Jeg råber.
Skriger.
Græder.
Hulker.
Tier stille…
Jeg kan høre alt hvad de siger. Se alt hvad de gør.
Jeg lægger hånden på ruden.
Håber på at kunne fange deres opmærksomhed.
Håber at kunne få dem til at se på mig.
Få dem til at se den store smerte jeg bærer rundt på.
Jeg kigger mig omkring.
Der er masser af mennesker.
De snakker sammen og ser sig omkring.
Men ingen kigger i min retning.
Jeg er alene.
Alt gør ondt.
Jeg kigger bedende ud mod dem.
Lægger hovedet mod ruden.
Håber at de lægger mærke til mig.
Tårerne forlader mine øjne.
Glider ned ad min kind.
Ned på gulvet.
Jeg banker på ruden.
Hulker og skriger.
Angsten og vreden fylder min krop.
Fylder den til randen.
Det hele flyder over.
Jeg lægger mig på gulvet i glasklokken.
Lukker øjnene.
I et sekund kigger jeg op.
Hun kigger på mig.
Hun ser mig.
Ser min smerte.
Jeg kravler op på knæ og kigger ud.
Hun lægger hånden på ruden.
Jeg lægger min mod hendes.
Jeg kan mærke hun vil mig.
Jeg kigger bedende på hende.
Med ét bliver alt sort.
Jeg kan intet se.
Jeg kan intet høre.
Intet mærke.
Hun kom for sent.
Lyset var slukket.
Hvis bare hun havde set mig noget før.
Hvis jeg bare havde kunnet fange deres opmærksomhed.
Men de lyttede ikke.
De så mig ikke…
Dette digt viser meget godt det billede jeg havde dengang hvor jeg selv var rigtig syg med mange selvmordstanker.
Følelsen af at stå og råbe og skrige og at der ikke er nogen der ser en.
At folk først kigger når det er for sent og man er helt derude hvor livet står på spil.