“Hvis du har mødt en person med autisme, så har du kun mødt en person med autisme”

Ifm. med mit nuværende arbejde som specialpædagog i en basisgruppe for børn med bl.a. autisme, så læser jeg rigtig meget litteratur om netop autisme og i den forbindelse støder jeg rigtig ofte på ovenstående sætning, som så fin og enkelt understreger, at individet altid bør komme før diagnosen. I praksis betyder det også, at vi som fagpersoner skal huske på, at den enkelte borger er MEGET mere end sin diagnose. Personligt så var jeg også udover at være syg; ekspedienten i H&M, studine, gymnastikinstruktør, datter og veninde. Fremfor alt var og er jeg Sanne.

Det er både min oplevelse og overbevisning, at hvis fagpersoner færdes i et arbejdsmiljø, hvor borgerne meget ofte bliver omtalt som “den psykiske syge”, “den skizofrene”, “anorektikeren”, “autisten”  osv., så vil der ofte være en stor tendens til også at møde den enkelte borger med et mangelsyn. Desværre oplevede jeg i min tid som Recovery-mentor, at personalet hvor jeg arbejdede næsten kun mødte borgeren med et mangelsyn, hvilket i min optik var medvirkende til, at  den enkelte borger blot blev gjort mere hjælpeløs. Det er en stor kontrast til den tilgang, som mine nuværende kollegaer og jeg møder børnene i mit nuværende arbejde som specialpædagog. De fleste af børnene som vi arbejder med til dagligt har også en diagnose(r), men vi husker i dagligdagen hinanden på, at det enkelte barns diagnose(r) blot er et arbejdsredskab, som oftest kan give os en bedre forståelse af barnet. Hos os vil barnet med fx autisme aldrig blive udelukkende til autisten. Men når det er skrevet, så må jeg også være ærlig og tilstå, at det kræver stor faglighed ikke tiltider at blive bare lidt stigmatiserende – især fordi vi som fagpersoner ifm. statusbeskrivelser mm. nærmest dagligt bliver bedt om at forholde sig til det dysfunktionelle ved en borger.  Hvorledes en fagperson er faglig kompetent bliver ofte nærmest afspejlet i, hvor dygtig pågældende er til at “finde” og beskrive nævnte. Det er selvfølgelig også en vigtig egenskab som fagperson, men omvendt må rollen som “fejlfinder” ikke blive altoverskyggende. Jeg oplevede mange gange som Recovery-mentor, at når jeg eller andre var ressourcefokuserende og påtalte noget, som faktisk fungerede for patienten, så kiggede en del af mine kollegaer på os med medlidende øjne, som om vi jo ikke vidste bedre og var faglig ukompetente. Jeg oplevede alt i alt som Recovery-mentor stor tendens til udelukkende at arbejde patologi orienteret, hvilket betyder, at der er stor fokus på udvikling af sygdom. Det kom også til udtryk i patienternes journaler, hvor jeg oplevede mange bruge sætningen “Intet at bemærke” om patientens dag medmindre hun eller han havde været selvdestruktiv, voldelig – altså opført sig sygeligt.

Omvendt kan der i stedet være fokus på Salutgenese som betyder; læreren om det sunde, om udviklingen af – eller herimod – det sunde. Da jeg selv var syg, oplevede jeg heldigvis, at både personalet under mine indlæggelser, min kontaktpædagog og senere bostøtte  havde mest fokus på nævnte – dvs. de i praksis anerkendte HELE Sanne og ikke bare tog udgangspunkt i den syge del. Jeg er ikke  i tvivl om, at det har haft stor betydning for, at jeg i dag er rask. Til sammenligning havde jeg ganske kortvarigt en kvindelig kontaktpædagog, som jeg flere gange hørte omtale mig højlydt som “en sag”. Det var som at få en kold spand vand i hovedet og følelsen af at blive “tingsliggjort” sidder stadig dybt i mig. Jeg har det sådan lidt: Hvad h…… bildte hun sig ind? Da jeg arbejdede som Recovery-mentor, påtalte jeg derfor også patienten ved fornavn, når jeg skrev journal i stedet for at bruge betegnelsen “PT.”, som mange af mine kollegaer gjorde. Jeg vidste jo, at mange patienter senere får aktindsigt og ved at bruge patientens fornavn, håbede jeg at signalere, at jeg havde forholdt mig til hende eller ham som et unikt menneske. Jeg har selv aktindsigt fra mine indlæggelser og i min journal er jeg også blevet omtalt med fornavn, hvilket jeg er meget glad for. Det kan måske lyde som en lille banal og ubetydelig ting, men det giver mig stadig den dag i dag en god følelse og fornemmelse i kroppen, hvis jeg bladre i min journal. Det er godt at blive mindet om, at jeg faktisk blev anerkendt som individet Sanne og ikke som blot som endnu en patient i rækken.

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.