I et træningscenter møder Maj en mand, der ender med at styre hendes liv fuldstændig. Først var han hendes lommepsykiater, men siden blev han hendes kæreste. Majs i forvejen skrøbelig sind blev presset til det yderste

 Af Maj (Majs fulde navn er kendt af redaktionen)

Jeg husker tydeligt, da mit liv for altid blev forandret, og X stod dér lige foran mig.

Det var i træningscentret, hvor jeg stort set hver dag forsøgte at flygte fra mig selv og slukke for min krop og hjerne, der kørte med 480 kilometer i timen og som forhindrede mig i at sove, koncentrere mig og være et nærværende menneske.

Der havde aldrig været nogen, som blandede sig i hvor hårdt, eller hvor længe jeg trænede, men det gjorde X. Som en anden lommepsykiater havde X allerede flere diagnoser klar og pillede hele mit liv fra hinanden. Detalje for detalje.

Hvordan kan det være, at jeg lod et fremmed menneske overtræde og invadere mine personlige grænser på den måde?

Det ved jeg ikke, men jeg har altid vidst, at jeg havde ”noget”, fordi jeg siden min barndom har kunnet mærke, at jeg var mere anderledes, end dem som bare skilte sig ud.

Jeg var vred, men sandheden er ilde hørt. Især når der står et fremmed menneske og blander sig i, hvordan man skal tackle sine problemer og komme gennem dagene.

For det var sandt. Jeg havde et problem, som jeg havde brug for hjælp til, selvom jeg flere gange havde forsøgt at snakke med nogen om det. Der var bare ingen som forstod det, så jeg klarede mig på min måde og bortset fra mit indre kaos, så mit liv faktisk rigtig pænt ud udefra.

En ny afhængighed
Vi snakkede sammen og mødtes nogle måneder senere, fordi jeg havde brug for at snakke med nogen, som selv havde prøvet at få hjælp via en psykiater. Det havde X.

Jeg havde ingen andre planer med det møde end at snakke og finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig til pludselig at bede om hjælp fra ”systemet”.

Hvis jeg havde vidst, hvordan den aften ville forløbe, og hvad der ventede mig, var jeg ikke cyklet afsted for at mødes.

Det var ubehageligt, og jeg havde svært ved at slippe ud af samtalen, der var meget intens og indimellem med seksuelle tilnærmelser.

Jeg kunne mærke min hud brænde samtidig med, at jeg frøs, men jeg var allerede fanget i nettet, første gang vi mødtes.

Der var noget uhyggeligt dragende, og jeg vendte tilbage. Igen og igen. Vi blev kærester.

Efterhånden skubbede jeg alle omkring mig væk, de var åbenbart ikke gode nok, så X var den eneste, og dét eneste mit liv drejede sig om.

Der var så meget, jeg ikke længere måtte, og jeg blev krydsforhørt, hvis jeg kom lidt senere hjem end normalt. Hvis X kom hjem midt om natten, var det derimod ok.

Jeg blev et helt andet menneske, men det var ikke til det bedre, og jeg begyndte at identificere mig med mine diagnoser, der bare skulle have været ”et stykke papir der gav mig mulighed for at få hjælp”.

Det bedste jeg gjorde
Og hjælp havde jeg for alvor brug for nu, hvor jeg ikke længere var afhængig af et løbebånd for at finde ro, men af et giftigt menneske.

Jeg var ikke længere i stand til at træffe selvstændige beslutninger og have min egen mening, men jeg er ikke et offer, fordi jeg er den ansvarlige for mit eget liv.

Jeg var bare desperat efter hjælp og efter nogen. Den person stod pludselig foran mig på ”det helt rigtige” tidspunkt.

Hvis jeg havde haft nogle at snakke med, som forstod mig, er jeg mere end sikker på, at jeg ville have klaret mig, og så var jeg ikke blevet syg af et giftigt menneske.

Jeg blev tyndere og tyndere, kunne ikke sove, tog en masse piller, blev psykotisk og havde slet ikke lyst til at leve. Jeg ville bare gemme mig og forsvinde, fordi der ikke længere var noget tilbage inden i mig. Følelsen af et stort altopslugende sort hul fyldte det hele, men alligevel var jeg tom. Der var ingenting, og jeg ville bare gerne væk og mærke, at ingenting for en gangs skyld var ingenting.

Bare slukke for det hele.

Omkring to år efter vores første møde, gik det op for mig, at mine omgivelser, tidligere psykiater og kontaktperson hele tiden havde haft ret. Han var farlig.

Jeg begyndte langsomt at bevæge mig væk, gøre nogle af de ting, jeg ikke skulle sige til ham, at jeg gjorde og møde andre mennesker.

Det hele endte faktisk med, at han gik fra mig, vi fandt sammen igen, men til sidst, gik jeg, fordi jeg vidste, at jeg måtte videre. Selvom det var svært, så gjorde jeg det, og det er det bedste. jeg nogensinde har gjort for mig selv.

Nu har jeg en enorm følelse af skam over at have ladet nogle manipulere med mig og tage kontrollen over mit liv.

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Kære Maj!
    Jeg har til nu skrevet flere kommentarer, over den idé at agere lommepsykolog, men jeg føler, i forbindelse med denne historie, at det er en problematisk undertaking. Hvem er jeg, at jeg skulle tillade mig at have meninger om de psykologiske dilemmaer i en menneskelig problemstilling? Jeg er, her og nu, kommet til den opfattelse, at det, der i mange tilfælde fattes folk, er punkter i det psykologiske repertoire, der sætter dem i stand til pronto at bakke ud af et forhold, så det bliver opfattet af den anden på den ønskværdige måde, nemlig, at man rent faktisk kommer ud af forholdet pronto. Jeg har selv været inde i den problematik at lure på den situation, der gjorde noget sådant muligt. Problemet består i mine øjne således af to dele: Den første er at nå til den erkendelse, at man vil ud af forholdet, den anden består i at kunne agere på en sådan måde, at dette sker. Jeg har erfaring for, at begge dele volder vanskeligheder, og bedre bliver det jo ikke af, hvis psykiske forstyrrelser beskærer ens muligheder for at agere. Undertiden kan det være en hjælp at forkusere på små nøgle-ting, som f.eks. rent fysisk at komme væk, og at definere ens handlerepertoire i forhold hertil. Mange menneskers manglende indlevelse i andre mennesker, og manglende gennemskuen af, at á priorier, som man selv gør sig, og som modperten i virkeligheden slet ikke deler, fører med sig, at beslutningen om at bryde indfinder sig alt for sent. Der er meget i livet, som har karakter af et skakspil, hvis hele natur er en rent intellektuel udfordring, og i dén henseende er vore politikere jo nok dem, der har fattet mest heraf. Imidlertid er dette skakspil for mig en ren biting, hvilket blandt andet har medført, at jeg aldrig er gået ind i politik. En typisk begyndervanskelighed består i, at en bestemt udvikling på det psykologiske plan lammer ens beslutningsevne og evne til at vende på en tallerken, og at se ting i et nyt lys. Jeg kan kun give det råd: Lad aldrig dette ske. Sørg for altid at have manøvredygtigheden på plads og i orden, ligegyldigt hvad der måtte indtræde. Egentligt indebærer disse krav jo, at ens hjerne i princippet altid, på en eller anden måde, er iskold og med distance til det hele – og denne præmis er der mange, der omfatter med afsky. For mig har dette indebåret en principiel omlægning af min tilværelse. Erkendekraften og evnen til at se ting på en ubesmykket måde, uanset hvad, har jeg fundet det nødvendigt at lægge til grund for hele min opfattelse ad tilværelsen.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.