Han siger jeg lyver…

 

Det er rigtig! – Det tænkte jeg, da han sagde det… Jeg har jo nemt ved at lyve. Jeg har altid løjet. Men, har jeg gjort det igen?!? Jeg bliver flov. Jeg bliver bange. Jeg bliver usikker. Fuck, lyver jeg?! Hvad har jeg sagt?? Jeg glemmer løgnen. Jeg troede ikke jeg gjorde det mere… Men den ligger der.. Lige for.. Især, når jeg er påvirket.  Og, det er bestemt ikke det fede karaktertræk. Igen, jeg blive flov… Er det mig? JA! og NEJ! Jeg må gå væk. Jeg er dømt. Jeg er psykisk syg. De siger det.

Men…

Jeg løj ikke – Han troede bare ikke på hvad jeg fortalte. Han forstod ikke, hvad jeg oplevede eller havde oplevet. Jeg løj ikke. Jeg havde bare levet et andet liv end ham. Og derfor var det mærkeligt. Jeg følte mig straks mærkelig! Jeg følte mig straks forkert. Dér min fejl ligger. Jeg lod ham tro han havde ret…Derfor må jeg sige . .. Du forstår mig ikke – Du vil aldrig vil kunne sætte dig ind i mig. Som jeg aldrig kan sætte mig ind i dig og dit liv.

Jeg står her og du står der.

 

Du lærte at der var tryghed, jeg lærte at lyve.

Du lærte at spise med gaffel, jeg lærte at lyve.

Du lærte at skrive, jeg lærte at lyve.

Du lærte at voksne lyttede, jeg lærte at lyve.

Du lærte at du var noget værd, jeg lærte at lyve

 

Du ved at lyve er forkert – Jeg ved at lyve er forkert.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.