Hvad mon fremtiden bringer?
Katten på billedet er min, uffe, hvis fremtid, sammmen med min, måske afgøres i morgen, hvad den så end bringer.
Ja, her til aften fylder dette spørgsmål ekstra meget. Jeg er indlagt. Ikke nogen nyhed når jeg ser tilbage på det sidste års tid, som har budt på ekstrem mange genindlæggelser.
Imorgen er der netværksmøde hjemme på bostedet. Jeg aner, af gode grunde ikke, hvad det ender ud i. Jeg ved ikke, om jeg håber på at der findes en løsning, der indebærer, at jeg bliver boende. Eller om jeg håber på at kunne flytte. Mit liv har bestået af mange flytninger, mange nedpakninger, indretninger af nye hjem. Kan jeg holde til det igen? Og hvad med min kat, Uffe, som betyder alt for mig? Vil han kunne følge med videre, hvis det hedder flytning?
Der har været gode tider på mit nuværende bosted, men det sidste års tid er fleksibiliteten indskrænket en del, regler og beslutninger er vigtigere, end den enkelte beboers velbefindende. Der handles ikke ud fra den situation der er her og nu, beboerens psykiske tilstand i øjeblikket. Det er vigtigere er at det passer ind i personalets måde at arbejde på, deres regler og ideer. Et system der er gået fra fleksibilitet og en rummelighed, man som beboer kunne mærke helt ind i sjælen, til et system med fleksibilitet og rummelighed…men primært på papiret.
Jeg savner stedet, som det var. Et sted med varme, omsorg og hvor vi som beboere var i højsædet. Hvor der altid fandtes en løsning, hvor hensynet til os beboere vægtede højest. Gid de kunne finde tilbage til det. Men med en enorm udskiftning af personale tvivler jeg.
Er spændt på udfaldet af dagen imorgen. Skal efterfølgende tilbage til afdelingen og det giver ro at vide det.