Når man får en diagnose , så er det som at befinde sig i et underligt grænseland hvor der er så mange ubesvarede spørgsmål.
Der findes mange finurlige diagnoser når man kommer ind i psykiatrien og samtidig er det åbenbart nødvendigt at presse folk ned i små kasser for at give dem den rette behandling.
I dette blog indlæg vil jeg tage udgangspunkt i mine egne oplevelser med at få en diagnose, både hvordan det fungerer i behandlingen men også hvordan mennesker lige pludselig ser anderledes på hvem jeg er som person – jeg er ikke længere bare Charlie, nu er jeg Charlie med en tung diagnose som overskygger alt dét som jeg var før og som jeg stadig er.
Diagnosen burde kun være relevant i forhold til hvilken behandling man modtager, jeg er jo stadig MIG som nu har fået en label printet fast i panden i form af en diagnose.
I dette indlæg vil min fokus udelukkende være på psykiatrien men jeg tænker at der på et tidspunkt også kommer et indlæg hvor jeg inddrager det kommunale system som også er en vigtig brik når man har brug for hjælp og støtte.

Jeg blev tilknyttet ungdoms psykiatrien da jeg var omkring de 15-16 år.
De første 3 samtaler var med en psykiater og en psykolog som havde en masse forskellige spørgsmål men det var som om svarene blev gemt væk.
Jeg oplevede at de ting jeg sagde højt blev ignoreret fordi jeg jo virkede rimelig “normal” så de ting jeg sagde kunne ikke passe.
De havde en masse teorier om hvilket menneske jeg var og hvad der kunne være galt. Jeg følte ikke at min mening var vigtig.
De mente ikke at jeg passede ind i deres kasser, det var hvert fald min oplevelse. Det endte dog med at jeg fik min første diagnose og derfor blev jeg en del af noget som jeg dengang ikke selv var herre over.

 

Min første diagnose fik jeg da jeg var omkring 17 år.
Efter en del selvmordsforsøg kom psykiateren frem til at jeg balancerede med en svær depression og gav mig derfor små ovale piller som skulle holde tristheden nede.
Jeg fik tilbudt et specielt behandlings forløb hvor jeg skulle lære at holde depressionen i skak og samtidig acceptere at jeg nu skulle på apoteket en gang imellem for at hente disse “mirakel” piller som ville sørge for at jeg ikke faldt dybere ned hvor jeg så ville forsøge at slutte livet imens sindet blev ædt op af mørke og farlige tanker.
De mennesker som var omkring mig begyndte at træde varsom, muligvis i frygt for at jeg ville forsvinde for evigt.
Ingen turde rigtig snakke om elefanten i rummet men istedet pakkede de mig ind i vat og passede på mig når nu jeg ikke selv kunne magte det.
Jeg gik til samtaler flere gange om måneden men kunne ikke sætte ord på det kaos der foregik indeni mig.
På trods af de ovale piller var det for svært at holde mig selv i live og jeg endte flere gange på en medicinsk afdeling hvor jeg skulle drikke aktivt kul og når jeg ikke engang kunne dette, så tvang de en slange igennem min næse og ned i mave sækken. Jeg husker meget tydeligt den tid hvor min familie ikke vidste hvad jeg kunne finde på og selvom de flere gange sagde at jeg gerne måtte snakke med dem når livet blev svært så kunne jeg ikke. Ville ikke lukke nogen inde i mørket for det var i forvejen meget forvirrende for mig, så hvordan skulle jeg kunne sætte ord på det helvede jeg levede i igennem flere år. Jeg oplevede meget tydeligt hvilke fordomme der var ved at have en depressions diagnose – blandt andet at man “bare” skulle tage sig sammen, at man “bare” skulle være glad, at det var noget pjat med depressionen og at jeg ikke havde brug for medicinen hvis “bare” jeg kom ud i solen og ud iblandt andre mennesker for så ville alt blive godt igen.

 

Da jeg var omkring 18-19 år blev min diagnose ændret.
Depressionen blev et symptom på noget andet men jeg skulle stadig tage de ovale piller.
Jeg skulle igennem et spørge skema med den psykiater som jeg var tilknyttet siden jeg var 16 år.
Må ærligt indrømme at jeg ikke kunne se hvordan et par spørgsmål skulle give mig en anden diagnose og en anden hjælp.
Dommen var klar efter alle spørgsmålene og jeg stod pludselig med en emotionel ustabil personligheds forstyrrelse af Borderline type.
Min behandling ændrede sig markant efter at have fået klistret en ny diagnose i panden. Depressionen blev fjernet og herefter set som et symptom på den nye diagnose.
Jeg var stadig tilknyttet ungdoms psykiatrien og havde nogle samtaler med psykiateren en gang imellem. Jeg fik nogle flere piller som skulle give mig ro i kroppen men den ønskede virkning kom ikke rigtig selvom jeg både fik piller til at holde tristheden væk og samtidig gøre at mit humør ikke svingede så meget som psykiateren påstod.
Diagnosen kom med en ny kasse som jeg for alt i verden skulle passe ned i og samtidig kom alle fordommene til syne.
“Hun vil kun lave ballade for at få opmærksomhed” .. “hun har det ikke dårligt, det er bare hendes borderline”.. “hun gør kun ting for at få opmærksomhed”.. “Dårlig opmærksomhed er stadig opmærksomhed” .. “Hendes selvmordsforsøg er kun for at få omsorg og opmærksomhed” .. “Hun lyver hele tiden”..
Det var svært at blive indlagt selvom man havde det rigtig skidt for igen kom der fordomme om opmærksomhed. Man blev også udskrevet hurtigt fordi det ikke var “godt” for nogen med borderline diagnosen at være indlagt – man skulle ud i den virkelige verden selvom man ikke var klar. På det tidspunkt var der en klar holdning om at man blev indlagt for at få opmærksomhed igen og det var ikke holdbart. Oplevede at rigtig mange i behandlings systemet tog voldsom afstand pga. diagnosen. Man fik en følelse af at miste sig selv fordi diagnosen overskyggede alt. Jeg havde en følelse af at jeg ikke længere var Charlie men blot en diagnose.
Da jeg ikke længere skulle være tilknyttet ungdoms psykiatrien, blev jeg henvist til et behandlings forløb som hedder DAT (dialektisk adfærds terapi) og så begyndte tingene at gå hurtigt for mit vedkommende. DAT er et behandlings tilbud til bla. mennesker med en borderline diagnose. Jeg var til foresamtale for at se om jeg passede til dette tilbud men det skulle vise sig at jeg var endt det forkerte sted. Psykologen som skulle finde ud af om jeg passede ind, havde læst mine papirer og var desuden opmærksom på at jeg fik en del medicin. Hun spurgte til de stemmer jeg hørte indeni og udenfor mit hoved, til hallucinationer og ud fra disse ting kunne hun konstatere at jeg hvert fald skulle have lavet nogle nye test.

 

Jeg er meget i tvivl om hvor gammel jeg egentlig var da jeg blev tilknyttet voksen psykiatrien men husker dog hvor forfærdelige de der tests var.
Igen gav de ingen mening for mig – hvordan skulle et par blæk klatter på et papir afgøre hvad der var galt med mig.
Mit fokus under samtalerne blev forstyrret af stemmer og dårlige tanker men gennemførte dem da.
Den dag hvor jeg skulle have svar på prøverne var forfærdeligt. Kan huske at jeg hele vejen ned til lokal psyk, tænkte “Ikke skizofreni, ikke skizofreni!” Jeg var fyldt med frygt fordi jeg selv havde et eller andet klart billede af skizofreni. Når skizofreni bliver nævnt i medierne så er det oftest negativt, noget med en der har slået andre ihjel eller generelt er farlige.
Men jeg fik den dag diagnosen “Paranoid skizofreni” og det var virkelig en tung sten i rygsækken. Men nu kom der igen en ny måde at behandle mig på.
Men pludselig blev psykiateren i tvivl om diagnosen var korrekt og derfor skulle jeg igennem flere tests men heldigvis kunne jeg selv vælge hvor jeg ville udredes og valgte derfor et andet sted hvor man igen efter mange timers tests, kunne konkludere at det var skizofreni som var den rigtig diagnose.
Nu har jeg så haft diagnosen i nogle år og kan klart se en anden form for behandling. Jeg får medicin til at holde mit indre i skak, jeg får samtaler med psykiateren en gang imellem og så har jeg faste samtaler med en sygeplejerske som er meget opmærksom på hvilke ting der ikke fungerer og hvad der fungerer.
Jeg er desværre stadig forsigtig med hvem jeg fortæller om min diagnose for jeg ved at der er rigtig mange som ikke helt forstår diagnosen. Jeg har oplevet at folk har spurgt om forskellige ting som fx. “Betyder det så at du har flere personligheder”.. “Er du så farlig?”.. “Går du så rundt med en hat lavet af sølv papir”..  “du virker da meget normal” ..  “burde du ikke være indlagt?”..
Jeg har desværre også oplevet at folk omkring mig, har trukket sig. Det kan være svært for mange at forstå hvordan skizofrenien påvirker mig som menneske og når folk så har et billede af at jeg er farlig og slår folk ihjel” så er det svært at modbevise dette – specielt når medierne er fyldt med skræk billeder.

Alle diagnoser har forskellige behandlings tilbud – igen er vi tilbage ved kasserne som psykiatrien rigtig gerne vil presse folk ned i.
Jeg har oplevet hvordan behandlingen skiftede hver gang diagnosen blev ændret og jeg er sgu lidt splittet over dette.
Jeg har oplevet hvordan det offentlige system ændrer kurs pga. diagnoser og hvilke krav der pludselig er og hvilke der forsvinder.
Men jeg har jo så oplevet hvordan skizofreni diagnosen ligesom gav adgang til en masse ting som jeg ikke havde regnet med som fx. bedre behandling og bedre indlæggelser.
Jeg bliver mødt med en anden forståelse i psykiatrien nu men jeg syntes alle burde blive mødt på samme måde men måske sker dette en dag, jeg håber hvert fald.

 

Mit billede af skizofreni har ændret sig markant efter jeg selv fik diagnosen.
Jeg tror ikke længere at folk med en skizofreni diagnose er farlige eller fuldkommen væk og ikke kan fungere i vores samfund.
Jeg har mødt rigtig mange med den samme diagnose som er vidt forskellige og jo der er nok nogle der har brug for ekstra hjælp for at få dagene til at fungere men det er ikke alle.
Diagnosen burde kun være vigtig for dem der skal behandle og ikke for alle andre.
Ja jeg har en skizofreni diagnose men det betyder ikke at jeg er SKIZOFREN men at jeg er Charlie og har skizofreni at bokse med.
Jeg er ikke min sygdom, jeg indeholder så meget mere end bare min sygdom.
Jeg har stadig følelser og fornuftige tanker. Nogle gange har jeg brug for hjælp og nogle gange kan jeg have det så skidt at jeg er nød til at blive indlagt men det betyder ikke at jeg er farlig eller tosset. Med hjælp og støtte fra min familie, kæreste og venner samt det bosted som jeg har boet på i 7 år, så klarer jeg mig igennem dagen.

Om Forfatteren

Skjult bag navnet Charlie, befinder der sig en ung pige på 26 Jeg jonglerer med diagnoser der aldrig rigtig virker til at falde helt på plads, bokser med et system der aldrig rigtig har ville hjælpe, og råber på hjælp i psykiatrien for døve øre. Jeg skriver om mit liv, min verden, om oplevelser og minder og springer frem og tilbage i tiden.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Tak til Charlie for denne meget fine beretning – og dette udtalt af én som selv har diagnosen, og som derfor har en idé om problematikken – selvom jeg har mødt virkeligt mange udgaver af denne sygdom. Beskrivelsen af den måde, hvorpå behandlingssystemet har forholdt sig, anskueliggør, at behandlerne jo også er mennesker. Jeg har selv den opfattelse, at anamnesen, dvs. samtalen mellem patient og læge, rummer meget andet end betydningsindholdet af de ord, der siges. Det er også måden, de siges på, og øvrige tegn på, hos patienten, hvordan det forholder sig. Den der blækklattest, som kaldes Rorschach-testen, har jeg hørt berømmet, fordi pointen ikke blot er, hvad folk får ud af billederne, men også i den måde, hvorpå de forholder sig til testen, fortæller den kyndige iagttager vigtig information. Men det er af vigtighed, at lægen anstiller sig på en måde, som er forståelig for patienten, hvilket godt kan indebære bemærkninger, som kan have uoverlagt karakter. Selv har jeg været tilbøjelig til at anskue lægen med det videnskabelige i baghovedet. Men dette kræver, at de fleste af ens tanker og emotioner er internaliserede, altså at man ikke giver udtryk for dem udadtil, men at de alligevel står klart i ens bevidsthed, og som ung har man jo problemet med overhovedet at orientere sig i den psykiatriske verden i rollen som patient. Det er ihvertfald min erfaring, at man tjener sin sag ved at være stille og rolig – hvis man kan det. Det er endvidere min erfaring, at det er meget forskelligt, hvor effektivt og hvor hurtigt medicinen virker. Jeg var selv heldig, idet hørehallucinationerne forsvandt efter to måneders intensiv medicinsk behandling. Men jeg har i min bekendtskabskreds personer, hvor behandlingen først efter mange års forløb gav et acceptabelt resultat. Og så er der dem, som medicinen ikke virker på. Jeg kender eksempler på personer, der i forsøget på at lære at leve med sygdommen har søgt veje, hvor psykologiske metoder er bragt i anvendelse – men jeg tror, at en sådan fremgangsmåde kun er mulig for meget selvstændige – og meget beslutsomme – typer. Det er jo især svært, når man er ung og usikker. Selve det at lære sygdommens måde at være på indebærer jo en læretid, og patientens intelligens spiller afgjort en rolle. Hvis medicinens brug indebærer bedre adgang til egne ressourcer for patienten, er det afgjort en ting, som er vigtig at få med.

    Svar
  2. Heidi

    Tak for dit indlæg Charlie! Det satte ord på mange af mine egne frustrationer.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.