Af Karen.

Når jeg skriver bliver min verden på en gang større og så lille, at mit blik kan løfte sig op over den, nå ud til alle kanter, se sprækkerne hvor jorden bløder, se der hvor vandet renser sår med salte tårer. Se dig og mig og det jeg kan lige nu, skal i morgen, vil for evigt. Jeg ser de andre. Dem der drømmer og dem, der er holdt op. Jeg bliver din elsker, din ven, din dukkemager og du bliver alle de liv jeg ikke har levet. Jeg hopper væk fra det, jeg kommer fra, med det jeg kommer med, i en kuffert over verdenshave og lander et nyt sted hvor jeg pakker min lille bog og min stumpede blyant ud og venter på at der udfolder sig endnu en verden så stor og så lille at jeg kan frygte og elske den på samme tid.

Den kom indefra. Som trangen til at klø sig der hvor såret er usynligt. Revnen i virkeligheden bragte smerten i overtal og flugten blev fortællingens flod. Jeg satte små skibe på, uskyldigt vippende fra et usikkert barns hånd. De blev større, sejlene surret bedre fast, jeg har lært knob, men det er mit reb. Det har altid været mit reb. Det jeg valgte at bruge på skibene. Det jeg valgte ikke at hænge mig i.

Den opstod med behovet for mørkets åreladning. Den flød ud af åbne sår og ned på det papir, jeg ellers havde læst op fra. Den var i mig eller opstod i tidsrummet mellem blyant og papir. Jeg blev før væk i de rum. Nu var de mine og deres monstre havde jeg selv sat i dem. Når man lukker noget inde slippes noget andet løs. Er jeg fri? I det sekund blyant og papir kærtegner hinanden. I de minutter blyanten ligger i tomrummet i hånden. Er jeg kureret? Så længe jeg finder på, betyder det, jeg er virkelig.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.