Det er aften, et sted mellem klokken 22 og 23, og tager jeg min aften medicin. Det er antipsykotisk og litium + melatonin som er et alternativ til vanedannende sovepiller. Selvom den antipsykotiske medicin er sløvende, kan jeg ikke sove. Jeg bliver bare blæst i hjernen. Når jeg har taget min cocktail inklusive melatoninen, falder jeg i søvn 1-2 timer efter.
Inden jeg falder i søvn har jeg ofte en paranoid stund, hvor jeg hører og tror der er nogen i lejligheden. Men jeg har slagvåben ved siden af sengen. Det beroliger mig.
Når nogen banker på døren i løbet af dagen, er spørgsmålet om det er paranoiaen eller nysgerrigheden vinder, og beslutter for mig om jeg åbner eller ej.
Jeg har stillet uret til 9.30, fordi jeg skal op klokken 10. Det er en kamp at komme op. Det hjælper, at min kaffemaskine er indstillet til at brygge, så kaffen er klar klokken 10. Endelig kommer jeg op, nærmest kravler ud til kaffen. På vejen fra sengen til kaffen køkkenet, går jeg forbi mit skrivebord hvor morgenmedicinen ligger. Der hapser jeg en pille. Jeg sætter mig ved bordet, tænder den lysterapeutiske lampen, drikker kaffen og læser avisen. Måske spiller jeg backgammon på mobilen.
Nu skal jeg på apoteket. På den 15 minutter lange gåtur genkender jeg adskillige ansigter. Men det det er sjældent, at det nogen jeg kender. Der kan sagtens være flere ansigter i én person. Nogle ansigter rummer op til 3 personer. Og så kommer stressen; er det én jeg kender? Skal jeg hilse? Da psykiateren spurgte mig, hvordan jeg håndterer det, svarede jeg, at jeg kigger ned til siden og håber at blive hilst på, hvis det er nogen, jeg kender? Jeg bange for at fornærme nogen, hvis ikke jeg hilser, og jeg har helt sikkert hilst på nogen jeg ikke kender.
På apoteket får jeg udleveret præparaterne Leponex og seroquel. På pakkerne står der, at de er til behandling af skizofreni, og ”sindslidelse” Jeg køber også hovedpinepiller. Ekspedienten siger ”hav en god dag”. På vejen hjem køber jeg et par øl. Hjemme chiller jeg i min lænestol, mens jeg ser en serie. Jeg drikker mine øl imens.
Nogle af mine ar bliver røde når jeg drikker alkohol
Jeg er eks–cutter, jeg plejede at skære i mig selv, en hel del. Det gør jeg ikke mere. Jeg er færdig med det, men ofte fornemmer jeg blodet der løber ned af armen. Det kan ske flere gange om dagen. Jeg kalder det ekko-tanker. Dem har jeg mange af.
Og så er der katastrofetankerne: En ven har ringet, men svarer ikke telefonen, når jeg ringer tilbage. Så må det jo være fordi der er én, der er død eller er blevet lemlæstet.
Mange dage foregår i min lejlighed. Jeg cirkulerer mellem lænestolen, spisebordet og hængekøjen hvor jeg ligger og læser.
Jeg døjer med spændingshovedpine, så tager jeg pamol. En sjælden gang imellem tager jeg ipren, som jeg synes virker bedst på den slags. Men jeg må højest tage ipren 2 gange om måneden, fordi jeg får litium og det er hårdt for nyrerne. 1 gang om måneden får jeg taget blodprøve på Bispebjerg Hospital. Jeg får Leponex, et ret kradst præparat. Det kan bl.a. ændre antallet af hvide blodlegemer.
Jeg tager aldrig derud alene, min kontaktperson tager med, jeg er bange for at blive opslugt af hospitalet. Jeg kan ikke rigtig forklare det, har vist bare været der en gang for meget
Hov, jeg fik vidst ikke fortalt, at jeg bor på et bosted. Jeg får hjælp til at gøre rent. Jeg modtager NADA som er øreakupunktur. Jeg har en kugledyne og mange planter som jeg er god til at passe.
Jeg læser rigtig meget, og skriver. Jeg er psykisk syg.