Danmark lukker ned. Frygten for flere mennesker der bliver ramt af Corona virus er stor.
Samfundet bliver ramt på forskellige måder og dette indlæg handler om ændringerne på det bosted jeg bor på.
Folk er bange og supermarkederne bliver tømt selvom der er nok til os alle.
Det er tydeligt at mærke at vores samfund er i højt beredskab og at vi alle skal passe på hinanden i disse tider selvom nogle desværre viser deres “sande jeg” med “mig først” adfærd

Det er tydeligt at mærke hvordan denne virus har påvirket dagligdagen her på bostedet.
Det er tydeligt at mærke at beboere og personale er ramt af frygten for at blive ramt af den.
I starten, før Corona virussen kom til Danmark kunne vi alle lave sjov med den og der var ingen mærkbar frygt.
Langsomt blev situationen mere og mere farlig og utryg.
Bostedet begyndte at ændre sig fordi der hele tiden kommer nye “regler” og det er tydeligt at mærke, ligesom at hver eneste regel gør at det hele virker langt mere skræmmende.

Før denne virus kom, var der oftest 4 personaler i dagvagten, 3 i aften vagten og 2 i nattevagten.
Nu er der 2 i dagvagten, 2 i aften vagten og 1 i nattevagten.
Det er ikke længere muligt at få ledsagelse til aftaler ud af huset som fx. samtaler på psyk eller egen læge hvilket hæmmer den mentale hverdags struktur.
Det er også begrænset hvor meget man kan snakke med personalet om hvordan man har det i dag, for der er simpelhen ikke tid til dette.
Personalet er nød til at løbe hurtigere og tage sig af de mest nødvendige ting som fx. medicin eller mad hvilket kan gøre at man føler sig tilsidesat og måske os ligegyldig

Det er også blevet sådan at man ikke længere spiser af alm. tallekeren eller glas.
Det er skifte ud med pap glas og pap tallekerener for at undgå smitten.
Der opfordres til at huske at vaske hænder og spritte af, der er hængt sedler over alt så man ikke undgår at se dette.

Personalet skal også nu øse maden op til beboerne og desuden må der kun befinde sig 5 personaler i hovedhuset hvor der normalt var en del som spiste de forskellige måltider sammen

men dette er ikke muligt i øjeblikket, i stedet skal beboerne tage maden med ned på deres værelse og spise alene. Det sociale er minimalt netop pågrund af frygten for Corona virussen.
Dette kan gøre at beboere forsvinder ind i sig selv og når det hele så er overstået så er der desværre en risiko for at der er nogle der falder langt bagud i deres udvikling.

På alle hoveddøre hænger denne seddel.
Den fortæller at man ikke længere bare kan få gæster herude men at man skal ringe til lederen før man lukker nogen ind.
lederen skal så tage stilling til om det er okay at få gæster.
Det er svært at tingene er sådan lige nu.
Det er svært at man ikke bare kan få gæster, at ens kæreste eller familie ikke bare kan møde op som de plejer men at man skal spørge om lov først, hvilket føles som et fængsel

Det er fuldt forståeligt at man laver alle disse tiltag for at undgå smitten,
men hold nu fast hvor er det svært at rumme, specielt ens “sygdom” går amok på grund af utrygheden.
Jeg ser frem til at alt bliver normalt igen og at dagligdagen er mere rolig.

 

Foto: Pixabay

Om Forfatteren

Skjult bag navnet Charlie, befinder der sig en ung pige på 27 Jeg jonglerer med diagnoser der aldrig rigtig virker til at falde helt på plads, bokser med et system der aldrig rigtig har ville hjælpe, og råber på hjælp i psykiatrien for døve øre. Jeg skriver om mit liv, min verden, om oplevelser og minder og springer frem og tilbage i tiden.

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Ja, jeg holder mig også for mig selv. I virkeligheden har jeg altid været alene, siden jeg flyttede hjemmefra for 47 år siden, og denne træning i at være alene kommer mig nu til gode. Det værested, hvor jeg plejer at se andre mennesker, holder lukket. En ting, som bekymrer mig, er, at jeg skal op til min læge om 10 dage og have min depotindsprøjtning. Jeg er spændt på, hvad der står i den reminder-mail fra klinikken, jeg plejer at modtage dagen før. Selvom jeg langtfra bliver psykotisk med det samme – sidst, da jeg for mange år siden prøvede at være uden medicin, gik der nøjagtigt 9 måneder, før jeg fra det ene øjeblik til det andet gik i psykose. Men det er noget bras at undvære den sædvanlige medicin. Lægeklinikkerne må jeg betragte som problematiske steder, fordi risikoen for smitte netop er til stede dér. Nu får man se.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.