At marginalisere betød oprindelig at skrive noter i marginen – i alt det hvide uden om teksten. I dag bruges det kun om bevægelsen fra social tilknytning til udstødelse; at blive sat uden for indflydelse, særligt socialt og politisk, og gjort overflødig.

Jeg kan godt lide tanken om, at være en fodnote. Det er igen et ord med flere betydninger. Enten er jeg ubetydelig og ikke vigtig nok til at komme med i brødteksten, eller også er jeg en kommentar, en uddybning eller et forbehold. Jeg perspektiverer fællesskabet.

Som fodnote er min identitet hængt op på teksten. Jeg har kun en berettigelse, hvis jeg tilføjer noget til det store fællesskab af ord. Ellers er jeg bare en plet. Men jeg har en større frihed herude i det hvide ingenting. Som et ord i teksten er du bundet op på syntaks og mening. Du kan ikke bare blive et udsagnsord, hvis du er et navneord. Du kan ikke engang blive nutid, hvis du er datid. Men jeg kan være alt fra et tegn til en tekst – næsten i min egen ret. Jeg kan gøre dig klogere på teksten. Jeg kan gøre det nemmere for dig at finde rundt. Jeg kan endda konkurrere med eksisterende passager, og med tiden kan jeg ændre teksten eller blive en del af den.

Jeg nægter bare at være en henvisning til en paragraf om jobafklaring eller netværkspleje. Jeg vil være en kritisk kommentar! For ja, måske hører jeg ikke hjemme i en bog om forbrug, karriere og individualitet. Men jeg tror faktisk, jeg kunne finde mig ganske godt tilrette i et kapitel om solidaritet og fællesskab. Jeg skal bare lige have ændret diskursen.

2 Kommentarer

  1. Ulven

    Jeg kan lide de tanker som din tekst giver udtryk for.
    Kærlig hilsen Ulven

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.