kært barn har mange navne, ukært barn har endnu flere. Det var ligesom for provokerende, at jeg gik rundt på mine egne ben, men det tillod jeg mig altså, for hvis ben skulle jeg ellers gå på? Det drev mig til vanvid at høre deres skingre stemmer råbe : ”Joan er så hjulbenet, at hun kan steppe i en gulvspand”. Det krympede sig i mig, når de
lige snerrede skævben eller stankelben, når de lige gik forbi mig på gangen i skolen.
Hjemme blæste forandringens vinde. Farfar havde lagt sig et fruentimmer til, og hvilket fruentimmer. Hun kaldte mig for tøsen, og hun sagde det på sådan en grim måde. Køkkenpersonalet kaldte mig også nogen gange tøsen, men de sagde det på en anden måde, så det nærmest lød kærligt. Jeg kaldte hende Fru Jensen, og det vedblev jeg med også som voksen. Hun slog mig med ord, som fx dengang hun snerrede til mig med alverdens afsky i stemmen: ”Du er ikke andet end en uægte unge”. Det ramte mig godt nok, og gjorde bare, at jeg følte mig endnu mere forkert. Hvis jeg dog bare kunne blive et rigtigt barn, men det vidste jeg ikke, hvordan man blev. Hun slog mig ikke fysisk, det fik hun min farfar til, og hun var altid at finde på første parket, når han kom stormende ind og klappede mig et par på skrinet. Så stod hun der og gloede med sine gedeøjne, og jeg ventede næsten bare på, at hun også begyndte at bræge som en.
En gang hvor farfar igen havde fået blandet øl og snaps i mængder han slet ikke kunne tåle, så rev han mig ud af sengen og ruskede i mig. Jeg vågnede langsomt, troede først at det var et af mine sædvanlige mareridt. Jeg pissede ned af mig selv af skræk, en ordentlig sø, overbevist om at nu skulle jeg slagtes. Fruen gispede hæst mens hun snappede efter sit vejr, og hendes øjne nærmest lyste, hvorimod hans øjne næsten var døde. Hendes mund krusedes i uendelig foragt mens hun slyngede ud: ”Vorherre bevares, se nu står hun og tisser ned ad sig selv”, og lidt efter: ”Nu tuder hun igen”. Derefter trak hun afsted med ham, for nu skulle de i seng. Jeg lagde mig på min seng, og rystede over det hele, mens mit hjerte slog så hårdt, at jeg var bange for, at det ville falde ud.
I skolen kunne jeg ikke rigtig koncentrere mig, og havde sjældent lavet lektier. Jeg var taber-Joan på alle fronter. Min dejlige klasselærer har siden fortalt mig, at hun aldrig har glemt første gang hun så mig. Det var i anden klasse, hvor hun kom og hilste på os. Hun skulle nemlig have os i tredje klasse, når vi skulle begynde på den store skole. Jeg havde kigget op på hende og sagt, at jeg skulle være en artig pige, for min mor holdt øje med mig oppe fra himlen.
Episoden der for alvor medførte, at skolen begyndte at interessere sig for mine hjemlige forhold, var da jeg låste mig inde på et af toiletterne og nægtede at komme ud igen. Forhistorien var den, at min oldemor døde. En skønne dag kom min farfar hjem, og jeg kunne godt se, at han var meget ked af det. Han gav mig den blokfløjte, jeg så brændende ønskede mig, og sagde: ”Olde er død og begravet, og det behøver vi ikke at tale så meget om”. Jeg gik ind på mit værelse og tudede næsten øjnene helt ud af hovedet og kunne slet ikke forstå, at jeg aldrig skulle se min dejlige Olde igen. Olde der var ligeså bred som hun var høj, og som sad og kæderøg om kap med farfar imens de drak kaffe i spandevis. På et tidspunkt tog jeg fløjten frem og begyndte at spille på den. Farfar røg op af den behagelige brune læderstol i et tempo, som man ikke umiddelbart skulle have tiltroet ham, størrelsen af hans korpus taget i betragtning. Før den første tone, eller rettere lyd, var døet hen fra min nye fløjte, så stod han der i døren til mit værelse, og bad mig noget så mindeligt om at holde inde med de musiske udfoldelser for han fik en skrækkelig hovedpine af at høre på det. Det trøstede mig ikke så meget at se på blokfløjten, og i begyndelsen af et frikvarter kom jeg til at tænke på oldemor, og tårerne trillede ned af mine kinder, for jeg savnede sådan at putte mig ind til hende. Straks var der et helt kobbel af børn som samledes omkring mig, og gjorde nar af mig. Jeg fik et hysterisk anfald, og låste mig altså inde på toilettet.
Jeg røg både til skolepsykolog og i obs´en som var der man samlede de genstridige unger, som man vurderede var midlertidigt uden for pædagogisk rækkevidde. Farfar blev kontaktet, og jeg skulle gå i en gruppe på fritidshjemmet for børn der havde forskellige vanskeligheder. Der er to ting som jeg særligt husker fra den tid. Den ene var da en pædagog kom og sagde, at hun syntes det var en mægtig ide, at vi gik i bad sammen. Jeg var en besvimelse nær, og syntes det var den dårligste ide nogensinde. Vi brugte ikke at være nøgne hjemme hos os, og da slet ikke sammen med andre mennesker. Jeg stod der uden tøj på, og blev inspiceret som en præmieko på Roskilde Dyreskue. Jeg forstod ikke hvorfor, og da vi stod under bruserens stråler spekulerede jeg som en gal over, hvad der ville ske bagefter. Jeg prøvede så vidt muligt at kigge den anden vej, så jeg ikke skulle se på hende. Jeg syntes, at hun var noget så grim. Så var det alligevel bedre at være vanskabt på den måde jeg nu en gang var. Heldigvis blev jeg aldrig spurgt
om, hvordan det gik i skolen? Farfar ville ikke have brudt sig om svaret denne specielle dag: ”Mener du før eller efter, at jeg var i bad med pædagogen”?
Jeg fik desværre aldrig en uddannelse eller en studenterhue, men drømmen har jeg af en eller grund stadigvæk. Drømmen om en fin hvid hue på mit hoved, jeg tror den ville klæde mig.
”Alle huerne ser ens ud, men faktisk er lige så forskellige som de snefnug, der daler ned fra en tung mørkegrå himmel ved vintertide. Der er ikke to som er helt ens, hvis man gør sig den ulejlighed at se nærmere efter. Ingen er opnået helt på samme måde, og ingen har helt de sammen hilsner indeni. Ih, hvor ville jeg altså gerne have haft den hue.”