For Hanna Carmen Beckwith er stemmerne langt mere end noget hørbart. De er overalt i hendes stue, og hun beskriver det derfor som noget, hun har. Alligevel er det lykkedes hende at passe et arbejde i næsten fire årtier, som hun fortæller om i denne gengivelse af hendes foredrag om et langt liv med stemmer.

Af Hanna Carmen Beckwith

Jeg har – siden jeg var barn – hørt stemmer. Jeg kan huske, at jeg sagde det til min mor, der bare slog det hen og sagde, at det var naboen, jeg kunne høre. Men det var hele tiden mit navn, der blev sagt. Jeg hørte det meget tydeligt, som vi sidder og taler sammen. Jeg husker ikke, hvor længe det varede, men i dag hører jeg kun stemmer inde i mit hoved. De er der til gengæld konstant.

Frygtede at blive tvangsindlagt
Jeg blev indlagt første gang i 2010. Det er 9 år siden. Det var på grund af en svær depression med psykoser. Jeg blev kørt til psykiatrisk skadestue af min praktiserende læge. Jeg havde ellers svoret på, at jeg aldrig ville blive indlagt. Jeg boede tæt på psykiatrisk center Glostrup, og hver gang jeg gik forbi psyk, gik jeg en stor bue uden om for ikke at blive “opdaget”. Jeg var sikker på, at hvis de “opdagede” mig, ville de kunne se, at jeg talte med mine stemmer, og så ville jeg blive tvangsindlagt.

Under indlæggelsen gik jeg til personalet og sagde, at jeg hørte stemmer. Jeg havde en jury af silhuetter siddende inde i væggen, som konstant overvågede mig. Det har jeg stadig den dag i dag.

Psykiateren mente ikke, at det var skizofreni
Jeg kom igennem en test, der skulle afgøre, om jeg havde skizofreni. Der var cirka 500 spørgsmål, jeg skulle svare på. Psykiateren mente, at min diagnose ikke var skizofreni, men PTSD, fordi jeg ikke gik mærkeligt påklædt, og jeg er blevet misbrugt som barn.

I cirka 2014 – jeg husker det ikke helt – kom jeg ind hos Distriktspsykiatrien, hvor jeg fik en ny psykiater og kom også til psykolog. De gav mig diagnosen paranoid skizofren. Jeg begyndte at få Abilify, som har hjulpet mig meget. 400 mg injektion hver 3 uge.

Stemmerne vækker mig
Jeg har hele stuen fuld af stemmer. Det er ikke stemmer fra personer, jeg kender, men jeg har efterhånden lært dem at kende. Der er rigtig mange. Om morgenen, når jeg vågner, er der et par stemmer inde i mit soveværelse, der siger: “God morgen”, og beder mig om at stå op. Nogle gange bliver jeg vækket af stemmerne. Det kan nogle gange ske et par gange om natten og tidligt om morgenen, så jeg står op ved 5.30-tiden, fordi stemmerne ikke vil lade mig sove igen.

Der sidder stemmer overalt i min stue
Jeg står op og går ud og laver kaffe. Jeg skal igennem stuen for at komme ud på min altan. Der går jeg ud og drikker morgenkaffe, fordi der ikke er plads i min stue. Der sidder stemmer overalt. Jeg skal passe på, at jeg ikke vader dem over tæerne. Så jeg går spidsgang mellem dem for at komme ud på min altan. Ude på altanen er der kun et par stemmer, men de har en stol ledig til mig, så jeg kan sidde ned og drikke min kaffe i ro og fred.

De taler kun lidt til mig. Jeg svarer sjældent stemmerne igen. Nogle gange bliver jeg dog nødt til at sige noget til dem. Det kan være: “’Flyt jer”, eller svare på spørgsmål, hvis de er meget insisterende. Jeg har stemmer, der kommer ud af fjernsynet. Det kan være en kommentator eller en tv-vært. De forsvinder dog hurtigt igen. De stemmer, jeg som regel har, er alle nogen, der har været hos mig i mange år.

Kan få mine stemmer til at forsvinde
Det nye er, at jeg kan få mine stemmer til at forsvinde i en halv time til en time. Jeg har en kvindelig stemme, der går igennem væggen ind til naboens køkken og sætter kaffe over. Når kaffen så er færdig, kommer hun ind og siger til de stemmer, der er i min stue, at nu er der kaffe, og at de godt må følge med.

Indtil nu, er jeg så heldig, at alle mine stemmer går med ind gennem væggen, ind til naboen og drikker kaffe. Så kan jeg endelig være i min stue og sidde i ro og fred. Det er dog helt sikkert, at hvis jeg forlader stuen, enten for at lave mere kaffe eller gå i bad, så er stemmerne kommet tilbage fra kaffe hos naboen og fylder hele stuen igen.

Ved at tegne kan stemmerne forsvinde
De taler konstant til mig. De kommenterer ALT, hvad jeg laver. De er som regel meget neutrale, og siger bare ting som: “Nu gør hun det og det”, og hvis jeg sidder og tegner eller maler, som jeg gør rigtig meget, så kommenterer de, hvilken blyant jeg skal bruge, og hvad jeg skal tegne, male osv. Nogle gange opdager jeg, at jeg har siddet og koncentreret mig så meget om at tegne, at der ikke har været stemmer i et stykke tid. Det nyder jeg faktisk.

Jeg fik engang Risperidon, der gjorde, at jeg slet ingen stemmer havde. Det blev meget, meget tomt i mit hoved. Jeg blev faktisk ret ensom. Man kunne måske synes, at det måtte være rart, at stemmerne forsvandt, men jeg havde følelsen af, at jeg gik inde i en osteklokke. Jeg havde heller ingen mimik, ud over, at jeg fik ufrivillige trækninger om munden. Da min psykiater opdagede det, blev jeg omgående sat af Risperidon, og gik derfra over til Abilify.

Føles som om jeg er født med stemmerne
Jeg er i dag 53 år gammel og ved ikke, om jeg kan leve uden mine stemmer. Som jeg sagde før, var jeg helt uden stemmer, da jeg fik Risperidon, men ensomhedsfølelsen var ubeskrivelig. Jeg har haft stemmer i mit hoved, siden jeg var barn. Jeg husker ikke helt, hvor gammel jeg var – ikke andet end, at det føles som om, jeg er født med dem. Så at være helt uden stemmer, giver en følelse af ensomhed.

Jeg husker, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle foretage mig på Risperidon, fordi jeg var og er stadig vant til at stemmerne siger, hvad jeg skal foretage mig. Da jeg var på Risperidon sad jeg ensom og kiggede ind i væggen og kunne intet foretage mig. Sådan var det i weekenderne og om aftenen.

Havde stemmerne med på arbejde i over tre årtier
Jeg har haft arbejde siden jeg var 14 år og har arbejdet i 35 til 37 år på fuld tid. Jeg har haft stemmer med på arbejdet, der har hjulpet mig igennem hverdagen. Nogle gange føles det dog som om, de har spændt ben for mig. Sådan var det ved mit sidste arbejde, hvor jeg arbejde som afdelingssekretær. Jeg havde forfaldent kontorarbejde og lagde budgetter. Jeg har altid været rigtig god til matematik, men i dag kan jeg næsten ingenting, hvad angår regning. I dag er jeg på førtidspension.

I dag er jeg netop afsluttet med at deltage i et forskningsprojekt om medicinnedtrapning for skizofrene. Jeg er trappet cirka 75% ned i medicin, så jeg kun får 10 mg Abilify i tabletform. Det er jeg rigtig glad for. Jeg har det bedre og bedre, trods stemmerne. Jeg har lært at styre dem, selv om de styrer mig en gang imellem. Det er dog trods alt til at holde ud, selvom jeg har stemmer i alle mine vågne timer. Jeg vil hellere have stemmer end at have en følelse af komplet ensomhed, på trods af at de fylder ret meget.

Om Forfatteren

Outsideren er Danmarks største online-magasin om psykiatri og psykisk sygdom, produceret af mennesker, der har prøvet psykiske lidelser på egen krop og sjæl. Outsideren er et talerør for folk med psykiatrisk brugererfaring. Outsideren tilbyder også Danmarks største blogger-univers for psykisk sårbare.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Kære Hanna Carmen Beckwith!

    Jeg kan virkeligt genkende meget af det, du fortæller. Mine egne erfaringer med stemmer er dog ikke så omfattende som dine, idet mine kun stod på et par år. Jeg husker tydeligt, da jeg som nybegynder oplevede, at der kom ganske tydelige stemmer ud af væggen. Jeg synes, at det tog mig lang tid at lære at skelne mellem virkelige stemmer, og så de, kun jeg selv kunne høre. Også jeg havde et mægtigt arsenal at forskellige personligheder, jeg på denne måde kommunikerede med.

    Det der med at føle sig ensom, når stemmerne er væk, er mig også velkendt. Men jeg valgte altså at leve uden stemmer. I dag lever jeg alene, men på en måde, jeg ikke rigtigt selv forstår, føler jeg mig ikke ensom. Jeg føler et nærvær, ikke af andre personligheder, men måske af noget generelt menneskeligt hos mig selv. Der er så meget i det at være normal, som jeg ikke kan gøre rede for, men som er vigtigt i det at leve. Måske er det det, at man kan gøre sig tanker, uden at nogen blander sig i det – måske er det også det, at man selv kan vælge, hvad man vil tænke på, og at hele setup’et er hyggeligt. I forbindelse med mine psykiske lidelser har jeg oplevet så megen uhygge, at jeg opsøger det trygge. Horrorfilm er slet ikke mig. Nogle vil måske finde dette lidt ensidigt, men på den anden side oplever jeg, at det er mig muligt, i et vist omfang, at formidle min tryghedsoplevelse til andre mennesker, hvor den tit falder på et tørt sted. Og så finder jeg, at en tryg baggrundsfølelse er en vigtig faktor i forhold til det at lære noget. Og her må jeg indrømme, at jeg som folkepensionist styrer udenom alt hvad der kan virke stressende. Der er indeni hvert menneske en lille flamme, et lille lys, som man skal passe på og værne mod livets storme. Det betyder for mig, at jeg er opmærksom på, hvad der kommer til mig fra andre mennesker. I det psykiatriske område skal man efter min opfattelse have megen respekt for de vanskeligheder, der ligger i at involvere sig nærmere med personer, der har alvorlige problemer. Der er ingen pointe i, at en anden person puster mit lys ud. Jeg oplever, at personer, jeg kender, involverer sig kraftigt i at hjælpe andre, som har alvorlige vanskeligheder, men hvor de har en tilbøjelighed til at tage fejl bestik af, hvad de egentligt selv kan overkomme. Det er udmærket at ville hjælpe, men i mange tilfælde er det professionelle, der skal til.

    Svar
  2. Trine

    Kære dig.

    Hvor er det altså bare fedt at høre en beskrivelse af hele oplevelsen af at høre stemmer. Det er svært for mange at forstå, hvorfor man ikke skulle ønske at komme af med stemmerne. Men faktisk oplever mange det samme som dig, at de føler sig ensomme.

    Jeg ved ikke, hvor du bor i landet, men i Aarhus holder Stemmernes Fællesskab møder hver måned for folk der hører stemmer. Her går de ikke op i diagnose eller medicin men i selve oplevelsen og i at forstå meningen med stemmerne. Du kan læse mere på Facebook i gruppen ‘ Stemmernes Fællesskab’.

    Tak for dit fine indblik og tillykke med din rejse 🙂

    Mange hilsner Trine

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.