Føler I også at I får mentale tæsk af angsten?
For mig føles det som en omgang i bokseringen med Mike Tyson.
Det er egentlig en ret god metafor at bruge. For man er jo oppe at bokse mod noget, der til tider kan være stærkere end en selv. Og så, en gang imellem, så slår man tilbage, og vinder runden. De her ture har været tro følgesvende det sidste år.
Når jeg har været en tur i ringen med Tyson, og vinder han med en knockout, så det er svært at rejse sig fra gulvet. Alt gør bare ondt i kroppen; hver en muskel, hvert et led. Huden. Alle kropsdele.
Min energi er brugt og det nemmeste er at give op. Sige stop. Tude. Skrige. Blive vred. Føle afmagt. Især vreden har fyldt meget og gør det stadig. Og når jeg får det sådan, så får jeg også trangen til at ødelægge ting. Smadre glas, tallerkener, anything. Falde ned i skårene for at mærke en fysisk smerte, se blodet strømme – og være ligeglad.
Det er den farlige følelse; at være ligeglad. Ligeglad med alting. Ligeglad med hvem man sårer. Ligeglad med hvor længe det gør ondt. Der skal bare være en smerte.
Men så kommer kampgejsten. Og jeg vinder næste runde.
Jeg slår tilbage for fuld kraft. For det er mig, der bestemmer. I’m the boss. Jeg bestemmer over min krop, mit sind og hvordan jeg ikke vil tænke.
Angsten har en tendens til at fylde. Men hvordan kan man så styre det? Tro mig, der er hamrende svært, og det er ikke noget man bliver verdensmester til over the night. Jeg er stadig i en proces, hvor jeg arbejder på at kunne styre angsten og følgesvendene, som for mig er dæmoner.
Dæmoner, der er stærke. Dæmoner, der flår mig fra hinanden. Dæmoner, der ødelægger min tankegang.
Ja, dæmonerne er stærke – men indimellem er jeg stærkere.