Jeg sidder med barberbladet. Helt hypnotiseret. Jeg lader det glide hen over min hud, og føler med det samme trangen til at presse til. Sidder og klemmer på en dåse cola. Jeg tænder en smøg og tar et hvæs. I det jeg puster ud, presser jeg til. Jeg ser min hud åbne sig ligeså stille og roligt.
Jeg føler med det samme en form for lettelse der er ubeskrivelig.
tager barberbladet op igen, og presser til i samme sår igen. Følelsen af stolthed fylder mig. Endelig noget jeg kan finde ud af. Endelig noget jeg har kontrol over.
Jeg kigger ned og ser blodet flyde ud over min arm. Det eneste jeg tænker på er at jeg vil lave det dybere. Jeg tænder en smøg mere, tager en tår af min energidrik, og tørre blodet væk. Jeg laver et nyt snit.
Denne gang går bladet lige igennem huden. Min hud åbner sig op, og blodet begynder med det samme at løbe ned af min arm. Ned på håndklædet jeg sidder med. Tager et hvæs mere af min smøg.
Jeg er fyldt op af fascination af hvordan mit nye sår gaber.
Jeg kan se at jeg er nået igennem fedt laget, og det går op for mig at jeg måske har ramt en blodåre. Såret bløder mere end jeg før har oplevet.
Jeg presser håndklædet hen over såret og ryger min smøg færdig.
Måske jeg skulle ringe til 1813. Jeg kigger ned på såret og overbeviser mig selv om at jeg sagtens kan klare den selv. Jeg har jo lært at blodårene lukker sig selv, med mindre man har skåret på langs af armen.
I mens jeg presser på såret, får jeg en tanke. En tanke der før har fyldt meget. Hvor var du?
I hele mit liv, har jeg været så vred på dig. Jeg har skrevet en million breve til dig, bare for at komme ud med mine følelser. Jeg har aldrig sendt dem, for jeg ved hvor ondt det ville gøre. Jeg har været ond nok, overfor folk jeg elsker. Men dig. Dig elsker jeg ikke. Hvordan sku jeg ku elske en mand der aldrig nogensinde har været der for mig? En mand der aldrig har haft interesse for andet end procenter i flasken.
Du er som en fremmed mand for mig. Jeg er lavet af dit kød og blod. Men vi er så forskellige. Du er en svag mand, der ikke kan finde ud af at være der for nogen. Ikke engang dine egne børn ser op til dig.
Jeg tager barberbladet og laver et tredje snit. Det her er til dig. Jeg hader dig så meget at det ikke engang gør ondt på mig mere.
Hvilken far vælger alkohol frem for sine børn? Det gør du.
Derfor er det her snit til dig.
Jeg glæder mig til den dag du får min arm at se. Så kan det være du endeligt forstår hvad du har gjort, og ikke gjort.
Jeg kan ikke og kommer aldrig til, at forstå dig. Jeg har ingen respekt for dig.
Jeg kigger ud af vinduet mens jeg lader blodet løbe ned af min arm. En dråbe rammer mit helt hvide lagen. Lidt som mit sind. Jeg er færdig med at bruge tid og kræfter på dig. Jeg sletter alle de spor du har sat i mig. Jeg kommer aldrig til at blive som dig.
Et 4 snit får liv. Jeg køre bladet frem og tilbage. Igen og igen. Indtil det har samme dybde som de andre.
Mit had til mig selv bliver større. Jeg overvældes af tanker om hvor uduelig jeg egentlig er. Det hele ville være nemmere hvis alle hadede mig. Så ville jeg ikke kunne skuffe nogen. ikke kunne såre nogen.
Jeg er draget af det mørke hjørne i mit hjerne. Dæmonerne finder mig altid, og de tager over.
Mine dæmoner har været med mig siden barns ben, og de har overtaget alt gennem de sidste 3 år af mit liv. Det er dem der styre mit sind. Det er dem der skubber mig ud over kanten, hvor den eneste løsning er at skære hul, så deres ånd kommer ud igennem blodet der flyder.
Jeg kigger ned af min arm, og ser 4 store åbne sår der ikke vil stoppe med at bløde. Jeg mærker efter og føler en tilfredshed. Men samtidig vil jeg have mere. Jeg er blevet følelses løs, og kan ikke længere mærke smerten. Jeg er fortabt. Fortabt helt ind til knoglerne.
Mit liv har taget en helt anden drejning end jeg selv havde forestillet mig.
Min arm er efterhånden dækket til med ar. Nogle store, nogle små. Jeg er ikke mæt endnu. Jeg er besat af følelsen, og lytter til musikken i baggrunden. Pludseligt giver teksterne mening. Jeg forstår hvad sangene handler om. Jeg forstår kunstnerens smerte.
Det melankolske har altid fyldt meget for mig, og jeg har altid været grænsesøgende. Men jeg kigger ned igen. Ser min arm. Jeg er bange. Bange for mig selv og hvor langt ud jeg egentlig kan komme. Jeg skære jo ikke for at dø. Jeg skære fordi det lindre. Og for at få en følelse af stolthed.
Min arm er min svaghed.
Jeg glæder mig til at møde min skaber. Men samtidig er jeg rædselsslagen for at dø. Hvad sker der når livet er slut?
Jeg kan ikke holde tanken ud om at det hele er slut en dag. Jeg har brug for en mening. En mening med livet og en mening med døden. Men hvor og hvordan finder jeg den? Og bliver jeg mon tilfreds med det, hvis jeg en dag finder ud af det?
Jeg har altid tænkt jeg selv vil bestemme hvornår og hvordan jeg skal herfra. Men hvornår er jeg mæt nok til at kunne sige stop?
Jeg fodre mine dæmoner med en frygt jeg ikke vil kendes ved. Jeg skubber alt hvad der minder om kærlighed fra mig. Det er lettere uden.
Jo mere ligeglad og ond jeg er jo nemmere bliver livet.
Endnu engang kigger jeg ned på min arm. Jeg fælder en lille tåre, for hvordan er jeg kommet så langt ud? Hvad driver mig ud i at den eneste løsning er at skade mig selv?
Jeg kan ikke finde mening med noget. Jeg tager bladet op igen. Sætter det mod huden. Men jeg skære ikke. Har jeg mon endeligt fået nok? er det her det sidste snit?
Inde i mit hovede foregår der en kamp. Skal jeg eller skal jeg ikke?
Jeg lægger barberbladet på bordet, og går i stå. Jeg mærker efter. Men der er ikke noget at komme efter. Jeg kan ikke stoppe. Jeg vil ikke.
Jeg tager bladet igen. Presser så hårdt imod huden som jeg kan, og kan hurtigt se at det her er det dybeste jeg nogensinde har skåret. Jeg bliver fyldt op med frygt. Er det her det sidste snit? Er det min død jeg lige har skåret frem? Er det nu jeg skal ringe til nogen?
Jeg får sendt en sms afsted, og der går ikke længe før det ringer på.
Jeg går ud og lukker op, og jeg efterlader et solidt blodspor på vej ud til døren.
Jeg går tilbage til sengen. Ligger mig ned og kigger ned af min arm. Endnu en aften på kanten mellem liv og død.
En eller anden, tag min hånd og vis mig verden før det er for sent.