Skal vi kalde dette indlæg for ”De små sejre – part 2”? Det tænker jeg, vi skal.
Jeg er træt – på den gode måde. Mæt og fyldt op af de mange oplevelser, jeg har haft i løbet af sommeren. Da jeg skrev det her indlæg, lå jeg i solen og skrev det ned på en notesblok, og lod alle indtrykkene sive ind i krop og hoved. Der har været ”run” på, både i privatlivet og det lidt mere professionelle som forfatter.
D. 11/8 var jeg med til arrangementet ”Fortællinger i Labyrinten” på Falster. At være med til det her arrangement var en stor oplevelse. Som jeg tidligere har fortalt om i mine blogindlæg har jeg haft et noget svingende forhold til ”Hjem, kære hjem”, men jeg har lært meget af processen, og jeg tror at det har været godt for mig at komme i gang med den igen; med promovering, oplæsninger osv. Det er nemlig det, jeg har haft allersværest ved.
Men jeg giver mig selv nogle ordentlige udfordringer, og med positive resultater til følge. Jeg kan og tør kaste mig ud i meget mere nu, end for bare halvandet, 2 år siden. Jeg har mødt nogle søde og rummelige og åbne mennesker, der har fået en vigtig betydning. Jeg har fået venner for livet. Ja, det lyder som en klassisk kliche, men det er sandt. Det handler ikke om aldersforskellene mellem os eller hvor lang eller kort tid, vi har kendt hinanden; det handler om den kemi, tillid og fælles interesse, vi deler: litteraturen. De mennesker, jeg har mødt, er ældre end mig, og når livet og overskueligheden lige har været for anmassende, har de været en støtte.
Når man som jeg har været så voldsomt nede at ligge og blive trampet på, er det svært at stole på sine medmennesker og især få opbygget en tillid. Jeg har lært af erfaring, at det er ikke alle mennesker, der er nogle egoistiske røvhuller, der ikke kan rumme min angst og humørsvingninger. Så er de heller ikke det venskab værd. Meget vil jeg kæmpe for, men at vende mig ryggen og give min angst skylden, kan jeg ikke acceptere.
Se mig nu. Se den voksne kvinde, jeg er blevet til. Fuck jer! Jeg har det meget bedre uden jer. De mennesker, der er i mit liv nu, vil jeg beholde, for det er de mennesker og venskaber, der er værd at kæmpe for.
På vej hjem fra arrangementet i bilen, sad min veninde og jeg og snakkede om aftenens begivenhed. Hun fortalte, at de kvinder, hun gik sammen med i Labyrinten, havde fået noget at tænke over, efter at have hørt min oplæsning. Det, jeg læste op, var skrevet fra en ung piges point of view, men ramte dem som forældre til teenagere. De begyndte at stille spørgsmål, såsom: ”Har jeg nu været en god mor? Har jeg givet slip for hurtigt? Eller for sent? Og har jeg overhovedet været der for mit barn, min teenager?”
Sådan har jeg ikke set på det før, så det var også en ny vinkel for mig. Det var dejligt med den respons og feedback fra mødre til unge mennesker. De fik lidt at tænke over; det samme gjorde jeg.
Jeg glæder mig meget til næste års litteraturfestival, og til at fortælle mere om det, og jeg glæder mig til min kommende fremtid. Jeg er kommet ind på Forfatterskolen PS! For psykiske sårbare, og jeg glæder mig til at starte på skrivekurset d. 2/9.
Om jeg er nervøs? Hmm. Nok nærmere spændt. Jeg har i hvert fald sommerfugle i maven.
Dette blogindlæg skal bestemt ikke ses eller opfattes som praleri, men jeg synes, at vi skal dele vores sejre med hinanden og vise at man kan komme langt med de rigtige mennesker omkring sig.
God weekend.
Kh Maria
Foto: Privat. Fra “Fortællinger i Labyrinten”, 11/8-20.