En sætning som; ”hun gør det bare for at få opmærksomhed”, er en af de mest smertefulde sætninger, jeg har hørt. Den sætning bliver altid brugt, når jeg står med tåre i øjnene, og ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Med andre ord, når jeg virkelig er i en situation, hvor jeg føler, at jeg er ude af kontrol, og virkelig har brug for hjælp og omsorg. Desværre er det, der møder mig i stedet; dybe suk og rullende øjne. Der er simpelthen ikke tid eller ressourcer til sådan noget pjat! Så jeg må bare tage og tage mig sammen ligesom alle andre gør!

Det ligger i vores natur – det er et instinkt

Mennesket er af natur et flokdyr, så det at være sammen med andre, og specielt det med at få omsorg og opmærksomhed, samt selv udvise det, er helt naturligt for os, men alligevel er det noget af det mest forkerte, man som menneske kan gøre – at bede et andet menneske om omsorg og opmærksomhed. Og hvorfor er det sådan? Er det fordi, at det hedder sig i vores samfund i dag, at man for alt i verden skal stå på egne ben? At man skal klare sig selv, men ikke nok med det – man skal klare sig godt!

Hvis det er sådan det hænger sammen, så er det ikke helt skørt, at det at bede om omsorg fra andre, er et helt klart svaghedstegn. Et tegn på, at man kaster håndklædet i ringen, og overlader sig til hjælp fra et andet menneske. Det er simpelthen ikke acceptabelt eller velanset – men samtidig ligger det så dybt i vores gener at gøre det, så hvorfor skal det så være så forkert? Måske vi i stedet skal se på vores prioriteter?

For gener er ikke noget, man kan løbe fra. Lige meget, hvor meget vi forsøger at arbejde i mod dem, vil de altid kæmpe for deres sag. Og den sag er i det her tilfælde nu engang, at mennesket er et flokdyr. Og kigger man godt efter under bankdirektørens stenhårde facade, så søger han også opmærksomhed og omsorg. Han søger det bare fra sine kolleager, som han snakker med om løst og fast. Og han snakker med sin famille, som støtter ham, når finanskrisen kradser. Så vi gør det alle, for det er simpelthen et urinstinkt, men vi ser alligevel ned på dem, der spørger om hjælpen selv. Dem, der fysisk stiller sig op og siger, at man har brug for hjælp. Men hvorfor skal det være sådan?

Jeg selvskader blandt andet for at få opmærksomhed og omsorg, fordi jeg ikke kan finde ud af at bede om den

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er en af grundene til, at jeg selvskader, at jeg har brug for omsorg og opmærksomhed. Jeg er ikke god til at opsøge den i hverdagen, og jeg har altid manglet den i min barndom. Så jeg er i ”underskud”, hvis man kan snakke om det på den måde, så jeg vil helt naturligt søge (måske endda hige) efter omsorg og opmærksomhed. Men jeg har ikke lært, hvordan man spørger om det! Desværre er det i en kedelige kombination med, at vores psykiatri (som jeg hører ind under) er godt presset i bund på ressourcer, så tiden er der ofte ikke til at nå ud til alle beboer på det bosted, jeg bor på. Ikke i ond mening, men simpelthen, fordi der ikke er mandskab eller tid nok. Men jeg har stadig brug for omsorgen, og for at få den, må man vel råbe højest (metaforisk), altså gøre sig selv synlig fra de andre, og det gør et stort sår, der kræver behandling. Det giver ikke meget tid til omsorg eller opmærksomhed, men jeg sluger det alligevel til mig, jeg kan, fordi jeg mangler det så meget. Dårlig opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed, ikke?

Så ja! Jeg har brug for opmærksomhed, men jeg synes, at det er forkert, at det er noget, der skal ses ned på. At jeg skal presses helt ud i at skade mig selv, bare for at opnå en lille smule af det, og så er endda dårlig opmærksom og omsorg. Og når jeg så skader mig selv, så bliver det hele bare set endnu mere ned på, og midt i alt det, sidder jeg med et gabende og blødende sår, og skammer mig langt væk. Kan vi som samfund virkelig være det bekendte? Undskyld mit sprog, men at sparke til dem, der allerede ligger ned?

Så jeg står gerne frem og siger, at jeg har brug for opmærksomhed og omsorg – men jeg har ikke brug for alle de nedlandende kommentarer, rullende øjne og dybe suk, der følger med. For jeg får ikke omsorg i hverdagen, som så mange andre, og når jeg så rækker en lille smule ud efter det, så bliver jeg savet ned med skyld og skam. Det er jo bare helt naturligt at ville være sammen med andre mennesker!

3 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Det, vi her skal have fat i, er bagsiden af medaljen – som er ensomheden. Nu er det jo vanskeligt at tage stilling til dette skriv, fordi det ikke fremgår, hvilken aldersklasse, Mia tilhører. Men tager jeg fejl, hvis jeg antager, at der er tale om et ungt menneske? Vi har alle et socialt behov, og et behov for at indgå i en social sammenhæng. Mange får dækket dette behov gennem arbejdet, men i mange tilfælde er der her tale om en utilfredsstillende løsning, da meget arbejde kan være et ensomt foretagende. Andre bliver ledet ind i kanaler med muligheder gennem uddannelse. Men det forhold, at den menneskelige hjerne specielt er under ombygning i puberteten, kan på den ene side bevirke, at der bliver åbnet nye muligheder, men på den anden side indebære, at personen oplever en meget kraftig fremmedgørelse. I sin tid, i min ungdom, troede jeg på alt det politiske gas om, at det kapitalistiske samfund fremmedgør arbejderen i produktionen, og vel gør den så. Men dette skygger for den indsigt, at der i virkeligheden er tale om et psykisk sygdomsproblem hos den enkelte, som det ikke er så let at gøre noget ved, fordi den unge er inde i en meget kraftig hjernemæssig omdannelse, som det er sin sag at behandle med medicin. Samtidigt gør det forhold, at den unge naturligvis, qua manglende livserfaring måske ikke har så meget interessant at ytre, at omgivelserne kan lægge en del åndelig kræsenhed for dagen. Noget, som jeg heller intet ved om, er, om Mia befinder sig i provinsen eller i København. Da jeg selv er opvokset i provinsen, ved jeg alt om, hvor isoleret man kan have det i en provinsby. I København er der simpelthen flere spændende mennesker, og der er altid liv i gaden – selvom den anonymitet, der også findes i storstaden, kan være et problem for nogle. Jeg har erfaring for, at når man flytter til en anden by, tager det cirka 7 år at opbygge en bekendtskabskreds. Til gengæld har min brug af psykofarmaka haft den mærkelige virkning, at jeg aldrig føler mig ensom – men dertil kommer min alder, som har nået folkepensionen. Man ser ikke sjældent, at psykiske vanskeligheder mildnes med alderen. Puberteten er efter min opfattelse noget af det vanskeligste i den menneskelige tilværelse. Der kommer jo også det moment ind, at mens børn kører på “gratisbillet” med hensyn til hvilke udtalelser, de kommer med, så forventes der af den voksne, at den voksne kommer med ansvarlige udtalelser, og undertiden er denne overgang anledning til vanskeligheder. Der er jo vitterligt voksne, som gennem hele livet tér sig som børn – evnerne er jo forskelligt fordelt. Men i dette skriv af Mia ser jeg ingen tegn på umodenhed, så der er nok tale om, at det er de forkerte voksne, der er omkring Mia.

    Svar
    • J.E.

      Kan sagtens følge det du beskriver, om hvor “svag” man føler sig, når man ber om hjælp. Endnu værre hvis man ikke får den, som det kunne forventes. Vi er også “flokdyr” ja – så intet odiøst i at bede om andres tid, hjælp og omsorg. 🌸🌸

      Svar
  2. Eisa

    “gør det for at få opmærksomhed”
    Åh ja den sætning fik jeg også kastet i hovedet da jeg var cutter.. Jeg tænker – ja og hvad så, så giv mig (hende/ham) den opmærksomhed der higes efter. Man hader jo allerede sig selv i rigelige mængder, hvorfor øge det ved at ignorere eller skælde ud på den allerede skamfulde cutter.
    Tænk engang jeg var indlagt, og jeg havde skåret mig selv i armen, blev personalet som skulle følge mig til skadestuen, sur, fordi som hun sagde – det var jo lige midt i Rejseholdet blev vist på tv,,, så ved man da at man ikke er mange sure sild værd

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.