Der står et træ. Det gror inde i mit hoved.
Jeg kan ikke holde styr på tankerne, så det føles som om mit hoved er et stort træ og tankerne er de voksende grene.
Alle de visne grene og blade bliver erstattet af nogle nye. Som om, at der ikke er ro til at lade bladene og knopperne spire. Alt for mange tanker på alt for lidt plads. Det føles som en mental hjernerystelse.
Jeg har brug for ro. Jeg har brug for shh inde i hovedet. Så derfor gemmer jeg mig.
Nogle gange skal man have en pause.
En pause fra sig selv. En pause fra sin sygdom. En pause fra larmen i hovedet og uroen i kroppen.
Nogle gange vil man bare gemme sig fra det hele. Og man skal også give sig selv lov til det.
Jeg bruger bøgerne og musikken som gemmesteder.
At kunne gemme sig bag en bog og ikke tænke på omverdenen, men derimod begive sig ind i en historie, i et andet miljø, er for mig et vigtigt fristed. Et helle. Jeg behøver ikke bekymre mig.
Sådan har jeg det også med musikken. Jeg lytter til teksterne. Lever mig ind i historien. Når jeg skal vise angsten, hvem der bestemmer, hører jeg Shawn Mendes’ In My Blood.
Derudover elsker jeg Eminem. Han er en ordekvilibrist. Han kan få tekster og følelser til at passe sammen. Både vrede, sorg, afmagt og forelskelse.
Jeg gemmer mig bag min dagbog. I naturen, i skoven, ved vandet, når jeg går en tur. Jeg gemmer mig når træet gror for meget og for hurtigt.
Jeg ville ønske, jeg kunne rejse ud i verden og gemme mig der. Men angsten vil følge med. Den følger mig overalt.