Maria, din gudmor er død.

Sætningen har ætset sig fast i mig.
Fundamentet under mig kollapsede.

Hvordan kunne det ske? Og hvorfor? Der var ingen grund til at du skulle tage hende fra mig, fra os. Hendes familie og venner – os, der elsker hende. Hvorfor skulle du stoppe hendes hjerte?

Det gør mig vred på dig. Det er utilgiveligt, det du har gjort. Den sorg, den angst, den smerte, vrede og magtesløshed, jeg sidder i, er din skyld. Du har knust mit hjerte. Du har knust samtlige hjerter med din gerning.
Jeg har aldrig oplevet en sorg eller smerte som denne.
Jeg husker stadig, da min mor fortalte det. Jeg har aldrig set min mor så ulykkelig og så fortvivlet på en og samme tid. Hendes bedste veninde blev revet væk. Min gudmor – den kvinde, der bar mig i kirken, da jeg blev døbt – blev revet fra mig.

Hun var et vigtigt menneske, ikke kun for mig, men for så mange andre, så jeg forstår ikke din beslutning. Var der virkelig noget der var vigtigere oppe hos dig, end at lade hende leve videre med sin mand og sine børn?
Hun havde et hjerte af guld. Så hvorfor ødelagde du det? Hun gjorde mange gode ting for så mange mennesker. Hun satte sine aftryk, hvor end hun kom.

Hvorfor kan du ikke fjerne mennesker som Trump, Kim Jong-un og Putin? Er det fordi de ryger lige lukt i Helvede? Det skal ikke komme bag på mig, hvis det er tilfældet.

Det værste er, at jeg ikke kan ringe til hende og høre hendes beroligende stemme. Eller kunne tage imod hendes gode råd. Nyde lyden af hendes latter, duften af hende, hendes kaffe og cigaretter. Nyde hendes varme personlighed, hendes rummelighed og hendes kærlighed.
Sidst jeg så hende, var en måned før du tog hende. Og jeg fik ikke sagt farvel. For vi sagde altid ”hej så længe” til hinanden.

Det gør så ondt at jeg ikke kommer til se hende mere. Nu har jeg kun billederne og minderne tilbage.
Under bisættelsen var jeg ved at grine. Ikke fordi det var sjovt på nogen måde, men fordi det var så surrealistisk en oplevelse. Det føltes forkert. Men så så jeg den lille, kønne sommerfugl, der svævede rundt inde i kirken. Om det var et tegn ved jeg ikke, men nu vil jeg have lavet en tatovering af en sommerfugl på min skulder sammen med et ordsprog som passer til mig og det, jeg tror på.

Lov mig blot dette – pas godt på hende. Sørg for at hun smiler hver dag. Sørg for at hun kommer til at være sammen med min morfar og farfar og farbror. Sørg for at de ved, at de er elsket og savnet. At familien og vennerne hernede er stærke og passer på hinanden.

”Sorg er langvarig, smertefuld. Sorg rammer os, når vi mindst venter det. Sorg er ikke en sygdom, men et minde om vores elskede”. (Uddrag fra min roman, ”Hjem, kære hjem”).

Om Forfatteren

Jeg er 26 år. Lider af angst. Har diagnoserne panikangst og agorafobi. Derudover har jeg også separationsangst, dødsangst og klaustrofobi. På denne blog vil jeg skrive og dele mine tanker og følelser, ønsker og drømme. Mit frirum er bag bøgerne, i dagbogen, i musikken og hos min familie. Jeg er enebarn, jeg har en hund. Min familie og mine venner er min klippe. Som angstpatient, så er hver dag en for mig en kamp. Nogle dage er gode, andre dage er knapt så gode. Min måde at få luft for min sygdom er ved at skrive. Så da jeg fandt dette forum, vidste jeg med det samme, at jeg ville blogge herinde. Jeg vil fortælle min historie ved at blogge, så jeg håber at I vil læse med. - M

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.