Vi har næsten ingen ord for lugte. Det lugter skarpt, grimt og surt, men det er ord lånt fra de andre sanser. Ellers lugter det af noget, fx vanilje eller våd hund. Men i dag lugter skyerne hvidt og vattet. Jeg kan næsten smage dem, selv om de er så langt væk, og min mund er flydende bomuld. 

De kalder det lugt- og smagshallucinationer, men jeg plejer at sige, at jeg har rod i mine receptorer. Det er temmelig harmløst sammenlignet med de andre symptomer. Selvfølgelig kan det være frustrerende, når lasagnen smager af lavendelsæbe, og på en dårlig dag kan jeg godt få den tanke, at der er gift i min mad. Men det meste af tiden ved jeg godt, at det ikke er virkeligt. Så føles det lidt som at bo i et surrealistisk maleri. 

Men jeg må ikke nyde det, selv om det er ganske smukt. Jeg må ikke lukke øjnene og mærke efter, dvæle ved det. Det er vigtigt, at jeg tager afstand. Et symptom er et symptom, og jeg ved jo godt, at det kun går ned ad bakke herfra. Næste skridt er tankerne.

Andre skizofrene ser og hører ting, der ikke er der. Da jeg var yngre, plejede jeg at sige, at jeg hørte hvid støj. Når lyset blev slukket, hørte jeg brudstykker af samtaler. Stemmer, jeg ikke kendte, og emner, jeg ikke vidste noget om. Jeg troede, det var ord og sætninger, der som et fjernt ekko kunne opfanges af de udvalgte. Mig. De forsvandt på et tidspunkt, og hvis jeg skal være helt ærlig, savner jeg dem. Men når jeg ligger under dynen med lyset slukket, og jeg kan vælge mellem at lytte eller give slip, vælger jeg altid søvnen.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.