Når jeg kigger tilbage på sidste år, ser jeg mange negative hændelser, hvilket typisk er min måde at se verden på, hvilket er enormt frustrerende. Men hvis jeg tænker grundigt efter, er der faktisk flere positive oplevelser at se nærmere på.
I maj måned har jeg fået en dejlig kæreste, som virkelig accepterer mig og elsker mig, lige som jeg er. Det begyndte som et stærkt venskab, som udviklede sig til kærlighed efter længere tid, hvor vi begge havde et godt øje til hinanden. Ture i skoven, samtaler til sent på aftenen, grin, smil, forståelse, rummelighed, tryghed, flirt, støtte, madlavning mm, er noget af det, som beskriver venskabet. Egentlig var ingen af os på daværende tidspunkt interesseret i et forhold pga. vores personlige udfordringer og tidligere erfaringer, men kemien var der, og vi fik opbygget en kæmpe tillid til hinanden. Længe havde jeg tænkt, at jeg syntes, at han en meget attraktiv mand, og jeg var meget begejstret for hans personlighed med bl.a. en god humor, lysten til at opleve noget, aktiv livsstil, klog og et godt netværk samt nogle spændende interesser som f.eks. musik, litteratur og træning. Vi oplever mange af de samme udfordringer i livet og er virkelig gode til at få snakket om det, der rør sig, og det har hele vejen igennem føltes helt naturligt at åbne op over for hinanden. Han er accepteret af familien, og hos ham finder jeg allermest ro i hverdagen, fordi jeg for alvor føler, at jeg kan være mig selv i hans nærvær.
Psykiatriens Hus (PH) er kommet til byen, hvilket har resulteret i færre og generelt kortere indlæggelser, hvilket er en kæmpe sejr for mig, og det er ikke længere et nederlag for mig at række ud efter hjælp. I PH føler jeg, at der er plads til hele mig, og jeg bliver set som så meget andet end min diagnose, som jeg ikke synes skal være det, som beskriver mig som person. Her bliver der set på det hele menneske og situationen lige nu og her i stedet for forskellige symptomer, som beskriver min personlighedsforstyrrelse og ADHD. Der fokuseres meget på kvaliteter frem for begrænsninger, og jeg har bedre kunne formå at have en nogenlunde hverdag kørende under mine ophold her. Tidligere havde jeg en brugerstyret kontrakt i den øvrige psykiatri med mulighed for overnatning 1-5 døgn, men den blev flyttet til PH i begyndelsen af 2019 i den regionale del af huset og er senere blevet til en færdigbehandlet plads i den kommunale del. Dette er pt. mit hjem, indtil der bliver plads i et botilbud, hvilket jeg håber bliver en gang i løbet af foråret.
I PH er der personale hele døgnet med sovende nattevagter. Der er ansat pædagoger, socialrådgivere, ergoterapeuter, fysioterapeuter, sygeplejersker, sosu-assistenter, psykologer, en læge samt peer-medarbejder (folk med psykisk sårbarhed, som typisk arbejder i fleksjob). Jeg drømmer selv om en dag at gennemføre peer-uddannelsen og dermed kunne bruge min egne erfaringer til forhåbentlig at kunne gøre en forskel for andre, da jeg efterhånden har været igennem lidt af hvert som at føle mig forkert og anderledes, mobning, psykisk vold, indlæggelser på psykiatrisk hospital, tvang i form af medicinering, tilbageholdelse og indlæggelse, selvskade, udfordringer med følelsesregulering, selvmordsforsøg, angst, kropslig uro, tankemylder, fejldiagnosticering, medicin både med og uden effekt, grænsepsykotiske oplevelser, dårlig nattesøvn, at leve med en facade på og undertrykke mine følelser som bl.a. vrede og svigt. Jeg synes i virkeligheden, at jeg har været igennem lidt for meget i en alder af 28 år.
Jeg har gennemført et kortere kursus om ADHD og har meldt mig på ´mindfulness i hverdagen` samt `hjerne og kognition` med opstart i januar og april, hvilket jeg glæder mig meget til. Og det er enormt vigtigt for mig med nogle succesoplevelser.
Jeg har fået bevilliget et ekstra halvt år med individuel terapi og skal formentlig begynde i gruppeterapi til maj, hvor der vil være et overlap i en måned. Det bliver helt sikkert hårdt begge dele, og jeg ved, at det bliver svært for mig at afslutte med min psykolog, da jeg med tiden har lært at slippe facaden over for ham og sætte ord på mine udfordringer. Jeg føler mig tryg i terapien, og jeg har tilladt mig selv at give plads til vrede, frustrationer, angst, tristhed mm. Jeg ser frem til at skulle begynde i gruppeterapi, da det for mig giver rigtig god mening at kunne dele sine erfaringer med andre og måske kommer til at se livet fra flere forskellige perspektiver. Det vil nok tage noget tid at få opbygget en tillid til de andre i gruppen, og jeg vil helt sikkert opleve at føle mig afvist, at folk går til mig, og at nogle gange vil have lyst til at gå, men uden forventning om, at det rent faktisk kommer til at ske. Jeg kommer til at skulle forholde mig til andres livshistorier, hvilket jeg både ser frem til, men er også nervøs for, og jeg bare kommer til at tage omsorgsgenet på mig og vil hjælpe alle andre og glemmer også at have fokus på mig selv. Men jeg forventer også, at terapeuten vil være med til at sørge for, at alle får bidraget med noget.
Jeg har fået en stærkere krop, hvilket bidrager til et større overskud. Træningen er et frirum for mig, hvor jeg slipper for bekymringer og det kaos, som jeg har indeni, og jeg er meget mere nærværende og har mere energi bagefter. Jeg styrketræner 3 gange om ugen, løber ca. 2 gange om ugen, går til BAT (body awareness therapy) med fokus på vejrtrækning og at mærke sin krop samt yoga.
Jeg har fået tatoveret en puslespilsbrik på mit venstre lår, som dækker 2 ar, som jeg har været rigtig ked af, men nu har jeg det væsentlig bedre, når jeg kigger ned af mig selv. Jeg lægger rigtig mange puslespil, hvilket giver mig ro og fordybelse, og jeg nyder at give mig i kast med udfordrende puslespil som f.eks.`impossible puzzle` samt `Wasqij?`.