Utilstrækkelighedsfølelse gør de unge psykisk syge

Hjortkjær har skrevet en tankevækkende bog til ungdommen 2021 og til alle os andre, som er i fare for at udvikle psykiske forstyrrelser og/eller sygdomme. Hjortkjær opfordrer os til at sætte ord på utilstrækkelighedsfølelsen som et fælles eksistentielt vilkår

Af Nanna Buch-Ohlsen

”Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok”
Med sin baggrund i teologien og højskolen tager Hjortkjær os med på en oplysende dannelsesrejse. På en klar og forståelig måde fremlægger han mekanismerne bag en – for vores tid – særlig moral. En moral, der ifølge Hjortkjær er i fuld gang med at få store dele af en ungdomsgeneration til at bukke under for psykisk pres. De unge i dag er så pligtopfyldende, at de er i risiko for at blive psykisk syge af det. Det er, når de unge forsøger at gøre alting rigtigt, at de føler sig forkerte og utilstrækkelige (s. 11).

Som eksempel hører vi om Line fra tv-programmet ”De perfekte piger.” I programmet formulerer Line et fremherskende ideal i dag: ”Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok” (s. 15). Hjortkjær er meget klar på ikke at rette en anklage mod Line. Snarere viser han, hvordan Line med egne ord giver en præcis samfundsdiagnostik, der viser, hvad vores tid er så gennemsyret af, at det næsten er umuligt ikke selv at blive ramt.

For hvor mange af os kender ikke til frustrationen, der opstår, når rastløsheden eller følelsen af aldrig at gøre noget godt nok, melder sig? Hvor en følelse af at være forkert, eller at vi aldrig rigtigt kommer i mål med noget, dominerer vores selvfølelse og velbefindende?
Hvorfor føler mange unge en så grænseløs utilstrækkelighedsfølelse, spørger Hjortkjær?

Et af de mere interessante svar hos Hjortkjær er, når han tager favntag med det historiske og generationernes indbyrdes forhold. Det tydeliggør nemlig de samfundsmæssige præmisser, som de unge lever med i dag.

Når generationer mødes
Ifølge Hjortkjær har vi samfundsmæssigt set bevæget os fra at leve i et ”forbudssamfund” (fra begyndelsen af det 20. århundrede) til i dag at omgås hinanden i et ”påbudssamfund.” Groft sagt gjaldt der i forbudssamfundet nogle tydelige regler for adfærden og selvforståelsen. Moralen blev sat af udefrakommende autoritetsskikkelser som forældrene og samfundets traditioner og autoriteter. En moral som den unge generation omkring 1968 gjorde oprør imod.

For den ældre generation kan det derfor være svært at se problemerne for de unge i dag. Nu har de jo den frihed, som de ældre ikke selv havde, da de var unge. ”Nu har vi kæmpet for at give jer en frihed, som vi ikke selv havde, og hvorfor er der så så meget bøvl med jer?” (s. 54).

Så ligetil forholder det sig imidlertid ikke. I dag står de unge nemlig over for friheden på en ganske anden måde end den ældre generation gjorde, hvor friheden tog form efter en ”break-the-rules-frihed” (s. 54).

Fra regler til idealer
Forskellen er, at de unge i dag ikke på samme måde er omsluttet af et klart sæt af regler. I stedet opfordres de unge til at realisere sig selv i et frit rum af muligheder – med en henvisning til Pinocchio: ”der er ingen bånd der binder mig” (s. 27). Men som Hjortkjær kraftigt understreger, så passer det ikke, for båndene, der binder de unge, er der; de er blot blevet langt sværere at få øje på. Påbuddene er dominerende, men indirekte. Her et uddrag fra bogen:

”Just do it, Dream Big, Stay Wild, Never Settle, Få Mest Muligt Ud Af Hver Dag, Upgrade Your Sleep, Upgrade Your Life, Don’t Blend In Stand Out” (s. 7-112).

I dag lever vi med det, som fremstår som tilbud til en livsførelse, Dream Big osv., men i virkeligheden er de ovenfornævnte udsagn omsiggribende moralske påbud og idealer. Det er påbud og idealer, som anviser, hvordan vi bør handle og ikke mindst føle. Det skaber iflg. Hjortkjær store problemer. For hvad nu hvis vi ikke kan finde lysten i de ting, vi gør, hvad nu hvis jeg ikke kan leve op til al den påbudte frihed og lykke, jeg bliver lovet af samfundet, og som kræves af mig? (s. 40)

Nutidens moral skaber skam og angst
Problemet for Hjortkjær er ikke, at der er for meget frihed eller for mange muligheder for de unge og alle os andre i dag:

”Man bliver ikke psykisk syg af at have for mange muligheder. Man bliver syg af at blive fortalt, at man er fri, men i praksis at skulle leve op til en moralsk perfektionisme” (s. 95).

Problemet er heller ikke det at have idealer i sit liv. Problemet er den moralske ensretning, hvormed påbuddene påføres os. Påbud, der ikke holder sig tilbage med at diktere idealer om, hvordan vi bør føle, hvordan vi skal have lyst, handle og skabe os et liv i frihed. Det er en sådan moralsk ensretning, der er dybt skadelig iflg. Hjortkjær, da den afføder en stærk følelse af utilstrækkelighed, skam og angst hos mange unge i dag (s. 28)

Enhver tid har sine idealer. Det der kendetegner vores forhold til idealerne i dag er, at vi forestiller os, at de kan blive virkeliggjorte. Men idealer er og bliver ideelle, som Hjortkjær pointerer. De er ikke virkelige, som reglerne er det. En regel er konkret og noget, vi kan sætte os op imod, idealer er derimod kun til i kraft af vores forestillingsevne (s. 29).

Det er ikke din skyld, men…
For Hjortkjær handler det om, at vi skal finde vores livsmod og vælge hele os selv til, og ikke kun det vi har lyst til (s. 83). Vi skal selv sætte ord på utilstrækkelighedsfølelsen som et fælles eksistentielt vilkår. Alle vil nemlig med tiden skuffe og selv blive skuffede. Utilstrækkelighedsoplevelsen vil utvivlsomt ramme de fleste af os (s. 74).

Selvom vi er vokset op med svigt og tab eller et samfund, som kræver det urimelige af os, har vi alle fortsat et ansvar for at forholde os til det, som disse svigt, tab og krav gør ved os som personer (s. 83-84). Hjortkjær refererer til filosoffen Søren Kierkegaard, der ser livet som en gave og en opgave:

”Sandheden er, at du ikke er skyld i en meget stor del af din egen fortid, men det er din opgave at tage ansvar for det, der ikke er din skyld – for ellers bliver det din undskyldning” (s. 84).

Hvor er psykiatriens ansvar?
Efter at have læst Hjortkjærs bog sidder jeg tilbage med en modsatrettet følelse af lettelse og en slags undertrykkelse, som knuger indeni mig. Det skal nok ses i lyset af, at jeg igennem flere år har været tilknyttet psykiatrien på forskellige måder. I lange perioder har mit liv derfor været placeret i den psykiatriske behandlings hænder. Generelt synes jeg, det har været nogle kantede, hårde hænder, jeg ofte har slået mig på.

Jeg vil gerne lytte til Hjortkjær og tage et ansvar for det, jeg ikke selv er skyld i. Jeg stræber efter at forholde mig til det, jeg møder og kommer ud for, og som gør mig til den, jeg er. Men jeg synes, at vores samfundsinstitutioner og i særdeleshed psykiatrien har et meget stort ansvar for at lytte med her.

Jeg er utallige gange blevet belært om, at min lidelse handler om en hjerne, der er i kamp-flugt, at jeg lige nu befinder mig, som var jeg på savannen, og jeg for øvrigt har alt for mange negative tanker. Under indlæggelsen er jeg blevet spurgt om, hvordan jeg bruger mindfulness og så ellers blevet overladt til en kæmpestor LED-skærm i et ensomt sanserum. Det har gjort mig både tom og fremmedgjort.

Det er min erfaring, at man i psykiatrien, som i Hjortkjærs påbudskultur, skal blive bedre til alting. Man skal hele tiden blive bedre og præstere sig ud af sin psykiske forstyrrelse. Psykiatrien har så travlt med at søge dokumentation for, at det, den gør, er rigtigt igennem kvalitetsstandarder, test og effektstudier. Men jeg som tidligere patient oplevede ikke, at al denne dokumentation og præstation kom mig og min lidelse til gode. Det hele bliver så upersonligt, anonymt og præstationsorienteret. Jeg kom til psykiatrien med en tung bagage og en historie, hvorfor blev der ikke lyttet til den?

Når behandlingen drejer sig så meget om andre forhold, end hvad der har plaget mig så dybt, at jeg overhovedet har måttet henvende mig til psykiatrien, bliver opgaven med at finde ansvaret endnu sværere. Det er virkelig en skam, for jeg kan sagtens forestille mig en anden hjælp, hvor man kunne blive støttet på vej til et liv med både ansvar og frihed. Psykiatrien har et ansvar og burde se os som mennesker, der har brug for at blive taget alvorligt og ikke bare heppet på.

Køb bogen her: https://www.williamdam.dk/danske-boeger/det-utilstraekkelige-selv__260829

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.