Tekst: Karen Willumsen

For mere end 35 år siden i en 8.klasse et sted i Jylland sad der en 14-årig pige i en orienteringstime og led helt forfærdeligt. Hun var lige kommet ind fra frikvarteret, hvor turen ned ad gangen, som så ofte før i det sidste års tid, havde været en logistisk udfordring af de større. Hvornår og hvor skal jeg være på den uendeligt lange gang for at den og den gruppe drenge, der plejer at komme ud af det og det klasselokale, ikke ser mig og kalder mig alle de grimme ting, som jeg ved, er rigtige nok, al den stund jeg er en menneskelig misforståelse? Det var heller ikke i dette frikvarter, at det lykkedes at undgå skældsordene, der nu sad som et lag spyt på en usikker, ufærdig sjæl.

Pigen kedede sig i orienteringstimen, stoffet var alt for nemt, og hvis hun ikke deltog i undervisningen og provokerede de andre med det, der åbenbart var en uacceptabel stræbermentalitet, var det næsten som om hun ikke sad der i klasselokalet med en tilsølet sjæl. Hun rodede distræt i sit penalhus og fik fat i passeren og uden at tænke synderligt over, hvad hun gjorde, pressede hun nålen mod huden lige over håndleddet. Den lille prikkende smerte fik hende ned i kroppen, men det var ikke særligt slemt, ikke sammenlignet med turen ned ad gangen. Prikket blev til et længere rids, blodet piblede frem sammen med endorfinerne i hovedet. Det lærte hun dog først mange år senere, at det at påføre sig selv en voldsom smerte frigiver endorfiner i stil med dem, der får mange mennesker til at elske hård fysisk træning.

Lige der i orienteringstimen vidste hun bare, at hun havde fundet en måde at være til stede i skolen på. Hun kunne ikke overskue konsekvenserne af ikke at gå hen i skolen. Og hvor skulle hun også ellers opholde sig, fra hun gik hjemmefra kl. 8 og til hun forventedes at komme hjem igen 7 timer senere? Hellere en sjæl, der føltes som indholdet af en skraldespand end at skulle forsvare sit pjækkeri og al den uro og måske foragt og afvisning, hun frygtede ville komme ud af det. At forsvare sig selv var ikke noget, hun var trænet i – det var som om der ikke var noget indeni hende, der var værd at forsvare. Der var drømme og tanker jovist, men mest af alt bare en selvlede, der kun voksede som tiden gik.

En dag hun sad og ridsede, kom læreren hen og sagde lidt hårdt: “Lade dog være med det der”. Det kunne pigen ikke se nogen grund til, alternativet som var at kunne mærke omgivelsernes foragt i stedet for noget så enkelt og konkret som smerte fra et sår på huden var langt, langt værre. Pigen havde ikke andet at sætte i stedet for den dejlige fysiske smerte fra nålen, og det var heller ikke det læreren tilbød hende. Han sagde sådan set bare, at hun var forkert, men det vidste hun jo allerede.

Det var en lettelse at komme i gymnasiet et par år senere væk fra den svære logistik med placeringen af drengegrupper, klasselokaler, tidspunkter og vennerne, som ikke var der. Det er svært at læse andre mennesker og få venner, når man er Ingen, så pigen havde det svært socialt også med de børn, som måske egentlig gerne havde villet være venner med hende. Det var dejligt at lære spændende ting og blive belønnet for sin flid med gode karakterer og anerkendelse fra lærerne i stedet for med hån. Men hun fejlede hver dag, svarede forkert på spørgsmål i timerne, fik 8 for en aflevering og ikke 10 eller 11, som hun plejede, misforstod noget læreren eller klassekammeraterne sagde. Når det skete, råbte Tomheden hende ind i ansigtet, og bekræftelsen af at være et defekt menneske fyldte hende, så det eneste, der hjalp var at ridse sig med skarpe ting. Hvis Tomheden råbte, mens hun sad i klassen, ja, så måtte hun skære der, selvom det var sværere at skjule end nede på toiletterne i kælderen. Tit tænkte hun heller ikke over, at andre så hende, for når hun var Ingen for sig selv, var hun det vel også for andre?

En dag var der en af klassekammeraterne, der så hende og elskede hende og syntes, hun var charmerende, klog og sjov. Følelsen af at være levende, set og elsket var så ny og så vidunderlig, at hun slet ikke vidste, hvordan hun skulle forholde sig til det hele. Det var svært at være i for den anden, der var nødt til at forsvinde fra pigens liv. Den 17-årige pige med sårene på armene og knivene i skoletasken kunne ikke rumme smerten ved tabet, men det behøvede hun heldigvis heller ikke. Barberbladene, som hun fandt ud af var meget skarpere og bedre til at lindre smerten indeni med, fik sorgen og savnet til at forsvinde med blodet ned i toilettet. Ganske vist kom den igen, men så skar hun bare en gang til. Hun forstod ikke, hvorfor hun ikke kunne lade være og prioritere at have smukke glatte arme ligesom klassekammeraterne.

Der var også andre, der så hende, når hun skar, mange søde bekymrede voksne, en psykolog på skolen, senere en psykiater i ungdomspsykiatrien, en empatisk studievejleder, der ønskede at rumme og hjælpe – og gjorde det. Pigen var glad for opmærksomheden og omsorgen, som hun fik på sit stumme sprog. Selvfølgelig vidste hun, at de søde voksne bare endnu ikke havde opdaget, at hun var en Ingen, et misfoster i verden. At de skarpe tanker hun leverede i undervisningen og i sine opgaver, og som de roste hende for, bare var fake. Alligevel var det rart at blive set og mærke bekymringen. Det var noget, hun ikke ville undvære. Så hun blev ved med at skære, for det måtte jo være, derfor hun blev set? Følelsen af at være et menneske på godt og ondt med en ret til og et formål med at være i verden og med et behov for og en ret til at modtage omsorg og kærlighed eksisterede ikke for hende.

Næsten 30 år senere var der en psykolog, der fik hende til at se, at det ikke kun var omverdenen, hun kommunikerede med, når hun skar og brændte sin krop, eller prøvede at slå den ihjel – hun kommunikerede også med sig selv. Ved skaden kommunikerede hun en udtalt foragt for sig selv og vedligeholdt dermed den fortælling, drengegrupperne påbegyndte, da hun var 14 år gammel – fortællingen om et misfoster og en Ingen, som fortjente foragt, hån og udsletning. Hun forstod, at hun for længst var blevet sin egen mobber, og at selvskaden var med til at vedligeholde den mobning. Med forståelsen fulgte indsigt og med indsigt fulgte en vilje til at ændre og tage ansvar for sit liv og sin trivsel.

 

Om Forfatteren

Outsideren er Danmarks største online-magasin om psykiatri og psykisk sygdom, produceret af mennesker, der har prøvet psykiske lidelser på egen krop og sjæl. Outsideren er et talerør for folk med psykiatrisk brugererfaring. Outsideren tilbyder også Danmarks største blogger-univers for psykisk sårbare.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.