Jeg burde… det er ord, jeg ofte siger til mig selv. Jeg burde gøre det anderledes, jeg burde vide bedre, jeg burde være kommet længere. Alle disse jeg burde er nok ret meget udløst af at jeg føler at jeg til tider er for klog til at have det, som jeg har det. For jeg ved jo bedre. Jeg er ikke dum, jeg har så mange ressourcer.

Og alligevel er jeg på nogle områder lige så hjælpeløs som et nyfødt barn. Jeg forstår ikke selv hvorfor det er sådan. Jeg forstår ikke hvordan jeg på den ene side kan agere helt normalt og på den anden side bare gå fuldstændig i spåner over den mindste lille ændring.

Jeg forstår ikke selv hvorfor jeg ikke har problemer med at tale for hele Danmark i Tv avisen, men samtidig faktisk er så angst at jeg nærmest ikke kan tænke. Hvorfor kan jeg ikke styre det bedre? Hvorfor har jeg ikke mere kontrol over tingene. Jeg ville så gerne kunne forklare mig selv at det er okay, at jeg har det som jeg har det. At jeg faktisk er syg, men jeg ser jo egentlig ikke som sådan syg ud. Jo, jeg har mange ar. Men det behøver jo ikke at betyde noget.

Nogle gange overvejer jeg om jeg er for klog til mit eget bedste, nogle gange overvejer jeg, hvorfor jeg oftest skaber en illusion af at det faktisk er okay at være mig. Men det er jo også okay at være mig, det er bare ikke okay at være indeni mig. Jeg ved godt at jeg er heldig. Jeg ved godt at jeg har lært rigtig meget, siden jeg for første gang trådte ind på en psykiatrisk afdeling for 10 år siden. Jeg er blevet ældre, jeg er vokset med opgaven om man så må sige. Jeg har udviklet en stemme, det har taget tid. Meget lang tid.

Men selvom jeg kan virke sindssygt stærk. Selvom jeg helt sikkert møder mennesker på min vej, der tænker hold da op… Hun er sej, hun er kommet langt, hun er for vild. Det er jeg måske også, hvis man ser på det udefra.

 

Jeg har lagt et kæmpe stykke arbejde i at lære at tale. At tale, så du bliver forstået, så folk lytter er faktisk en svær kunst. Det tager tid at lære. Det kræver vilje og mod at blive ved.

For når du skal lære at tale, skal du samtidig lære at stå op for dig selv. Og det er måske den sværeste kunst. Jeg har en grundlæggende ide om at jeg ingenting er. Jeg er intet værd, har ingen værdi. Ingen plads i verden. Det har været min grundtanke lige så længe jeg kan huske.

 

Jeg er min egen værste dommer. Eller er det i hvert fald nu, for jeg føler mig sjældent dømt af andre længere. Sådan var det en gang, men sådan er det ikke mere. Der var en gang, hvor jeg altid blev mødt med fordomme pga min diagnose. Man vidste hvordan sådan en, som jeg var. Jeg blev træt af at blive dømt, jeg blev træt af at alle andre vidste bedre end jeg, hvordan jeg var og hvad der var bedst for mig. For er jeg ikke et eller andet sted ekspert i mig? Er det ikke oftest mig, der ved hvorfor jeg gør som jeg gør. Hvad det er der sker indeni mig? Hvorfor skal andre fortælle mig det?

 

Jeg samlede mod og begyndte at sige folk imod, jeg samlede mod og begyndte at sætte ord på, at forklare, at tilbagevise forkerte konklusioner, at udfordre misforståelser. Det krævede mod, meget mod. Det krævede vilje og stædighed at blive ved. Til at begynde med var der ingen, der lyttede. Jo, de lyttede, men afviste alt ud fra de gængse teorier. Men jeg blev ved. For jeg var nået derud, hvor jeg vidste at enten måtte jeg stå op for mig selv, få folk til at forstå hvordan jeg er skruet sammen ellers måtte jeg lægge mig ned og dø. Det er hårdt og skræmmende at gøre noget andet. Det er hårdt at bryde mønstre. For samtidig med at jeg gjorde op med det stereotype billede af hvem jeg er, slap jeg selvskaden. Jeg vidste vel et eller andet sted godt at hvis jeg ville høres, kunne selvskaden ikke fortsat være min ven. Jeg vidste at den måtte vige pladsen for noget andet. Men jeg savner den stadig.

 

Denne her verden er hård og brutal og skræmmende. Jeg har ikke længere en tryg havn at søge ind i, når alt bliver for meget. Det er forbi, det er fortid. Men med farve til selvskade, har jeg sagt goddag til alt det, jeg forsøgte at dæmpe og lukke ned. Så verden gør meget mere ondt nu. Jeg er meget mere sårbar, meget mere angst.

 

Når man slipper en så massiv selvskade, som den jeg slap, kommer der hurtigt en konklusion fra omverdenen om at man jo må have fået det meget bedre og hvor er det dejligt. Presset på dig stiger, for du skal videre. Du har det jo bedre. Problemet er bare at det måske ikke er helt sandt. For uden selvskaden kan jeg ikke længere fjerne flashbacks, dæmpe angst og stress. Jeg er tvunget til at være i alle de følelser, jeg ikke kan håndtere. Jeg er tvunget til konstant at være i det stormvejr, der er mig. Jeg er tvunget til at deale med ting, som jeg helst ville glemme.

 

Jeg har trådt de første musseskridt på en vej, der er meget meget lang. Jeg ved at det at have sluppet selvskaden kun er det allerførste skridt, for først nu kan jeg begynde at arbejde med det indeni. Først nu kan jeg rigtigt tage fat.

 

Men jeg er bange, virkelig bange.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.