“Er det ikke en underlig fornemmelse, at du nu både har et nøglekort til en lukket afdeling og en bæltenøgle, når du selv har været låst inde på en lukket afdeling en gang? Jeg mener… nu er du jo kommet på det andet hold på en måde” Spurgte en mandlig patient mig på en af mine første arbejdsdage som Recovery-mentor. Og jo for sørensen; jeg husker tydeligt, da jeg fik overdraget mit nøglekort. Dybt indeni mig mærkede jeg en stolthed. Lige så fint som den mandlige patient påpegede det i sit spørgsmål, så var jeg jo gået fra i mine teenagerår, at have været den sucidale patient, som der havde været indlagt på den lukkede til at selv være et personale i psykiatrien med nøglekort til alle afdelinger på et stort psykiatrisk center. Jeg tog mig selv i at opleve dette lille plastickort som endnu et skuldklap til mig selv: “Sådan Sanne.. Flot kæmpet” og måtte også tage mig selv i at sidde med kortet i mine hænder og betragte det på vej hjem i S-toget fra min første arbejdsdag. I mine tanker kunne jeg dog ikke lide den mandlige patients konstatering af, at jeg nu som personale i psykiatrien var kommet på det andet hold.  Egentlig lyder det som en uskyldig konstatering af, at patienter og personaler helt naturligt ikke er ligestillede på et hospital, men jeg oplevede, at der bag hans tonefald var mere end det. Jeg fik det ubehagelige indtryk, at han oplevede personaler på den pågældende psykiatriske afdelinger med en “Dem og os” tilgang. Den pågældende mandlig patient fik jeg senere i et længere Recovery-forløb og her talte vi ofte om hans – og egentlig også mine – oplevelser med personalets “Dem og os” tilgang. Fra mine egne indlæggelser havde jeg heldigvis kun ganske få oplevelser med omtalte tilgang fra personalets side, men den mandlige patients fortællinger samt mine egne oplevelser med nogle kollegaer og andre patienters  beretninger gjorde mig dybt forarget, vred og bekymret. Jeg gav derfor hurtigt mig selv et nyt værdinorm i mit arbejde og det var, at jeg ville gøre mig MEGET umage med at møde patienterne med ligeværd og anerkendelse. Dette værdinorm gør jeg mig i øvrigt stadig en dyd ud af at overholde den dag i dag i mit nuværende arbejde.

Selvom at jeg som nævnt heldigvis kun har ganske få oplevelser med omtalte fra mine egne indlæggelser, så var bevidstheden om at patienter i psykiatrien ofte oplever en “Dem og os” mentalitet i mødet med personaler på ingen måde ny for mig. Jeg havde netop forud for min start i arbejdet som Recovery-mentor skrevet bachelor om Recovery og havde deri bl.a  skrevet om, hvordan individets oplevelse af stigmatisering kan modarbejde Recovery. En dansk overlæge havde i 2011 lavet en undersøgelse som konkluderede, at patienter med psykisk sygdom oftest oplevede stigmatisering i mødet med offentlige ansatte, hvilket i sig selv er enormt tankevækkende. En sociolog ved navn Erving Goffman forskede ligeledes  i 1960’erne om stigmatisering og han beskrev begrebet som:“En uønsket egenskab, der ofte får en form for overstatus, som overskygger alle personens andre egenskaber ..” og det var netop den uønsket egenskab, som de deltagende fra førnævnte undersøgelse fra 2011 oplevede, at de offentlige ansatte udelukkende havde fokus på. Selv oplevede jeg også under min ansættelse som Recovery-mentor, at præsentationerne af nye patienter ved dagens overlap ni ud ad ti gange blev indledt med sætninger som “Han er skizofren…”, eller “han er maniodepressiv”.  Egentlig er det ikke så mærkeligt, at indlede med at præsentere patientens sygdom, men desværre kan der blandt personalet i psykiatrien ofte være en meget indforstået opfattelse af, hvordan patienten er, når man har en specifik diagnose, hvilket desværre også ligeså er medvirkende til rigtig mange fordomme i en personalegruppe. Jeg oplevede netop ofte det som Goffmann beskrev som stigmatisering; at når en patient fik diagnosen skizofreni, så blev han med et til den skizofrene og så blev nærmest alt i hans adfærd tolket som symptomer på skizofreni og egentlig fik selve patientens personlighed og livshistorie ikke tillagt særlig stort betydning for behandlingen. Såfremt patienten havde diagnosen Borderline, så var det helt skidt – for så er der jo tale om en “Border-line” og sådan en er KUN ude efter opmærksomhed, hvorfor jeg blev nøje belært om af mange kollegaer, at opmærksomhed var absolut det  værste som jeg kunne give en patient med den diagnose.

Forsættelse følger.. 

4 Kommentarer

  1. Elsebeth Bladt Foght

    Dejligt at læse om dit forløb. Det er så opmuntrende at vide, at man kan komme så godt videre.
    Jeg skriver, fordi jeg fornylig var på besøg på psykiatrisk afdeling for unge på Glostrup hospital.
    Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der ville se sådan ud. Så trist og uden nogen som helst opmuntrende at se på. Jeg havde da forestillet mig, at der ville være smukke omgivelser. Det var frygtelig nedslående. Jeg tænker, at når man har det psykisk dårligt, kan det da ikke på nogen måde hjælpe, hvis også omgivelser trækker humøret ned.
    Det var bare et hjertesuk fra mig.

    Svar
    • SanneP

      Desværre var omgivelserne på det intensiv afsnit, hvor jeg arbejdede også utrolige triste og det var virkelig op ad at bakke, at få lov til gøre noget ved det. Det ungdomspsykiatriske afsnit i Herning som i sin tid var mit stamafsnit, det var rigtig hyggeligt indrettet og det havde virkelig stor betydning for mig. Både personalet og omgivelserne bidrog til, at det trygt var for mig.

      Svar
    • Ida Eowyn

      Hej Elsebeth

      Du kan have helt ret i at der kan være trist indrettet på afdelinger… men tilfældigtvis var jeg selv indlagt på Glostrup ungsoms for… puha 12 år siden er det nu. Dengang var der en ældre sygerplejerske og rengøringsdame, der var glad for blomster, så de gik og pyntede en smule op. Med glasvaser på den åbne, trods alt tilladt dér. Og min kontaktperson Martin Harris spillede guitar en gang imellem.

      På den åbne ungdoms afdeling på Glostrup har de i personale gruppen et ret godt sammenhold, for jeg ved at 2006-2016 var det stort set sammen personalegruppe, der var ansat. Jeg overvejer om jeg skulle holde foredrag der.
      Idag er jeg også recovery mentor, med forfatterfirma på Lolland.

      Kh fra Ida Eowyn

      Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.