Af Niels Gjern Johansen

Det lyder måske usandsynligt, men siden jeg var 14, har jeg ønsket mig at skrive dette digt. Dengang læste jeg nemlig tegneserien ”Corto Maltese i Sibirien,” og her citerer hovedpersonen og en vanvittig general et digt af den engelske forfatter Coleridge.

Digtet beskriver en smuk have, hvor den kinesiske kejser Kublai Khan ligger begravet, og haven er omkranset af en mur. Udenfor muren er der kaos, og snart vil kejserens spøgelse rejse sig og starte en krig.

I min tekst, som man egentlig ikke kan kalde et digt, har jeg forsøgt at skabe samme magiske stemning, som der er i Coleridges digt. Derfor har jeg skrevet beskrivelser af mælkebøtter, skyer, bølger, der slår mod stranden og meget andet. Undervejs bliver der spurgt: ”Var du der? Så du det?”

Og der er såmænd også en form for kaos og ulykke i nogle små, fredelige naturbeskrivelser, i hvert fald når man er ramt af depression. Naturen er nemlig et af de påmindelser om, at man ikke har haft glæde af livet, men har isoleret sig derhjemme, og man så ikke verden og livet, som det udspiller sig hver dag.
Så ligesom, der er krig og kaos udenfor haven, hvor Kublai Khan ligger begravet, så er der kun smerte og elendighed i den depressives indre.

Var du der? Så du det?

På enge og på marker i det tidlige forår spirrede livet frem af jorden i mange grønne farver, og da maj begyndte, skete det, som hvert år kommer pludseligt og uventet: Mælkebøtternes gule blomster sprang ud overalt, og de lyste mod himlen, imens solen lyste tilbage, så man knap så de grønne planter.
Var du der? Så du det? Lyste solen og de gule blomster også mod dig?


Og sidst i maj skete det pludselig igen: Alt forandrede sig. Mælkebøtterne visnede, og de gule blomster blev til grå fnug, der svævede af sted med vinden med hvert sit lille frø, for til sidst at lande et sted på jorden, hvor det ville spire frem næste forår.
Så du det ske? Så du mælkebøtterne visne? Svævede du af sted med de grå fnug?


Ved havet slog bølgerne mod kysten, de gled ud i havet igen og kom så tilbage, og de var på en gang sorte, grønne, grå og blå. Og stenene i strandkanten blev slidt af bølgerne, så de en dag ville forvandles til støv, som havet og blæsten ville føre med sig.
Mærkede du det? Ramte bølgerne dig? Sled de også dig til støv?

Over havet var den blå himmel, hvor de hvide skyer drev forbi. Skyerne fortalte historier fra fjerne lande, hvor der var smukke byer, store skove og høje bjerge, og nogle af historierne var så gamle, at de var blevet fortalt længe inden, du kom til verden.
Hørte du dem? Skyernes historier? Og hvad fortalte de dig om?

Og den sommer var der også festival med høj musik, fest og beruselse, og tusinder af mennesker dansede foran scenerne, og alt var lyd, lys og bevægelse. Og imens menneskerne dansede, blev støvet hvirvlet op, så der løb sorte striber af blandet sved og støv ned ad deres ansigter og kroppe.
Hørte du musikken? Dansede du? Gik du bort med sorte striber af sved og støv i ansigtet og på kroppen?

På heden var sommerfugle, og de smukkeste var de foranderlige blåfugle, som blafrede omkring med vinger, der var blå som himlen over dem. De fløj tilfældigt omkring med de andre sommerfugle, og alligevel fandt de vej fra den ene lille lyngplante til den næste og sad i deres små violette blomster.
Fandt du vej? Fløj du med sommerfuglene? Så du de foranderlige blåfugle forvandle sig?

Sådan gik sommeren med alle sine farver og al sin flygtighed, og pludselig var den borte igen. Men i eventyrets verden var der altid sommer, så der søgte du hen, og porten dertil var let at finde. Det var blot at lukke øjnene, og derinde i mørket var fantasiens verden.
Lukkede du dine øjne? Tog du på eventyr? Fandt du din sommer?

Den sommer så du havets bølger slå mod kysten, lyngens violette blomster, du så skyerne drive over himlen, og du hørte deres historier, og på heden så du de foranderlige blåfugle og alle de andre sommerfugle blafre tilfældigt omkring. Sådan havde hver sommer været, længe før du kom til verden, og sådan ville de være, når du var borte igen.
Men så den dig? Så sommeren dig? Og hvornår kom du til verden, og hvornår ville du være borte igen?

Så de på dig den sommer, bølgerne, de foranderlige blåfugle og skyerne, imens du så på dem? Hørte skyerne dine fortællinger fra eventyrets verden, ligesom du lyttede til deres historier? Var du som mælkebøtterne, der i det tidlige forår pludseligt spirer frem, blomstrer og visner og til sidst svæver bort som grå fnug med hvert sit lille frø?
Blomstrede og visnede du? Svævede du bort med et gråt fnug? Fandt du et sted at spire frem det næste forår?
Var du der? Så du det?

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Vi mennesker bebor jo en klode, som i mange henseender er os venligt stemt, men som umulige børn vender vi os fra den og annammer ikke dens skønhed og vælde. Hvordan vi end vender og drejer det, er vi her på naturens betingelser. Jeg mindes beskæmmet Poul Henningsens ord om “Naturen, det billige skidt” – Henningsen var tydeligvis bidt af den futuristiske bacille og nåede aldrig til erkendelse af den ubeskrivelige kompleksitet og det raffinement, som naturen i alle henseender lægger for dagen, og som i alle henseender overgår alt, hvad menneskene finder på. Vi er i færd med at lære af naturen, og dette vil utvivlsomt føre en masse med sig, som naturen ikke selv har lavet, og som kan komme os til nytte. Der hvor forskellen mellem det menneskeskabte og det naturskabte virkeligt sætter skel er på det punkt, at naturen beskæftiger sig med langtidsholdbare fænomener, mens de menneskelige løsninger har en tidshorisont på en valgperiode. Vi er jo også vant til at videnskabelige fremskridt ses at bringes i anvendelse om en to tre år, hvilket for den videnskabskyndige for det meste er grotesk. Når det gælder de virkeligt vanskelige ting, må man operere med tidshorisonter på hundredvis, måske tusindvis af år. De korte tidsfrister gælder kun alle de lavthængende frugter, og dem har der jo været en del af. Men det tynder ud, og alt våset om “Fra forskning til faktura” må bringes til ophør. Denne maxime er uden forståelse for den dynamik, der driver forskning – hvilken helt fundamentalt består i den menneskelige evne til at undre sig, og til at formulere spørgsmål, som ikke før er blevet stillet. Dette har vore politikere aldig fattet en brik af. Af denne grund har jeg aldrig fundet det interessant at gå ind i politik, fordi dette fænomen fundamentalt rammer helt ved siden af skiven. Men på den anden side må vi takke den demokratiske funktion her i landet for, at det hele ikke, som så mange andre steder, ender i dårlige holdninger. God vilje er i mange sammenhænge nedvurderet, men er i virkeligheden et politisk råstof med mange muligheder, ihvertfald her i landet.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.