Jeg fik mine diagnoser, da jeg var 14 år gammel. Jeg havde isoleret mig derhjemme næsten hele 8. klasse, da at jeg endelig fik mine diagnoser. Skizofreni. Plus udviklingsforstyrrelse. Jeg har aldrig set ting der ikke var der. Jeg havde kropslige fornemmelser. Jeg kunne ikke sove. Jeg gik ikke i bad. Jeg mistede lysten til socialt samvær. Mit sanseregister ændrede sig. Jeg havde næsten alle de negative symptomer på udifferentieret skizofreni.

Jeg har altid været en relativt social pige. Jeg gik til kor, men dét mistede jeg også lysten til efter en 5-6 år. Jeg var altid udenfor fællesskabet, men ikke fordi de andre piger holdt mig udenfor, nej det gjorde jeg selv. Jeg har traumer fra min barndom. Ikke det helt vilde, men alligevel. Oplevelser, som har haft negativ indflydelse på mig. Min mor var der ikke altid for mig – hende og min far blev skilt da jeg var de 4 år, hvorefter min far rejste til udlandet ikke længe efter. Min mor boede direkte overfor min skole, så hvis jeg kom forsent, så var alle jo efter mig mht. “ej, du bor jo lige overfor skolen”. Jeg er aldrig direkte blevet mobbet, drillet og holdt udenfor en smule dog. Der skete mange ting da jeg var 10 år. Min far var flyttet tilbage til Danmark nogle år forinden med ny kæreste, hvortil de fik en søn dengang jeg var 10 år gammel. Dejlig overraskelse, jeg elsker virkelig min lillebror, dog selvfølgelig en omvæltning. Derudover, så gik jeg ENORMT meget til tandlæge som barn, og jeg har hovedsageligt gode oplevelser, men der var altså også nogle ubehagelige, som sommetider stadig sidder i mig dagen i dag.

 

Dengang jeg var barn havde jeg et stort mellemrum mellem mine fortænder, et som jeg personligt godt kunne lide, og det var ligesom mit personlige kendetegn. Plus mit lange hår.

Jeg lærte at tale som 3-årig, hvilket er sent. Deraf (bl.a.) min udviklingsforstyrrelse. Jeg har altid været dygtig til at formulere sætninger og forklare ting, kort sagt bare det med kommunikation. Altså – dengang jeg endelig begyndte at tale.

Da jeg som 10 årig fik en operation ved tandlægen fordi min mor mente, at mit mellemrum mellem fortænderne var unødvendigt, og at jeg ville prise mig glad over hvis det ikke var der, fik jeg et traume. Jeg oplevede, at de skar meget af mit tandkød mellem mine fortænder væk, og for det andet, så var min mor der ikke. Jeg gik op til tandlægen og mødte min far istedet for min mor ved tandlægen, som sagde at min mor havde for travlt, sådan han måtte være der istedet for hende. Fair nok, men 1: jeg havde næsten ikke kontakt med min far på daværende tidspunkt.

Jeg er et udpræget tryghedsmenneske. Min mor var helt klart min allerstørste støtte for mig indtil denne oplevelse hvilket lyder meget sort/hvidt, men det var det også – for mig. Jeg fik hvad man nok kan kalde et angstanfald i tandlægestolen, mens de skar i mig. Dette var ikke behageligt, og symptomerne begyndte ikke længe efter. Jeg følte mit liv smuldre for mig, hvor udefra så det nok ikke slemt ud – men det var det for mig.

Jeg blev en quitter fremfor en fighter. Jeg blamer slet ikke mig selv, fordi jeg ved, hvor hårdt det var for mig. Jeg talte ikke med nogen om, hvordan jeg i virkeligheden gik og havde det. Ensomhedsfølelsen steg især, da min bedsteveninde flyttede til udlandet, da vi var 9 år. Hvem skulle jeg nu pjatte, holde sleepovers og spille goSupermodel med? Jeg lukkede mig mere og mere ind i mig selv – ligeså meget for at skabe grænser, for det var noget som jeg aldrig havde fået lært af andre – dét lærte jeg migselv i teenage årene.

De fleste lever “det gode” teenageliv, som jeg ser det, på en eller anden måde.

Jeg var misundelig på mine klassekammerater, som ikke havde mistet en bedsteveninde, hvor deres liv var gået præcis som planlagt. Mit liv er aldrig gået som planlagt, men det er jeg ved at lære at affinde mig med, så nu er jeg ok med det.

“Det gode teenageliv”. Det lyder kliché agtigt, og det er det måske også. Med det , så tænker jeg, at man nu engang gør hvad man føler for, måske får lidt skældud af forældrene, lister sig ud om aftnen, prøver alkohol af. Sådan nogle ting virkede rigtig tiltalende på mig – men, jeg følte aldrig rigtig, at jeg fik lov til at være en almindelig teenager.

Jeg havde det med andre ord svært. Jeg indså ikke, at jeg havde magten til at sige fra overfor ting, situationer osv.

  • Det er noget, som jeg personligt er blevet meget bedre til med årene. Jeg er nu 22 år gammel, og jeg gider simpelthen ikke finde mig i situationer eller mennesker, som jeg VED ikke vil mig noget godt eller konstruktivt.
  • Alle disse oplevelser har også været med til at gøre mig til den som jeg er idag, og det er noget, som jeg dybest set aldrig ville ændre på. Ja, jeg har lavet fejl. Ja, jeg har såret mennesker, uintentionelt. Det tror jeg er noget, som vi alle nogle gange kommer til – man skal simpelthen ikke gå og slå sig selv oveni hovedet pga. noget, som alle mennesker kommer til at gøre sommetider.

 

Jeg lagde ud med at skrive, at psykisk sygdom er tabuiseret.

Det mener jeg stadig, at det er den dag idag.

Fordi de færreste tør tale om deres diagnose i frygt for, hvad “almindelige” mennesker tænker om dem. Vi sluger vores piller/tager vores medicin, går til terapi samtaler/psykiatrisk hospital, men til hvilken nytte?

Jeg er sådan en person som enormt godt kan lide at stille spørgsmålstegn ved ting, hvorfor vi gør som vi gør – hvad er normen, og kan den evt. ændres til det bedre.

Jeg mener HELT sikkert godt, at psykiatrien kan forbedres. Jeg har gerne villet ud af dette cirkus siden jeg startede på abilify (antipsykotisk), og jeg er stadigvæk ikke ude af det den dag i dag, 8 år senere. Det er tough shit, og det går udover min koncentrationsevne, mit sociale sammenspil osv. Jeg skriver rigtig meget nu, og det bliver måske også tungt for læseren, alt hvad jeg nu skriver. Men det er nødvendigt. Ikke kun for mig, men for at aftabuisere psykisk sygdom.

Dette var min historie. Tak for at have læst!

 

Foto: Privat

3 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Kære “Kunsten at være Sårbar”!
    Tak for denne fortælling om dit liv. Den er meget livfuldt fortalt, hvilket fortæller om et indre liv og en evne til verbalisering, som jeg tror, at mange vil misunde dig.

    Ja, psykisk sygdom er et tabubelagt fænomen, men det skal ikke hindre os i at have et liv. Det er tidligt at blive udrustet med en diagnose, men skal vi nu ikke lade diagnose være diagnose, og i stedet se på, hvad det vil sige at være menneske.

    Jeg er ked af det med dine fortænder. Hvor ville det have været anderledes, hvis operationen havde været på din foranledning. Som barn er man jo prisgivet dem, der har forældremyndigheden over én, og det er ikke nødvendigvis til det bedste. Men som voksen er man i en bedre position i forhold til at hævde suveræniteten over sig selv.

    Jeg synes, at dine evner for at skrive er gode. Selv ynder jeg artikel- og kommentarformen, men måske vile det komme til dig at lave egentlig litteratur. Det vil jeg selv aldrig komme i stand til. Men jeg håber, at du vil lade Outsideren læsere komme til gode med dine evner for at skrive spændende. Lykke til.

    Mange hilsner fra Arne

    Svar
    • Kunsten at være Sårbar

      Hej, Arne! Tusinde tak for din fine kommentar. Jeg er super glad for at have fået muligheden for at skrive på Outsideren, fordi jeg har meget på hjerte, som jeg ville elske at dele med omverdenen, om hvordan det er at have stemplet “psykisk syg” på sig.
      Jeg er lidt nysgerrig. Når at du skriver “egentlig litteratur”; hvad mener du så? 🙂

      De allerbedste hilsner fra Kunsten at være Sårbar

      Svar
  2. Arne Nielsen

    Nårh, jeg tænker bare på tanken om at skrive en bog. Jeg har selv prøvet at tage livtag med denne problemstilling, men jeg kan ikke. Selve det at holde en læsers interesse fangen gennem en hel bog finder jeg umulig, når jeg nu ikke formår selv at holde min egen interesse fangen gennem at skrive en bog. Måske ligger der også det i det, at jeg stiller høje krav til mig selv i forhold til at ulejlige en læser med at pløje sig igennem en bog, jeg skulle have skrevet. Og i disse twitter-tider er megen kommunikation jo nedskrevet til den hurtige – og må jeg sige: overfladiske og kække – kommentar. Jeg har imidlertid den ambition, gennem mine skriverier her på Outsideren, at etablere stunder af meningsfuldhed, først og fremmest for mig selv, men også meget gerne for andre. I gamle dage dyrkede man jo brevskriverkunsten, og der blev skrevet fine breve, der gik ud over postkortformatet: “Vi har det godt. Har du det også godt? Vi bor på det hotel, hvor der er sat et kryds på forsiden”. Jeg synes, at når vi nu har så fine muligheder på Outsideren, hvor endvidere afstanden mellem det skrevne og det tænkte er så lille, så er det jo sådan set “bare” at få styr på sine tanker. Og så er vi tilbage ved det psykiatriske. Det der tankeliv…

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.