Af Zofia Clemann
Filmens plot
Bird Box handler om en kvinde, Malorie, der med sine to børn skal flygte langs en flod, men med bind for øjnene, fordi verden er ramt af en selvmordsepidemi. Filmen foregår i et apokalyptisk univers, hvor mennesker drives til selvmord pga. en slags kraft, som seeren aldrig får at se, og som finder vej via synet. Den beskrives som et møde med “your worst fears, your deepest sadness or your greatest loss”. Det løjerlige er her, at nogle af de eneste, der ikke drives til selvmord i filmen, er psykisk syge personer.
Filmen har på den måde meget at gøre med psykisk sygdom, og kritikken lyder på, at den – som mange tidligere film, fx Psycho – (re)producerer Den Psykisk Syge som farlig, voldelig eller ligefrem morderisk. Derudover kritiseres den for at sensationalisere selvmord og psykisk sygdom ved at bruge dette som et horror-virkemiddel, der udelukkende – på en unødvendigt visuel måde – skal vække frygt og chok hos seeren frem for fx at give et reelt, lavpraktisk indblik i, hvordan det er at være selvmordstruet (Mashable).
En alternativ læsning
Jeg så Bird Box, inden jeg havde hørt om denne kritik eller filmen overhovedet, og syntes egentlig, at den – set med mine skizofrene øjne – var ret fed. Det her indlæg er derfor en kommentar til den kritik. Jeg er ikke nødvendigvis uenig i kritikken, men spørgsmålet er, om filmen udelukkende er stereotypiserende og kedelig, eller om den også formår at fucke rundt i nogle normer for, hvilken rolle Den Psykisk Syge får lov til at spille.
Jeg vil derfor i det her indlæg argumentere for, at fremstillingen af Den Psykisk Syge ikke er entydigt dårlig, og at Bird Box måske indeholder et radikalt potentiale, der på nogle måder forstyrrer magtforholdet mellem Den Syge og den raske. Hvem der får lov til at definere virkeligheden, og hvilke konsekvenser dette har for Den Psykisk Syge/raske er noget af det, jeg vil komme ind på. Jeg vil give et bud på en alternativ læsning af filmen som Den Syges hævn over menneskeheden.
Præmissen for min læsning er derfor, at der i filmen ER tale om psykisk sygdom – eller i hvert fald noget psykologisk – og ikke monstre eller andre overnaturlige/magiske væsener, som jeg har set, folk kalder det i fx kommentarspor på Facebook. ”Crazy” bliver generelt brugt om dem, der begår selvmord, og en gang nævnes ordet ”psykotisk” i filmen. Det er bestemt også svært ikke at se det syn, folk møder gennem psykosen, når personerne ser, hører og føler ting, der ikke altid ses, høres og føles af den, der ser filmen.
Selvmordet i Bird Box handler ikke om magi/dæmoner/etc. men om synssans og (psykisk) blik, da de, der overlever, er blinde, der mangler syn, og psykisk syge, der måske har et andet blik for ulykke og sorg? Min påstand er derfor, at Bird Box handler mindre om, hvad der ses og mere om, hvem der ser, og at filmens blik på den måde er et andet end det, man typisk finder.
I Bird Box er det en fordel at være psykisk syg
Så langt, så godt.
Det er, som jeg nævnte til at starte med, en typisk trope i film, at psykisk sygdom kobles til fare, vold og mord etc., og Bird Box er ikke bedre. Folk konfronteres med et syn, der får dem til at begå selvmord, og det fortælles, at de eneste, der kan tåle dette syn, er psykisk syge – bl.a. en gruppe patienter, der er undsluppet et psykiatrisk hospital, som Gary i filmen fortæller om. Disse mennesker har en voldelig interesse i, at alle skal se, fordi det er ”et smukt syn”, og fordi verden ifølge dem ”skal renses”. Hvad eller måske snarere hvem verden skal renses for, peger på filmens omvæltning af de roller, der typisk gives den Syge/raske.
Idéen om at psykisk sygdom er et svaghedstegn eller en fejl, der nedsætter din ”funktionsevne”, bliver vendt på hovedet i Bird Box, hvor flertallet i filmen ikke kan rumme det syn, der møder dem, mens de psykisk syge ikke kun kan modstå det – men også se det smukke i det. Det ses fx, da Gary begejstret river papiret af vinduerne i det hus, som hovedpersonerne opholder sig i, for at eksponere dem for verdenen udenfor.
Modidentifikation med Den Syge
Personerne i Bird Box tvinges som sagt ud i selvmord via det, de ser, og det, der driver dig til selvmord, er altså at have øjne, der ser eller et raskt blik. Den Syges virkelighedsforståelse er derfor det, der beskytter Den Syge, og som derudover gør dét, som jeg som sagt vælger at se som psykose, til noget smukt, der bør ses. Den Psykisk Syge er på den måde udødeliggjort og overlegen på en måde, der bliver afgørende for, hvem der skal leve, og derfor også, hvilken virkelighed der er legitim. Det er fx scenerne med de psykisk syge, der organiserer sig og patruljerer rundt i grupper ét eksempel på.
Med andre ord bliver det tydeligt, at sygdom og handicap ikke kan forstås uden sin kontekst, fordi det ikke kun handler om krop og sind, men også den måde verden er indrettet på, psykisk og fysisk. For i Bird Box er det – for at overleve – en fordel af være psykisk syg på samme måde, som det er en fordel at være blind, (Malorie får asyl på et hjem for blinde).
Så, selvom hovedpersonen, Malorie, er “normal”, og at man som seer modidentificerer sig med Den Syge – som er voldelig og farlig – bliver der alligevel fucket rundt i normerne for, hvem der handicappes af omverdenen. Psykisk syge personer, der normalt dør i film – eller på anden måde associeres med død – bliver på den måde givet liv.
Det rigtige og det smukke
Det er, for mig, meget svært ikke at se de syges mission om udrensning i relation til eugenik (arvehygiejne) og den måde, psykisk syge er blevet/bliver behandlet på. Her tænker jeg konkret på forfølgelse, indespærring, eksperimenter, tvangssterilisering, freakshows, mord etc. gennem historien, men også den mere generelle ide om, at nogle mennesker er mere rene end andre og derfor får lov til at definere, hvilken virkelighed der er den rigtige.
Det er nok også for de fleste, der lever med psykiske sygdomme/sårbarheder, velkendt, at man kan blive taget mindre seriøst og stolet mindre på, fordi man ikke deler samme virkelighedsopfattelse som andre (læs: raske). Mennesker med sygdomme og handicap er nemlig i lang tid blevet set som fejl, der ikke skal reproduceres, men derimod renses ud i og er derfor også blevet frataget muligheden for at være med til at sige noget om virkeligheden. Den har psykiatri, videnskab, stat og den raske majoritet taget patent på at definere.
Udrensningen i Bird Box bliver derfor, for mig, et hævnmotiv, der handler om at spørge ind til, hvad virkelighed er, og som på den måde forstyrrer magtforholdet mellem Den Syge/raske. Der etableres en modmagt i filmen, og det er her blikket spiller en rolle, idet selvmordet som sagt ikke kun går gennem synet, men også handler om blik: Den Psykisk Syge tvinger i filmen raske til at se det, den ser, fordi det er det rigtige og det smukke, akkurat som psykisk syge altid er blevet/bliver tvunget til at se det, raske ser, fordi ”det er virkeligheden”. Denne tvang er altså i Bird Box ikke kun gjort bogstavelig ved at være kropsliggjort via synssansen (som fx da Gary holder Cheryl’s øjne åbne), men peger også metaforisk på den magt, det er at kunne bestemme, hvilken virkelighed, der er rigtig og uretfærdigheden i dette.
En syg hævn
Den Psykisk Syge er i Bird Box farlig ja, men faktisk kun for den raske, og derfor er det selvfølgelig en uhyggelig dommedags-hævn-fortælling for ikke-syge mennesker, men egentlig også ret sjovt til en afveksling. I hvert fald med tanke på den systematiske vold og udrensning, psykisk syge har lagt og stadig lægger krop til.
Filmen er altså ikke fed, fordi den siger: ”hey alle kan rammes af selvmord” (Twitter), fordi nogle ER altså mere tilbøjelige til det end andre fx pga. psykisk sygdom, eller fordi den ”sætter fokus på depression” (Popbuzz). Den er fed, fordi den ved at påtage sig Den Syges blik sætter spørgsmålstegn ved, hvilken virkelighed der gælder, hvordan man handicappes af sine omgivelser, og fordi den gør Den Psykisk Syge til et liv, der ikke behøver at dø, for at den raske kan leve videre.