Man kan glemme følelserne bag sygdommen.

Jeg blev spurgt til råds af min kontaktperson. Hun havde gennem sit arbejde skulle være på en indsat hos en dreng med paranoid skizofreni. Hun spurgte mig sikkert, fordi jeg ligeledes selv har diagnosen. Hun spurgte i det hele taget ind til hvad der i det hele taget går igennem en, når man har sygdommen. Jeg fortalte lidt om hvordan jeg oplever det. Hvilke tanker og følelser som jeg går rundt med. Jeg beskrev en følelse af angst. En meget dominerende følelse i mit liv. Men jeg understregede noget som jeg vil komme ind på i dette indlæg. For mig er der næsten lige så mange følelser forbundet med lidelsen som psykotiske oplevelser. Når jeg bliver spurgt hvordan jeg har det kan det tit være med bagtanken, eller direkte med spørgsmålet til hvordan mine psykotiske symptomer er her og nu. “Hører du stemmer?” eller “Føler du dig forfulgt?” kunne det lyde.

Følelser er også en del af skizofrenien. Jeg oplever meget angst i min hverdag, fordi jeg blandt andet er bange for det jeg oplever. Desuden er jeg på det seneste gået hen og blevet lydfølsom, fordi det trigger det yderligere og jeg mærker en del til min sygdom, hvilket gør angsten fylder i min hverdag. Men jeg kan godt føle at man i psykiatrien overser følelserne ved skizofreni, og i stedet næsten kun udelukker og bedømmer en udefra ens positive symptomer. Jeg kan godt se det er vigtigt at vide. Det er slet ikke det, men jeg kunne godt ønske der kom mere fokus på en selv, og ikke “Hvordan har du det” samtalen tit kan blive baseret udelukkende på ens psykotiske symptomer. Jeg kan godt føle mig overset eller føle, jeg bliver stigmatiseret, fordi jeg kan føle, det hele skal handle om, hvorvidt jeg er psykotisk eller ej. Når nogen i psykiatrien spørger, hvordan jeg har det, kan jeg godt sidde med følelsen af, de ikke spørger: “Hvordan har Louisa det?”, men derimod hvordan mine symptomer har det. Jeg kan godt føle jeg ikke bliver set som menneske, men mere som psykosen, fordi det er bagvedliggende at det er den man spørger ind til og ikke mig og mine følelser. Jeg har oplevet at nogen systematisk stiller mig spørgsmål, hvor at jeg godt kan tænke: “Det skal de jo bare spørge mig om fordi jeg har skizofreni.” Jeg kan godt føle at jeg bliver delt op i Louisa og skizofrenien, hvilket der jo ikke er noget fundamentalt galt i. Men jeg oplever lidt at sygdommen kommer før mig og ikke omvendt.

Du må spørge mig, men gerne være lidt forsigtig.

En anden ting er at jeg synes det kan være grænseoverskridende at tale om. Et direkte spørgsmål kan faktisk virke voldsomt for mig, fordi det er så personligt at tale om for mig. Selv mennesker jeg kender godt har jeg svært ved at lukke ind. Jeg føler samtalen kan blive så symptombaseret, og det generelt er enormt svært at tale om for mig. Hvorfor det er så svært, ved jeg ikke. Jeg har godt nok svært ved at tro og acceptere jeg er syg, og vil egentligt helst gemme det væk. Måske er det derfor? Heldigvis har jeg også mødt mennesker i psykiatrien som er gode, eller bedre til at spørge lidt ind til det hele, og ikke kun fokuserer på mine symptomer, hvilket er rart.

Det kan også være nemmere for mig at selv komme på banen, hvis jeg ønsker at uddybe min tilstand. Jeg har oplevet mennesker som direkte har spurgt mig om jeg var psykotisk, hvilket kan være et ubehageligt spørgsmål for mig at få. Man må gerne spørge mig, men jeg ville sætte pris på hvis man samtidigt ikke altid var så direkte. Så kan jeg selv afgøre hvor meget jeg vil dele, men jeg prøver dog at være ærlig, når nogen så spørger mig, selvom det stadigvæk er svært. Det er nemmere for mig at åbne op med et nænsomt spørgsmål.

Hvorfor bliver følelserne overset?

Efterfølgende havde min kontaktperson talt med drengen. Han havde været enig med mig i at der kan være for lidt fokus på følelserne, og for meget fokus på symptomerne. Jeg er glad for det gav mening, fordi jeg så i hvert fald ikke føler jeg er helt forkert. Men hvorfor er det at man som individ med skizofreni føler at man bliver overset? Det er et spørgsmål jeg har tænkt meget over, men jeg kan simpelthen ikke finde et entydigt svar. Jeg kan godt føle og tro det bliver lidt den klassiske kassetænkning. Fordi jeg har lidelsen skal man spørge mig om nogen bestemte ting, eller direkte behandle mig på en bestemt måde. Det er dog ikke noget som nødvendigvis overrasker mig såfremt, fordi sådan tror jeg det er uanset diagnose. Jeg har spurgt nogen forskellige mennesker omkring mig, fordi jeg ville have forskellige vinkler på det. Min bedste veninde som selv har været psykiatribruger sagde til mig: “Hvad nu hvis det ikke er virkeligheden, men at det er dig som tror det.” Ja, så kan jeg selv blive i tvivl om min egen virkelighed. For er samtalen med mig virkelig så symptombaseret, eller er det mig som bider særligt fast i det, fordi det kan være et så følsomt emne?

Foto: Pixabay

 

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Kære Louisa!
    Det er helt centralt, det du skriver om her. Jeg har andetsteds skrevet indgående om de freudianske begreber “primærproces” og “sekundærproces”, og hvordan disse spiller sammen hos den normale person. Karakteristisk for primærprocessen er det, at følelser her er meget intense, men også meget flytbare, hvorfor det der med at holde følelserne stabilt bundne til et bestemt objekt er svært. Derfor er megen forsigtighed, når en person taler med en med den schizofrene diagnose, meget væsentligt. Hos den normale er følelsernes stabile binding til objekter sat i scene gennem sekundærprocessen, men den schizofrenes problem består i, at primærprocessen har overtaget det hele. Helbredelsen består i at få sekundærprocessen til at virke igen. I virkeligheden er det en lang og omfattende historie, som jeg har skrevet indgående om andetsteds her på outsideren.dk.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.