Lad os få et Danmark, hvor vi har det godt!

“Kunne vi ikke godt få et Danmark, som handler om, at de mennesker, der bor her, de har det godt? Det burde være primære mål med al politik  herhjemme!”

Sådan lød budskabet fra formand for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen, som netop har medvirket i DR, Deadline, hvor hun tog fat i debatten om de nye folkesygdomme – stress, angst og depression.

Jeg håber virkelig, at politikerne lyttede med – og at den kommende regering vil handle på, hvad psykologformanden siger. Menneskelig trivsel må og skal have en helt central placering i genopretningen af velfærdssamfundet. Vi har skabt et samfund, der genererer stress og psykiske sammenbrud. Alt går hurtigere og hurtigere, ingen føler, de kan leve op til kravene om mere og mere effektivitet og toppræstationer. Lars Løkke har i sine år som statsminister gang på gang fremstillet Danmark som et u-land, der er nødt til at spare, hvilket kaldes reformer. Reformer, som primært har ramt de syge og svage i samfundet. Sandheden er imidlertid, at vi er et af verdens rigeste lande. Selvfølgelig har vi råd til skabe menneskelig trivsel, spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være!

Hvordan skaber vi så mere trivsel? Ja, for mig at se handler det blandt andet om at gøre det lettere at gå nedsat tid på arbejdspladserne – både de offentlige og private – så unge forældre, der halser afsted for at nå det hele, kan få mulighed for at stå af ræset og få bedre tid til deres børn og hinanden. Jeg synes også, man kunne overveje forslaget fra Alternativet om at indføre en 30-timers arbejdsuge – vel og mærke uden forventning om, at vi alligevel arbejder 37 timer (eller mere). Man kunne også overveje at indføre borgerløn, så ingen længere skal på kontanthjælp og møde op på jobcentrene, som i øvrigt bør reformeres eller afskaffes. Og så bør presset på de unge lettes betydeligt, de mistrives jo i den grad i dagens Danmark, hvor de skal præstere mere og mere, score 12-taller på stribe og bliver målt og vejet konstant og skal gennemføre deres studier uden svinkeærinder helst på rekordtid. Det skal ses som en fordel, at de prøver et par studier af – gerne nogle der bibringer dem lyst til at fundere over livet og skubber dem i en humanistisk, åndsvidenskabelig retning – inden de bestemmer, hvilken retning, de vil gå. SU-reglerne bør altså laves om, de er alt for stramme. Det er ikke målrettede skyklap-robotter, vi skal massefremstille på samlebånd, det er unge mennesker af kød og blod, vi vil bibringe konkret viden samtidig med, at de udvikler sig til hele, voksne mennesker.

Og så er det faglige niveau i gymnasierne og på de højere uddannelser skruet helt absurd højt op. Niveauet er nu så højt, at gymnasieelevers forældre gudhjælpemig er begyndt at hyre private mentorer, der kan hjælpe med skriftlige opgaver, så chancen for 12-taler stiger. Hallo der! Hvad bliver det næste? At mentorerne også går til mundtlig eksamen for eleverne?

Jeg er lykkelig for, at jeg ikke er ung studerende i dag. Der var da visse rimelige krav, da jeg gik i gymnasiet og på universitetet, men der var bestemt også plads til at have det godt. Det tror jeg ikke, der er længere.

 

Der skal være tid til at glo ind i væggen

At have det godt, handler også om, at vi selv bliver beder til at sige fra overfor de umenneskelige krav, vi stiller til os selv. Om dette har Eva Secher Mathiasen har i et tidligere blogindlæg sagt følgende, som jeg stadig er 100 pct. enig i:

”Oplevelsen af ikke at slå til og af, at der altid er et nyt mål, du skal nå – altid noget nyt, du skal være bedre til – inficerer jo både dit arbejds- og privatliv. Du skal huske at bage de speltboller, løbe maraton og samtidig være en god partner, forælder og have et lykkeligt ægteskab. Kravene er uden ende. Det kan nogen leve op til og trives med, men langt fra alle. Vi dyrker gennemsnittet, som om de var eliten. Vi forlanger, de skal kunne mere, end de kan præstere, og det er der mange, der bliver psykisk belastet og syge af. I stedet skal vi lære at elske gennemsnittet. For vi kan ikke konstant præstere. Nogle gange skal man også bare glo ind i væggen og lave absolut ingenting”.

Vi kunne lære af New Zealand

Som det første land i verden præsenterede New Zealands regering for nylig et samlet nationalt budget, der sætter trivsel – ikke økonomiske mål – forrest. Den første finanslov for well-being.

Det er et interessant nybrud. Siden 1930’erne har den styrende måleenhed for et lands fremskridt været BNP – bruttonationalproduktet.  Ved at måle udviklingen i den økonomiske produktion får man et billede af landets vækst og dermed fremskridt.

Men nu vil New Zealand rangere konkrete mål for borgernes trivsel over BNP i sit årlige budget. Samfundets tilstand skal ikke måles blot ud fra økonomisk vækst, men ud fra den generelle velfærd eller trivsel blandt de fem millioner borgere. Alle ministerier er blevet instrueret i at designe politikker for at forbedre trivslen i samfundet.

Når New Zealand kan gøre det, kan vi også – hvis den politiske vilje er tilstede herhjemme.

 

Mulighed for orlov ved stress og angst

Vi må også huske på, at det gennemsnitligt tager fem år at stoppe udvikling af alvorlige, psykiske tilstande som stress og angst. Derfor må orlov / syge – pause være en mulighed, som helt naturligt kan tages i brug, når filmen knækker for mennesker i og uden for “hamsterhjulet”!

 

Menneskelig kontakt forsvinder

Vi kunne også tage ved lære af forfatteren Knud Romer, som advarer mod den dehumanisering, der sker i samfundet, hvor alt bestemmes af maskiner på baggrund af algoritmer – ikke af mennesker af kød og blod.

”Ubemandede banker, ubemandede biblioteker, ubemandede DSB-stationer. Menneskene forsvinder. Det bliver det ubemandede liv, hvor alt er digitaliseret, og alt andet er bare til besvær og tager for lang tid og koster for mange penge,” har han udtalt til Kristeligt Dagblad.

 

 

Du kan se indslaget med Eva Secher Mathiasen i Deadline her:


https://www.facebook.com/DR2Deadline/videos/2361702570589088/

 

 

Og se Knud Romer tale om den manglende menneskelige kontakt her:

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/knud-romer

 

….samt læse om New Zealands nye trivselsmodel her:

https://www.zetland.dk/historie/s8DPa9j2-a8dQKjjz-62289?al_applink_data=%7B%22target_url%22%3A%22https%3A%5C%2F%5C%2Fwww.zetland.dk%5C%2Fhistorie%5C%2Fs8DPa9j2-me6E3VkX-31e99%22%2C%22extras%22%3A%7B%22fb_app_id%22%3A237759909591655%7D%2C%22referer_app_link%22%3A%7B%22url%22%3A%22fb-messenger%3A%5C%2F%5C%2F%5C%2F%3Fapp_id%3D237759909591655%22%2C%22app_name%22%3A%22Messenger%22%7D%7D&fbclid=IwAR1fyuJNMs1hUBLPUOWQy0WkpZPTN7-NpkEGVYpwigMhYOdwYZcPecd2ELY

 

Eva Secher Matiasen deltog også i den store happening for #enværdigpsykiatriforalle foran Christiansborg lørdag den 1. juni. Her med rød hjerteballon – flankeret af Ergoterapeuternes formand, Tina Nør Langager.