Jeg er blevet optaget på peeruddannelsen på Recovery Lab! Fra udgangen af januar til og med maj står den på nøglebegreber, narrativitet, facilitering og formidling. Tre timer om ugen – plus praktisk erfaring som frivillig peer.

Jeg er allerede begyndt at spidse blyanterne – som et lille barn, der utålmodigt afventer første skoledag. Ringbind, linjeret blok og plastiklommer. Så mangler jeg bare, well, at kunne tage til København to gange om ugen, at kunne lære og reflektere over egen adfærd. Min hukommelse er ikke, hvad den har været. Men jeg har opdaget, at jeg husker bedre, når jeg er nærværende. Så jeg skal øve mig i at være aktivt deltagende – mindfull læring, kunne vi måske kalde det.

Det er der ikke noget nyt i. De fleste undervisere er vist enige om, at studerende lærer mest, når de er aktive i undervisningen. Det er noget med engagement, reflektion og jord under neglene. Det er ikke nok bare at møde op. Og det er uden tvivl en af grundene til, at peeruddannelsen har et krav om praktisk erfaring sideløbende med undervisningen.

Der er mange måder at være frivillig på. Jeg kunne fx læse korrektur på deres hjemmeside. Mængden af slåfejl og modstridende oplysninger er overvældende – en rød klud for en tidligere korrekturlæser som mig og en afgrænset, overskuelig opgave, jeg vil gøre mit allerbedste for ikke at påtage mig. Hvorfor? Fordi jeg tager uddannelsen for at tilegne mig nye kompetencer. Så det bliver noget med en dyb indånding og et udtalt ønske om relationsarbejde. Mon jeg er parat til det?

Jeg prøver at sige til mig selv, at det bare er en samtale, og det kan jeg jo godt. Snakke, altså. Især med fremmede. Det, jeg er bange for, er den skjulte agenda. Før jeg blev syg, var jeg teamleder, og mit vigtigste redskab var samtalen. Ud fra en narrativ tilgang arbejdede jeg med motivation og gruppeidentitet, og min vigtigste opgave var at fremme de foretrukne fortællinger om arbejdspladsen, ledelsen og opgaven. Hver samtale havde til mål at få medarbejderen til at yde mere. Det var manipulation, slet og ret – selv når jeg skabte arbejdsglæde og sammenhold.

Min udfordring bliver at skabe ligeværdige relationer. Mon det er det, der på arbejdspladser kaldes sidemandsoplæring? Hvor ingen har den formelle magt eller ansvaret for bundlinjen? Hvor vi er i samme båd, så at sige. Og hvad med lønnede peers? Kan en relation være ligeværdig, når den ene part tager sig betalt for at deltage? Etikken i peerarbejdet interesserer mig. Det er ikke helt ligetil.

Som næsten-frivillig har jeg også meldt mig ind i Peer-Netværket. De afholder temaaftener en gang om måneden og tilbyder efteruddannelse til erfarne peers. Og modsat de kurser, jeg har fulgt på Skolen for Recovery, er der skruet ned for pædagogikken og op for fagligheden. Peerfaglighed. Det er noget, jeg lige om lidt skal forholde mig til. Det er stort. Større end at spidse blyanter.

4 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Det er jo egentligt mærkeligt med peer-begrebet. Taget på den flade hånd betyder “peer” jo “ligemand”, men i forbindelse med videnskabelige publikationer skulle “peer review” jo hentyde til, at peer-revieweren er ligemand med den, der har skrevet det videnskabelige arbejde. I praksis betyder det så, at peer-revieweren bliver en slags overdommer, hvilket jo er alt andet end hvad peerbegrebet skulle hentyde til. I øvrigt er der indenfor videnskab en bevægelse i retning bort fra peer-review foretaget af få akademikere på de meget kendte tidsskrifter, idet disse er så enormt dyre at have adgang til, og henimod, at artikelstoffet ligger åbent til beskuelse af hele den videnskabelige verden, og det har vist sig, i nogle sammenhænge, mere effektivt end den gammeldags peer-review før publikation. Dog gør sig det ubehagelige gældende, at gammelt stof, som omhandler videnskabelige resultater af mere elementær karakter, skal man i de gamle og meget dyre tidsskrifter for at få fat på. Egentligt ville det nok være det bedste, hvis man internationalt kunne blive enige om at ekspropriere dette materiale til gratis benyttelse af alle indenfor den videnskabelige verden. Det er ikke i orden, at store forlag på denne måde agerer grovkornet snylter på den videnskabelige verden. På den måde begrænses al aktivitet til dem med den store pengepung.

    Der ligger i peer-ordet en tvetydighed, som vi på dansk kunne have god gavn af at få klargjort: Er der tale om en “ligemand” eller en ekspert? Det mangler vi at få gjort klart. Det er slet ikke godt ukritisk at overtage et udenlandsk ord uden nøje at gøre sig klart, hvad man mener. Der er i disse år en bevægelse i retning af det angelsaksiske akademiske system, på grund af dettes internationalt dominerende stilling. Vort hjemlige doktorbegreb, som jo, med undtagelse af den medicinske doktorgrad, rangerer milevidt over den angelsaksiske ph.d, er blevet underligt hjemløs på denne baggrund. I engelsktalende lande har man intet, der kommer i nærheden af vor hjemlige doktorgrad – det skulle da lige være Nobelprisen – som jo i øvrigt ikke uddeles i matematik. Der var vist noget om, at Alfred Nobel kom i karambolage med en kvindelig matematiker. I ørigt har det jo vist sig, at resultater, som har givet anledning til Nobelpriser, ikke har kunnet modstå tidens fortand – de er blevet forældede. Så heller ikke Nobelprisen udgør nogen garanti for kvalitet. Jeg hørte for ikke så længe siden i radioen en læge fortælle, at 30% af publicerede medicinske resultater ikke kunne reproduceres. Der er mange eksempler på, at fejlagtige myter og hjernedød afskrivning af gamle lærebøger stortrives i den videnskabelige verden – så meget for peer-reviews. Det kræver i den grad evner for at sortere i det videnskabelige litteraturkorpus for at nå frem til sandheden om ting. Og platugler kan man fodre svin med.

    Svar
    • Mother

      I psykiatrisk sammenhæng er “peer” vel mest en utilstrækkelig forkortelse af “peerstøtte” eller “peermedarbejder”? Eller, selvfølgelig, “en anden patient” og i sjældne tilfælde “en anden pårørende”. Når man taler om en “peeruddannelse”, mener man altså en “peermedarbejderuddannelse”, hvor “peermedarbejder” skal forstås som lønnet såvel som frivillig.

      Direkte oversat betyder “peer” jævnbyrdig, jævnaldrende, ligesindet, etc. – afhængig af konteksten. Og måske er det her, vi bliver forvirrede? For hvordan er peermedarbejderen og patienten helt præcis lige? Selv om den ene har taget kurser og er ansat (frivillig eller lønnet) er de lige i den forstand, at de begge har en diagnose og har oplevet psykiske og sociale udfordringer. De er lige på dét parameter, men er ikke samme sted i deres recovery. Det samme med “peer review”: Begge parter har en relevant akademisk baggrund, men den ene er ansat til at vurdere den andens arbejde.

      Svar
      • Arne Nielsen

        Mange tak for svaret, som jeg jo ikke kan være uenig i. Den tanke strejfer mig, at man måske skulle bruge termen “sidemandsoplæring” eller måske “medpatientomsorg” – jeg ved ikke rigtigt… . Men som du ser, knytter der sig en masse konnotationer til termen “peer”, som måske ikke alle er lige velkomne. Idéen er god nok. På det værested, hvor jeg kommer, har vi “personale med brugererfaring”, hvilket jo er udmærket, da det i mange sammenhænge er umuligt for personale uden egen erfaring i psykiske forstyrrelser at forstå, hvorfor folk med disse er som de er. Jeg oplevede sågar på Skt. Hans, at en af sygeplejerskerne gav udtryk for stor interesse i en samtale, jeg havde med en medpatient, fordi der af denne var en mulighed for et indblik i den psykiske sygdom, som den pågældende sygeplejerske syntes, at hun alt for sjældent fik mulighed for.

  2. Arne Nielsen

    Hele universitetstanken giver jo anledning til et snobberi, som nogle gange giver sig groteske udslag. Hvad mener man for eksempel om Burger King-universitetet? Ofte har man set religiøse og nyreligiøse kræfter iklæde sig universitære gevandter. Det er naturligvis amerikanerne der fører an i disse excesser. Ofte har jeg følt anledning til den betragtning, at det er Nobelprisvinderne, der kaster glans over Nobelprisen, og ikke omvendt. Det store flertal af Nobelprismodtagere når ikke, og har aldrig nået de fysikere, der imellem 1900 og 1930 grundlagde den moderne fysik, til sokkeholderne. Dér var der tale om, at gode folk kastede glans over Nobelprisen. Og sådan er det også med universiteter. Man får ikke et universitet ud af at kalde det et universitet. Og i øvrigt udviser de forskellige professioners intellektuelle højde enorme udsving. Indenfor filosofi er der næsten intet sket i 1900-tallet, og den vidensmæssige trafik har været fra fysik til filosofi. Til gengæld gør der sig det groteske forhold gældende, at formidling aldig honoreres akademisk. Kun forskning tæller. Og det er saftsusemig ikke i orden. Uden formidling ingen videnskab. Men dette forhold bevirker til gengæld, at kun de, som er i stand til at yde noget, kommer frem i forreste linie. Det nytter ingenting, hvis man blot læner sig tilbage og lader formidleren underholde med alt det svære. Det er der til enhver tid barnagtige studerende, der tror, og som opfatter sig som uretfærdigt behandlet, fordi de kun kan sidde på deres hale og læse lektier. Der skal tænkes indenad, og der skal være blik for at se det, andre ikke har set, og der skal være tale om, at det, der bliver set, kan holde.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.