Jeg startede egentligt med at google “overdosis truxal”. For at være sikker på, at jeg ville dø, når jeg tømte glasset, som i øvrigt er min kærestes nervepiller. Jeg har blot benyttet det til selvmedicinering i det skjulte, når bølgerne af angst blev for tunge, og understrømmen af selvhad og skyldfølelse rev mig langt ned under jorden. Men hvis jeg kunne dø af at spise alle pillerne, ville jeg jo alligevel være død, når han opdagede, at jeg havde gjort det.

Så jeg googlede.

Min søgning førte mig ind på Outsideren, hvor en blogger, Emma, havde beskrevet sit selvmordsforsøg med 60 piller, deriblandt Truxal. Hun skrev også om en læge, der sendte hende hjem i sin seng 15 timer efter forsøgt, overvejet og planlagt selvmordsforsøg. Ej, hvor blev jeg harm! Endnu et tegn på, at det her system ikke er i stand til at hive folk ind på land igen, når de er ude, hvor de ikke kan bunde. Endnu en grund til at vende bunden af glasset i vejret …

Desværre er følelsen af afmagt og trangen til selvmord ikke ny for mig. Trang til selvmord, ikke lyst. Jeg har ikke lyst, jeg føler mig bare tvunget til det. Selvom jeg først for nyligt er henvist til regionspsykiatrien, er helt ny i den og ikke helt har fået min bipolar-diagnose endnu, så har jeg været vred på psykiatrien mange gange. Fordi den har holdt mig udenfor, fordi den ikke har slået til, fordi den har været langsom, fordi mange ting.

Men Emma. Hun forhindrede mig i mit eget Truxal-selvmordsforsøg. Helt tilfældigt – men måske er der ikke noget, der hedder tilfælde? I hvert fald klikkede jeg videre ind på Emmas øvrige indlæg, så mig selv i dem, læste videre, læste længe. Læste andre bloggere, så mig selv i dem, læste videre, læste endnu længere.

Jeg skriver selv mine tanker ud dagligt, så jeg ikke skal gå og bære på dem længere. Især de dårlige har jeg brug for at få ud. Min far har givet mig en lille bog, som er fyldt til randen med ord, jeg aldrig kunne finde på at fortælle ham i virkeligheden. Han ville blive så ked af det, hvis han endelig magtede at lade ordene komme helt ind.

Måske har jeg skrevet noget i min lille, der kunne hjælpe eller helt tilfældigt distrahere et andet menneske på det helt rigtige tidspunkt? Jeg tør godt stå ved min psyke. Og tænk, bare tænk, hvis det hele havde en mening. Så nu giver jeg slip og deler mine tanker her. I det frit tilgængelige. Jeg har intet at miste.

4 Kommentarer

  1. Loucia Annachanell

    Det var godt, at du fandt Outsideren. Hjertelig velkommen til!

    Svar
  2. Skovsted

    Du har hjulpet mig, til ikke at føle mig alene lige netop som jeg sidder her og læser dine ord.
    TAK!

    Svar
  3. L. Smith

    Kære Mie,
    Om mange år vil du have fyldte mange notesbøger med mange tanker og refleksioner. Du vil have været med til utallige samtaler med forskellige mennesker, der har forskellige roller i psykiatrien. Du vil have lært en masse om dig selv, dine følelser og de mønstre, som man kalder din sygdom.

    Ikke at sige, at det ikke er hårdt arbejde, men man vil ikke bytte med de, der tog pillerne eller fandt en anden måde at ende sit liv på. Nysgerrigheden holder os i live. Og alt det gode, som vi oplever undervejs er belønningen.

    Svar
  4. Anna Køhling

    Mie det var godt du ikke gjorde alvor af selvmordsplanerne.
    Du er et ungt menneske og livet har masser at byde på endnu. Jeg er også bipolar og har selvmordsforsøg og depressioner i bagagen, men har et dejligt liv og min bipolare lidelse er blevet så meget mildere med alderen. Sejt at du skriver og fortæller om dine svære tanker. Bare klø på min pige. Det hele skal nok gå og nedture er midlertidige. Kh Anna

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.