Af Troels Bay
Står ved kassen i kantinen. Tager imod penge fra skønne mennesker på den anden side af disken. Til højre en solid betonsøjle, god at læne sig op ad.
Ud af intet.
En person.
Lige op ad min ryg.
Et hoved højere.
Møgfald – noget om e-mails.
Føltes som timer – sikkert max 30 sekunder.
Kæmper for at den højre arm ikke bukker og at jeg sender en albue lige bagud.
Overfald?
Dagene går.
Befinder mig i stueetagen da jeg hører personen komme ned af trappen. Bag en stumtjener med tøj. Gemmer mig. Frygt – flugt. ANGST.
I det næste års tid led jeg af mareridt. Tre tilbagevendende. I det ene var jeg i det værste slum hvor små grupper af mænd gik rundt, og stak kanyler i folk så de blev afhængige af deres stoffer.
Den værste nat var dog da min dengang ca 5 årige dreng, slog mig hårdt adskillige gange midt om natten….rimeligt nok da jeg rev ham i håret!!!!!
Siden har jeg medicineret min angst med mad, og øl . Taget over 30 kg på. Har slet ingen ide om hvor mange arrangementer jeg har meldt afbud til siden, fordi jeg ikke kan komme ud af døren pga. angst. Så er der jo alle de gange jeg kom afsted efter et par øl. Bare skønt. For ikke at tænke på konstant anspændthed, ømme og smertefulde muskler.
Før dette verbale overfald i kantinen havde personen adskillige gange været grov, og ubehøvlet overfor utallige brugere og ansatte. Har f.eks. råbt af bruger på åben gade, kaldt en anden for et negativt menneske, været stanghamrende vissen til fester så ingen forstod vedkommende.
Jeg informerede flere af stedets bestyrelsesmedlemmer om dette men blev ignoreret. Kontaktede socialborgmesterens kontor i København to gange (før og efter sidste kommunalvalg ),” ikke deres bord”.. selv om de er hovedsponsor. Det samme svar fra et par af de psykiatriske NGOer.
Så hvem er det lige der beskytter os psykiatribrugere?
Skal jeg virkelig acceptere hvad en leder af et andet tilbud i socialpsykiatrien, som jeg havde kortvarigt kontakt med, sagde til mig. At jeg bare skal være glad for at der er nogen der gør noget for sådan nogle som mig.
Lidt om mig
Mit liv er blevet hæmmet at psykisk ustabilitet . Mest i depressions området -psykoaffektiv lidelse og også behandlet for en snert ADHD. Nu er der jo ingen diagnose der er renskåret.. Normalt er jeg rar, social og hjælpsom. Og så er der min Gretha T. side.
Derfor virker jeg nok ekstra hård når jeg er i min direkte, og ærlige tilstand. Derfor får jeg altid at vide at jeg var for grov, og jeg skal gøre det på en ordentlig måde, som jeg i øvrigt er fuldstændig enig i.
Men når jeg har spurgt “Hvordan” møder jeg kun en larmende stilhed. Jeg har bedt mange om hjælp til dette problem, fik nej fra den omtalte person.
Min direkte ærlighed skyldes måske en snert af noget autisme/Aspergers.
Er det for meget at forlange af personer i socialpsykiatrien, måske at være opmærksomme på det? Jeg har nu altid fundet det interessant at fokus bliver fjernet fra indhold til adfærd.
Jeg ved desværre at min direkte ærlighed har skræmt flere af mine medmennesker, og desværre helt sikkert flere end jeg er bevidst om!
Undskyld til jer alle.
Nå.
Denne person er nok et ekstremt eksempel på dårlig behandling af psykiatribrugere i behandlings og socialpsykiatrien.
Den pågældende er desværre ikke den eneste. Jeg har andre personlige oplevelser, og jeg har hørt adskillige historier fra andre psykiatribrugere som har været udsat for rigtig dårlig opførsel fra ansatte fra begge områder i psykiatrien.
Lidt pudsigt er en af historierne meget lig min så brugeren også blev forhindret, ligesom jeg , i at bruge det tilbud vedkommende brugte indtil episoden.
Jeg drømmer om noget reel sikkerhed for os psykiatribrugere. I hospitalsvæsenet skal brugeren klage til en kollega til den person vi vil klage over! Er det sikkerhed? Jeg har selv kortvarigt arbejdet i hospitalspsykiatrien.
Jeg ønsker en person som kun har en opgave – at sikre psykiatribrugerens rettigheder til at bla. blive behandlet på en ordentlig måde. En person som er uafhængig og kan gøre indsigelser over for institutionerne når deres ansatte behandler brugerne skidt. Måske indføre en slags klippekortordning (ligesom med kørekortet ) efter tre klip på to år så kan man ikke arbejde inden for psykiatrien i et par år!
Har skrevet dette i et ønske om at det hjælper både mig og psykiatrien(hospital og social) til at få det bedre.
Ethvert menneske tæller?
Efterskrift
Drevet til selvmord af psykisk vold i socialpsykiatrien. Er det der det skal ende?
Jeg og andre psykiatribrugere er blevet groft dårligt behandlet i socialpsykiatren. Selvom om jeg flere gange har informeret stedets bestyrelse, socialborgmester, psykiatriens NGOer uden nogen tog hænderne op af lommen og har vel der ved sagt det er ok at behandle psykiatribrugere som det behager en. Som ansat i socialpsykiatrien sagde til mig skal vi psykiatribrugere bare være glade for der var nogle der ville gøre noget for sådan nogle som os.
Oplever at jeg og andre psykiatribrugere er overladt til os selv ligesom, uden anden sammenligning, voldtagne kvinder var før (forhåbentlig ikke mere).
Så hvor vil det ende?