Der var engang, hvor jeg var naiv. Super naiv. Jeg troede at hvis jeg bare holdt op med at selvskade, at hvis jeg bare holdt op med at skære mig og blive indlagt, ville alt blive meget bedre og meget nemmere. Verden ville blive en anden. jeg ville blive en anden. Problemerne ville holde op.
Jeg troede da jeg selvskadede konstant, da jeg konstant blev indlagt, at det var der, jeg havde det værst. At jeg ikke kunne få det værre. Hvis du kigger på det udefra er det måske også rigtigt at det var der, jeg havde det værst. Og så alligevel, for omvendt var det også der mine kampe var tydeligt for omverdenen. Nu er det igen blevet mere stille, mere mit eget. Mere lukket et eller andet sted. Jeg taler mere nu, jeg forklare mere nu. Men det er som om, ingen rigtig for alvor forstår, når der ikke er blod, når der ikke er drama.
Angsten er enorm i mig for tiden, den er kæmpestor og utæmmet, men man kan ikke helt se den for den er indeni mig. Vi er sammen alene i mig. Angst, usikkerhed, bekymring og kontrol er hele min verden.
Jeg brugte selvskaden, barberbladet til at slukke mit hoved. Til at lukke angst, flash backs, tanker, alt ned. Det gør jeg ikke mere, men det betyder ikke at tingene er væk. Det betyder bare at jeg skubber og skubber foran mig i et forsøg på at finde en løsning, mens bunken bare vokser og vokser, for jeg har endnu ikke fundet alternativet til selvskade. Jeg har ikke fundet en anden måde at få forløst min smerte, min angst, mit selvhad, mit ubehag på.
Jeg har svært ved at tage imod ros for det, jeg gør. Jeg har svært ved at tage imod ros for at have ændret mine handlemønstre, for mine tankemønstre er ikke fulgt med. Mine følelser, min selvopfattelse er ikke fulgt med. Jeg tog bare en besluting om at sige farvel til den del uden at vide, hvad der så ville ske. Jeg havde ikke nogen krystalkugle og havde jeg haft en, er jeg ikke sikker på at jeg havde truffet valget om at selvskade ikke længere skulle være mig. Havde jeg kendt konsekvenserne af at holde op, tror jeg faktisk at jeg var fortsat. Men jeg er både stolt og stædig. Jeg vil ikke længere være den, folk troede jeg var. Selvskadende var blevet så meget dagligdag for både mig og mine omgivelser, at den faktisk ikke gav mening længere.
Men hvad giver så mening? det ved jeg ikke, for jeg har ikke fundet det.
Jeg forstår ikke det, der sker i mig pt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Følelsen af at være forkert, uværdig, ækel, ikke værdig til hjælp er altoverskyggende nu. Følelsen at være være så forkert at ingen rigtig kan rumme mig. Det er næsten værre end det andet. Det er næsten værre end det andet at føle at man har mundkurv på. At jeg hele tiden skal overveje om jeg nu kan sige det og det. Kan det virke grænseoverskridende? Kan jeg dele alle mine forkerte, forbudte, ulækre, uværdige tanker med nogen uden at blive dømt? Nej, det kan jeg faktisk ikke. Jeg ved godt at jeg til tider er forkert på den, men det gør endnu mere ondt at vide at man er forkert på den og så blive afvist, lukket ned. Det bekræfter mig bare i at jeg er forkert og ækel og ikke til at rumme.
Når vi snakker om min fortid, mine traumer, mine oplevelser er effekten lidt den samme. Folk omkring mig siger at jeg ikke skal retraumatiseres, at de ikke er psykologer, at de ikke har uddannelsen til at hjælpe. Men oftest forventer jeg egentlig ikke hjælp, jo måske. For det jeg egentlig higer efter er en fornemmelse af at jeg godt kan rummes. At jeg er okay på trods af det, jeg har oplevet. På trods af mine tankemønstre, mine handlemønstre.
Men er jeg så fæl, så ækel, er det jeg har med i min bagage så forfærdeligt at man skal have en længerevarende, videregående uddannelse for at rumme mig?
Det gør ondt at vide. Det gør ondt at vide, at jeg ikke tør knække sammen og bare dele min fortid med en i nærheden af mig. Jeg tør ikke dele den med dem omkring mig, der er ansat til at hjælpe. Hensynet til dem bliver størst.
Og min følelse af ækelhed, af beskidthed vokser og vokser og vokser.