Nanna sætter i denne artikel fokus på velfærd og konsekvenserne af den standardiserede psykiatriske praksis anno 2020, og hun efterlyser nytænkning og medmenneskelighed i dagligdagens konkrete møder i psykiatrien.

Af Nanna Buch-Ohlsen

Kunst – en immateriel velfærd
Jeg lytter til podcastserien ”Rosas Reality Radio” på Spotify, hvor en kunstner undersøger kunstens og kunstneres vilkår i det nuværende Danmark. Jeg lever mig ind i Rosas fortællinger og ville ønske, at jeg havde masser af millioner, jeg kunne smide efter hende og hendes kunst. I et af programmerne råber Rosa i en megafon foran Christiansborg: ”Hvorfor er I ligeglade med mig?”[1], efter at hun har undersøgt forudsætningerne og de stærkt begrænsede økonomiske vilkår for den ikke-elitære kunstnergruppe i Danmark. Til forskel fra Sverige, Finland og Norge er der nemlig intet offentligt organ, nævn eller råd i Danmark, som undersøger kunstens vilkår økonomisk og politisk. Det kunne fx være billedkunstneres arbejdsvilkår over tid eller analyser af kulturlivet, hvor en faglig viden på området kunne sættes i spil. Det virker som om, at der fra samfundets side ikke er interessere i at vide, hvor kunsten kommer fra, og hvordan den ser dagens lys i Danmark.

Jeg kunne driste mig til at sige, at mange af os forventer, at kunsten bare opstår helt af sig selv. Som en forsker nævner i podcasten, er der en kunstfond, som deler penge ud, men i Danmark er man ikke interesseret i, at der bliver produceret ”immateriel velfærd.” Dem, som deler penge ud til kunsten forventer, at kunstnerne navigerer efter konkurrence-orienterede parametre. Vi får derved et kulturliv, der legitimerer sig med, hvad der er godt for samfundsøkonomien eller for ”innovationsevnen”, som det også bliver fortalt i podcasten.

Psykiatri – en immateriel og mental velfærd
Psykiatrien som helhed kunne umiddelbart tænkes at ligge langt fra kunst og kulturliv. Men det er slet ikke uvant at forbinde kunst og kultur med, hvad der vedrører det psykiske. Historien tæller mange kunstnere, der selv har haft psykiske lidelser tæt inde på livet som fx digterne Michael Strunge, Simon Grotrian, forfatteren Asta Olivia Nordenhoff og mange andre.

Koblingen mellem kunst/kulturområdet og det psykiske viser sig også ved, at der i dag i visse kommuner gives ”kultur på recept” – vel at mærke ”målrettet borgere med let til moderat depression, stress og angst”[2]. Man kan så undre sig over, at det igen kun er et udsnit af de diagnoseramte, som tilbydes denne form for recept. Det er tankevækkende, at mennesker, der har været ramt af psykose, skizofreni eller mani helt udelukkes fra sådanne tilbud. Selvom du har været psykotisk eller manisk, kunne du vel godt på et tidspunkt også have brug for lidt kultur på recept. Hvorfor ikke?

Derudover er der en tredje måde, hvorpå kunsten deler vilkår med psykiatrien. For er den mentale sundhed ikke en anden form for ”immateriel velfærd”, en slags mental velfærd? Og har psykiatrien, ligesom kunsten, derfor ikke på samme måde en udfordring med sin eksistensberettigelse, hvis den legitimerer sig selv med konkurrenceprægede, økonomiske termer i kontakten med patienterne?

Hvad for en velfærd?
Først lidt om velfærden. Ordet velfærd har rod i det oldnordiske ”velferd” som betyder ”velgående.”[3] Velfærd har med en ”gunstig tilværelse” at gøre.[4] Man kan sige, at velfærd har at gøre med ”at fare vel” på den rejse, som er livet.[5] I dag forstår de fleste umiddelbart nok velfærd som et primært økonomisk forhold, dvs. den skat vi betaler, så vi kan komme på sygehuset, tage en uddannelse, passe på vores ældre, modtage understøttelse, hvis vi bliver arbejdsløse, at børnene kan komme i børnehave mm. Vi har et rigt materielt velfærdssamfund i Danmark sammenlignet med mange andre lande, men en sådan velfærd står ikke alene.

Ved siden af den materielle velfærd summer det af liv og mennesker, der på bedst mulig måde forsøger at komme godt ud af det med hinanden igennem dialog og samarbejde. Her handler det om, hvordan vi farer bedst muligt sammen med utallige forsøg på at opnå det gode liv og mindske konflikter og kriser mest muligt. En sådan immateriel og mental velfærd er ikke blot en løs tale. Den kræver medmenneskelighed, relationer og faglighed, og den præger vores daglige liv med hinanden. Her handler det om, at vi søger sammen for at drøfte interesser, relationer og værdier – her handler det om fællesskab og det gode samfundsliv. Det er en immateriel og mental velfærd, som er lige så vigtig som den materielle velfærd i vores samfund i dag.

Psykisk krise i Husum og langs Vestvolden
En materiel velfærd kom mig til gode, da jeg blev psykisk syg og samtidig stod uden bolig. At være boligløs føltes meget utrygt og gjorde mig endnu mere stresset, end hvad psykosen i sig selv afsatte af stress og kaos i mit liv. Hvis det da ellers kan skilles ad. Jeg fik tildelt en lejlighed igennem kommunen og havde nu tag over hovedet – en kæmpe støtte.

Men det blev ved med at rumstere med paranoia, stærk nedtrykthed og arbejdsløshed i mit liv. Jeg søgte hjælp flere steder, men havde denne mærkelige og fremmedgørende oplevelse af altid at være stillet udenfor de sammenhænge, jeg blev tilbudt som psykiatrisk patient.

Socialpsykiatrien og psykiatrien – ensomhedens opholdssteder
Jeg følte mig hægtet af, når jeg deltog i forskellige aktiviteter i socialpsykiatrien. De mindede mig mest af alt om jobcentrets fokus på enten at gøre mig jobparat eller aktivitetsparat. Jeg gik til afmålte, afgrænsede aktiviteter, som fremstod som midlertidige ophold i selskab med keramik, bowling, fitness, mindfulness, svømning og gå-gruppe. Intet dårligt sagt om at gå til aktiviteter. Men til sidst blev de mange aktiviteter for mig som at gå ud og handle dagligvarer. Jeg kom til stedet, udførte aktiviteten, satte et kryds i kalenderen og gik hjem igen. Jeg talte ikke meget med nogen, og det hele var så tavst – på denne her ufede, utrygge måde.

Jeg følte mig meget ensom hen over årene. De indre forestillingsuniverser og paranoiaen fik frit løb, og der fulgte mange indlæggelser i de år. Jeg savnede samtaler med de ansatte og de andre indlagte. Jeg savnede relation, og jeg savnede den ansattes viden, faglighed og nærvær. Jeg savnede tillid, håb, mod, fællesskab og kvalitet, lige der ansigt til ansigt med de andre. Om ikke andet skulle en socialpsykiatri da gerne være det sted, hvor man som psykisk sårbar kunne gøre sig forhåbninger om at komme sig. Eller hvad er der at forvente sig af mental velfærd i psykiatrien i dag?

Mental sundhed i psykiatrien
Verdenssundhedsorganisationen har besluttet, at sundhed er mere end fraværet af sygdom, når sundhed tilsigter et fysisk, mentalt og socialt velbefindende hos den enkelte. Den danske Sundhedsstyrelse bygger på WHO’s forståelse af den mentale sundhed: ”Mental sundhed er en tilstand af trivsel, hvor det enkelte menneske kan udfolde sine evner, håndtere dagligdags udfordringer og stress og indgå i fællesskaber med andre mennesker. Mental sundhed er altså ikke kun fraværet af psykisk sygdom, men består også af psykologiske ressourcer og evner, som er nødvendige for at kunne udvikle sig og klare de udfordringer, der dukker op i alle menneskers liv.”[6] Sundhedsstyrelsen skriver videre, at ”vores mentale sundhed handler om det levede liv.”[7]

Mental sundhed og opretholdelsen af en mental sundhed gælder alle mennesker og har altså at gøre med trivsel, at kunne udfolde sine evner, at kunne klare dagligdagen, at indgå i fællesskaber, at have de nødvendige psykologiske ressourcer og evner og ikke kun med fraværet af psykisk sygdom.

Sådanne forståelser af mental sundhed er forsøg på at beskrive eller komme omkring en mental velfærd, som burde prioriteres meget højere i psykiatriens arbejde. De nævnte forhold ligger også helt på linje med en recovery-orienteret tankegang, hvilket i dag er en åbenlys, erklæret tilgang i psykiatrien som helhed[8]. For mig er det imidlertid meget svært at se en sådan mental velfærd foldet ud i praksis, når jeg ser tilbage på mit ti-årige forløb i psykiatrien.

Et eksempel er det at indgå i fællesskaber eller tilegne sig nødvendige psykologiske ressourcer og evner.  Bliver sådanne forhold reelt set efterstræbt, når jeg kommer til en afmålt aktivitet i socialpsykiatrien uden egentlig samtale med nogen, eller når jeg overværer en psykoedukations-undervisning på hospitalet af en times varighed, uden at det har nogen som helst sammenhæng med mit øvrige liv? Det mener jeg ikke fremmer min fællesskabsdeltagelse eller min evne til igen at kunne befinde mig tryg i relationer – en væsentlig psykologisk ressource.

Selv når WHO og Sundhedsstyrelsen ved, hvad der virker, når der skal sørges for en mental velfærd, hvorfor er det så så svært at mærke i psykiatrien? Det undrer mig virkelig meget. Der er en himmelvid forskel mellem, hvad der bliver sagt, og hvad der møder patienterne ude på afdelingerne og i socialpsykiatrien. Det er bestemt ikke sundt for mennesker, der er ramt på psyken.

Den udsatte psykiatri – ansigtsløshed og berøringsangst
For mig at se, har der i psykiatrien udviklet sig en ansigtsløshed og berøringsangst i de relationer, der udgør dagligdagen og mødet mellem patient og ansat. Når ansigtsløsheden tager over mellem mennesker, udsættes vores forhold til hinanden for en stor fare. Uden øvrig sammenligning fortæller Jørn Boisen i sin analyse af Albert Camus’ roman “pesten”, at når mennesker udsættes for noget længe nok – uanset hvor uhyrligt eller usædvanligt det er – så bliver det med tiden det nye normale, og en kedsomhed, snart ligegyldighed, breder sig i dagligdagen og i vores omgangsformer. ”Man vænner sig til ikke at have nogen kontakt med nogen”[9].

Jeg tror, at rigtig mange i psykiatrien kender til kedsomheden, som afføder mangel på følsomhed og ofte også ligegyldighed i relationerne i psykiatrien. Sådan set er alle ramte i psykiatrien. Ledelsen, medarbejderne, patienterne – ja selv de pårørende – er blevet sat i en slags karantæne, hvor vi har glemt hinanden og det, vi ellers deler ved overhovedet at være til. Nemlig vores medmenneskelighed. Vi har glemt at tale sammen. Eller er det snarere sådan, at vi ikke får lov til at tale sammen? Som Rosa, burde alle os i psykiatrien råbe i kor: ”Hvorfor er I så ligeglade med os?” Men hvem er der at råbe til? Hvem lytter? Og hvor skal vi råbe hen?

Vi vil have en god og anstændig psykiatri!
Som med kunsten i Danmark er en konkurrencepræget styring og retorik gået amok med store konsekvenser i de yderste led af den psykiatriske behandling. I De Danske Regioner hævder man at have styret skuden væk fra en new public management kultur, hvor fokus var lagt på ”produktion og ydelsesstyring” [10], dvs. måling på antal dage, som patienterne tilbragte i hospitalssengen og personalets antal møder med patienten. Vi er nu i stedet havnet i en såkaldt ”værdibaseret styring,” hvor man er optaget af at måle på ”effekt og resultater” [10], dvs. en styring, der fokuserer på: ”Hvilken indsats der samlet set skaber størst værdi for patienterne.”[10].

Dette har desværre ikke båret frugt i den konkrete dagligdag på gangene og i omgangsformerne i de forskellige dele af psykiatrien. Vi patienter bliver sat på unødvendigt hold i de år, vi er tilknyttet psykiatrien. Vi bliver opbevaret og pakket væk fra deltagelse i samfundslivet og får det ikke bedre af, at man kalder den samme gullasch ved et nyt navn. Det mellemmenneskelige er ikke rykket tættere på. Måling på tingsliggørende forhold rummer ikke mental sundhed. Behandlingen burde i stedet have med relationer, patientens selvforståelse, livshistorie, omsorg, selvværd og skam at gøre. Psyken og menneskeliv har ikke noget med produktion, ydelsesstyring, effekt og resultat at gøre i dagligdagen. Hvor er vi da ikke havnet i psykiatrien? Vi patienter har i behandlingen heller ikke brug for ”administration, konsulentbistand, rapporter og konferencer”, som lægen Henrik Keller karakteriserer den nye bølge af new public management[11].

Tilkald i stedet de fag-faglige. Hvis der fx blev nedsat faglige råd i socialpsykiatrien og ansat psykiatere, psykologer, pædagoger og konfliktmæglere, der har en reel faglig viden og erfaring med psykiatri og socialpsykiatri, tror jeg, at man som psykisk sårbar ville opleve at blive taget med videre i det fælles liv og ikke henvist til sin lejlighed og en såkaldt ”selv-monitorering.” Psykiatrien kræver fag-faglighed og nærvær. Ikke tomme luftkasteller og evindelige effektstudier, der ikke er relevante for de mennesker, som bliver indlagt i psykiatrien.  Psykiatri har med levet liv, mennesker, mental sundhed og velfærd at gøre.

[1]

Rosas Reality Radio E7:”Hvorfor er I ligeglade med mig?”. Kan lyttes til her: https://kunsten.nu/

[2]

https://www.sst.dk/da/puljer/kultur-paa-recept

[3]

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/velfrden-er-ofte-immateriel

[4]

https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=velf%C3%A6rd

[5]

https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvad-er-velfaerd-egentlig

[6]

http://www.sst.dk/da/sundhed-og-livsstil/mental-sundhed

[7]

https://www.sst.dk/da/opgaver/forebyggelse/indsatser/fokusomraader/mental-sundhed

[8]

https://www.altinget.dk/report.aspx?CommentId=19581

[9]

https://www.youtube.com/watch?v=qxTa5xOZEj4

[10]

https://www.information.dk/indland/2016/11/new-public-management-afgaaet-ved-doeden

[11]

https://www.altinget.dk/report.aspx?CommentId=19581

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.