Alene til døden og i blomst

Michael Zittergong filosoferer over ensomhed både i psykiatrien og udenfor den: ”Individualiseret til ensomhed sidder mennesker i deres lejligheder med Facebook, Instagram, Snapchat og evt. Tinder som udstillingsvindue mod verden”

Af Michael Zittergong. Illustration af Rose Mai Pedersen

Ensomhed i psykiatrien er der meget af – indespærret som man ofte er i sig selv og afskåret fra andre. I eget fængsel, et dyr i medicinbur, andre ser på en udefra, evt. med interesse: Man er vel eksotisk.
Og ensomhed uden for psykiatrien er der også meget af. Individualiseret til ensomhed sidder mennesker i deres lejligheder, med Facebook, Instagram, Snapchat og evt. Tinder som vinduer mod verden; udstillingsvinduer. Hallo! her er jeg. Se bare mine bedste sider. Og glem resten, som jeg prøver at glemme selv.
Og så er der også lige sysselsætningscentralen: Jobcenteret. Her møder man til overflod velvillighed, vrantenhed og træghed i det store system, der selvfølgelig som sådan ikke ser det enkelte, lille mig. Individet.
Men nej, siger mange og prøver at gøre noget ved det. Ensomhed vil vi ikke. Så vi gør en dyd af os selv med mindfulness, motion og for nogle af de heldige: Sexkontakter via Tinder. Ud, hop på, hop af igen. Phew; heldigvis nåede jeg at komme væk, inden hun fik spurgt for meget ind til alder, økonomi og personlige forhold for tiden.
Ensomhed. Hvorfor ikke bare gå ud i forårsskoven og elske med hinanden og alt, hvad der er indeni og ude? Godt spørgsmål, når jeg selv skal sige det. Og ret skal være ret; det er der jo faktisk nogen, der gør. Men det er jo for fanden ikke det, artiklen handler om! Eller jo – men det vender jeg lige tilbage til.

En blomstrende depression
Først må vi møde den kendsgerning, at depressioner blomstrer om foråret. Blomstrende depressioner lyder måske forkert, a la strålende sorte huller; dødsstjerner. Men samtidig kan man jo betragte depressioners dødvægt på sindet som sort energi, der bare går den forkerte vej. Spildt livsenergi, der overmander den forladte. Og bla bla bla. For hvad gør man ved det i psykiatrien fx?
Der er selvfølgelig de obligate indgreb i hjernekemien, ECT aka elektrochok og så videre. Disse metoder fortjener opmærksomhed, og det får de så sandelig også i lange baner. På godt og ondt.
Men derudover er der så metoder, hvor kroppens selvreparerende mekanismer aktiveres. Motion dyrker den bevægelse, som kroppen naturligt har brug for, og mindfulness adresserer vor forfløjne tankeaktivitet ved fokusering og frigørelse, hvor den kognitive adfærdsterapi for eksempel virker ved fokusering og kontrol.
Og det var så verdens korteste beskrivelse af psykiatriens virkemidler. Den ufuldendte, så at sige. Men never mind.
For ensomheden banker på! Vi er alene, for vi dør alene, ingen kan forhindre det. Vi er sammen, men hver enkeltes selvopholdelsesdrift gør i det store og hele denne vigtigst for sig selv.
Men… der er jo ofte behov for samarbejde imellem de sociale abedyr af arten homo sapiens sapiens (ja, to sapiens). Ikke mindst når naturen kalder på vegne af artens overlevelse med børneproduktion (state of the passionate art of survival), børnepleje og børneopdragelse. There you go, Watson; that’s a clue! A simple and obvious one, even…

Se de ensomme
Og det bringer mig tilbage til foråret og alle menneskerne omkring mig. Nogle er ensomme. Nogle er meget ensomme. Jeg vil opfordre alle til at se det. Til at de med overskud knytter an til dem, som ikke har det. Til at alle vælger de metoder, de foretrækker blandt de ovenfor nævnte. Så vi kan trække på naturens ressourcer; vi ER som udgangspunkt forbundne og det fælles og individuelle hænger sammen. Også på Facebook, Instagram, Snapchat, Tinder, In Real Life…
Nogle vil sige: ”Ja ja, fuck dig, jeg gider ikke alle de mennesker. Jeg er alene, men jeg er ikke ensom!”. Og det er så fandeme også i orden, for uden at vi vælger for os selv, vil vi være ensomme alene på den bekostning. Respekt for forskellighed! – den er en nøgle til kvalitetsoverlevelse.
Til sidst: Det er forår! For den depressive kan det føles som en hån, men det er også en reminder.
Og nu vil jeg ud og…