Er du syg – får du medicin – har du et arbejde – kan du lide at sove? – hvordan har du det mon med tiden? For mit vedkommende er tid godt nok relativ

Jeg er for nylig trappet helt ud af Sertralin, som er antidepressiv medicin. Det føles som om jeg har fået mere tid. En slags mere frisk tid. Men desværre medfølger evnen til at benytte sig af tiden ikke.
Jeg har ellers en liste med gøremål fx købe en futon madras, ordne mine Corto Maltese tegneserier, rydde op i utallige papirer.
Åh ja og kreativitet. Hvis jeg kunne formå at kanalisere bare en tredjedel af min nygivne tid, ville jeg blive verdensmester, jeg ville oversvømme planeten med min kunst.
Men tiden er relativ, tiden og jeg har en skæv relation.

Der må være noget at gøre?
Rutiner, vaner og øvelse. Det lyder måske kedeligt, men hvis det bruges nyttigt er det faktisk helt ok.
Fx prøver jeg at komme i gang med den føromtalte kreativitet, ved at sætte mig foran mit arbejdsbord i 20 minutter – det er ikke sikkert der bliver produceret noget, i den tidsramme. Men gøre det, og gøre det igen – indstudere handlingen. Og håbe på det virker

Og husk at slå koldt vand i blodet, du behøver ikke læse John Steinbeck mm, hele tiden, det er ok at se en junkfood serie og læse Hjemmet. At spilde tiden er også vigtigt!

Men jeg er bange for at vi ikke har en deal, tiden og jeg, ingen garantier ingen fastlagt overenskomst, snarere en uoverenskomst.

For med en overenskomst har du nogle nedskrevet garantier, i form af arbejdstid lønforhold, fra din fagforening.
Min arbejdstid er som psykisk syg meget svingende. Perioder hvor jeg har det dårligt arbejder jeg 24/7 med jammerdals tid.
I gode perioder formår jeg selvsagt at nyde mere. Men stadig skal jeg igennem ting, bl.a  mit egen private stigmata – jeg ser blod løbe ned af armene…. hver dag. Jeg tror det er efterdønninger af min tid som cutter.
Og jeg formår ikke altid at udnytte tiden, og med denne forøgelse af ”frisk tid” følger stressen over manglende værktøjer til at benytte mig af den.
Og så er der medicinen. Noget af det er meget sløvende og med til at definere noget af min tid. Det gør den hver aften/nat, når jeg har taget min leponex og melatonin, så er det godnat Ole inden for 1-2 timer. Eller, det er ikke altid jeg sover, selvom krop og klar tankevirksomhed er kaput, så ligger jeg der og stirrer

Egentlig kan man sige at min arbejdsgiver hedder skizofreni
Jeg ved ikke hvem min fagforening er, måske medicinalindustrien, den får i hvert fald en pæn slat penge fra mig hver måned Om dét er en god deal er jeg ikke entydigt sikker på. Jeg får i hvert fald ikke rigtig nogen garantier, ikke en overenskomst, udover en kvittering fra apoteket.

 

Illustration: Mikkel Sjølund

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Jah, nogle gange banker den ydre verden jo på. I Det Gule Hus har vi netop fået stillet en 25% nedskæring i udsigt, så vi går og overvejer at skrive noget til kommunens politikere og embedsmænd. Det svære er jo, at man ikke ved, hvem man skriver til. Erfaringsmæssigt har de kun tid til at overskue en kvart sides tekst, og så må man gøre sig umage. Skal man gå til vaflerne og referere til, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen, eller skal man ynke sig? Her er der et job for den psykologisk tænkende. Der er jo Uffe Ellemann-Jensen-typerne, som vil betragte stort set hvadsomhelst fra vor hånd som totale meningsløsheder, uanset hvad, man skriver. Fagforeningerne, ved vi, er fløjtende ligeglade med psykisk syge og har ikke tænkt sig at røre en finger i vor anledning. Og så er der jo hele det skattefornægtende segment, som aldrig kunne drømme om at lade en krone komme os til gode. Der er tale om det berømte omprioriteringsbidrag på 2%, der hos os pludseligt er blevet til 25%. Jeg har forudsagt dette længe, så det kommer ikke som nogen overraskelse for mit vedkommende. Jeg har længe tænkt, at Det Gule Hus er for godt til at være sandt. Det næste bliver vel, at vi bliver trængt ud af vore lejligheder, så København kun bliver for velhavere. Der foregår en udgrænsning af den mindrebemidlede borger til ingenting. Vi kan allernaadigst få lov til at se på, når De Store ter sig. Og revolution bliver der aldrig i Danmark, selvom man i sine sorte øjeblikke kunne tænke i sådanne baner.

    Svar
  2. Asger Hunø

    Hold da op en god og levende beskrivelse af hvordan du oplever din situation

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.