Flashbacks
Jeg står i Rema1000 ved reolen med babyprodukter en helt almindelig, uinteressant lørdag formiddag. Jeg rækker højre hånd ud efter en flaske babyshampoo på hylden, da jeg som lyn fra en klar himmel mærker det, som fylder mig med rædsel. Adskillige par hænder, som med beslutsomhed griber fat om min højre arm, min venstre arm, hele mig, holder hårdt fast og med magt fikserer mig fuldstædnigt. Jeg gisper efter vejret, mit hjerte banker så hårdt i brystet, at det gør ondt, imens jeg mærker vægten af andre menneskers kroppe ligge oven på min egen krop for at holde mig fast, idet jeg kæmper en panisk og på forhånd tabt kamp for at komme fri. Jeg mærker tydeligt bæltet blive strammet om min mave og hører den umiskendelige, dumpe lyd af bælteknapperne, der bliver fastgjort, og alt håb for at bryde fri er ude. Da jeg skal til at skrige, slår jeg øjnene op og opdager, at jeg stadig står i Rema1000 ved reolen med babyprodukter og hiver efter vejret i et invaliderende angstanfald. Der er ingen hænder, ingen holder fast i mig. Det tager mig nogle minutter at vende tilbage til virkeligheden – til mig selv – og jeg skynder mig at gøre mine indkøb færdige og komme ud af butikken.
Jeg sidder på teaterskolen til en undervisningstime i Method-acting. Der er relativt stille i lokalet, idet vi alle arbejder med os selv i at mestre eb særlig teknik i en grundlæggende afslapningsøvelse. Det er en overraskende svær teknink at mestre, men jeg bliver bedre. Jeg er uden følelser. Klapstolen er hård at sidde på, så jeg flytter lidt på mit venstre ben og registrerer af en eller anden årsag, at jeg kan bevæge det frit. I samme nu griber hænderne fat i benet tvinger det ned og fikserer ben, arme, hoved og krop med en magt og voldsomhed, som slår pusten ud af mig, jeg gisper, hulker, mens lyden af knapperne genlyder i mit hoved. Jeg slår øjnene op, jeg er i undervisvningslokalet og ikke i bæltesengen, men angsten har frosset mig fast, mens jeg stadig mærker alle hænderne fastholde mig i et jerngreb. Da jeg endelig genvinder akkurat nok kontrol over min krop til at kunne bevæge mig igen, vakler jeg hulkende og med tårerne strømmende ned ad ansigtet ud af lokalet til den lille garderobe, hvor jeg må sidde et godt stykke tid og nærmest messende gentage højt for mig selv, at det ikke er virkeligt, jeg er bare i skole, og jeg er okay, før jeg endelig får kontrol over min vejrtrækning og langsomt vender tilbage til mig selv.
Og jeg kunne fortælle om mange flere lignende episoder med flasbacks og mareridt.
Refleksioner
Under mine efterhånden adskillige indlæggelser på lukket afdeling har jeg været udsat for flere tvangsforanstaltninger, end jeg kan tælle. Tvangstilbageholdelse, tvangsindlæggelse med og uden politiets indblanding, tvangsmedicinering, manuelle fastholdelser og bæltefikseringer både med og uden remme på hænder og fødder. Jeg har ikke tal på noget af det længere. Det er rædselsfuldt at blive udsat for tvang. Hver en fiber i min krop har villet kæmpe imod – hvilket jo bare har styrket indikationen for anvendelsen af tvang..
Er jeg imod anvendelse af tvang? Nej.
Er jeg imod bæltefikseringer, som er så udskældte for tiden? Nej, heller ikke.
Faktisk har jeg netop i går i forbindelse med min aktuelle indlæggelse skullet udfylde en såkaldt forhåndstilkendegivelse, hvor jeg blandt andet skulle tage stilling til, om jeg – hvis en sådan situation skulle opstå – ville foretrække 1) skærmning på stuen, 2) manuel fastholdelse eller 3) bæltefiksering. Af de tre muligheder valgte jeg bæltefiksering. Jeg mindes endda en enkelt tvangsepisode for noget tid siden, hvor jeg fik valget mellem at blive fastholdt i længere tid eller blive lagt i bælte – og ja, jeg valgte bæltet. Virker det underligt? Det er det såmænd slet ikke.
For mig er det ikke bæltet i sig selv, tværtimod, for når først bæltet er lagt, er der ikke mere at kæmpe imod, for det giver sig ikke uanset hvor mange kræfter, jeg måtte lægge i – og når man er panisk nok, har man mange kræfter. Til sidst opgiver man at bekæmpe det, og resignationen indfinder sig, så måske accepten, og endelig: roen. Jaja, formentlig også hjulpet lidt på vej af et skud beroligende. Og jeg ved, at der sidder en ved min side og passer på mig, tavs eller let sludrende alt efter mit behov. Jeg kan ikke skade mig selv længere. Der er faktisk et gran af tryghed at finde i situationen. Når er tilpas rolig, bliver remme og bælte løsnet ligeså stille.
En manuel fastholdelse hvor man bliver holdt nede af 5-7 mennesker er grænseoverskridende fra start til slut. Én fastholder mit hoved, nogle fikserer mine ben og arme med deres låsegreb, og mindst én ligger oven på min krop, som vrider sig under vægten. Jo fastere de holder, des mere panisk kæmper jeg imod. Bliver jeg særligt rolig af det? Nej. Bliver jeg sandsynligvis tvangsmedicineret endnu mere, indtil medicinen tilslører min hjerne nok til, at styrken siver ud af min krop, og enhver form for nødværge bliver fysisk umulig? Ja. Og så har jeg ligget dér, ekstremt intimideret, krænket og tæt på fladmast med en bunke mennesker oven på mig i måske 1½ time eller længere, fordi muligheden og presset for at kæmpe imod først forsvandt, da jeg med tvang var blevet tilstrækkeligt sederet – hvilket i sig selv er et overgreb.
Skal tvang og bæltefikseringer nedbringes ved politisk indblanding?
At der fra politisk hold sættes målsætninger om, at anvendelsen af tvang og navnligt bæltefikseringer skal nedbringes med oprettelsen af de såkaldt “bæltefrie afdelinger” lyder jo umiddelbart tillokkende. Men det skurer alligevel i mine ører. Især når det – tilsyneladende til stor undren – kommer frem, at anvendelsen af øvrig tvang såsom tvangsmedicinering og manuelle fastholdelser til gengæld stiger betragteligt. Uden videre at beslutte at færre mennesker skal lægges i bælte, svarer lidt til at beslutte, at færre mennesker skal have nye hofter. Folk holder jo ikke op med at få dårlig hofte, fordi det besluttes af totalt udenforstående (politikere), at det vil få tallene til at se meget pænere ud. Som det mindste må man da forholde sig til og regne med, at der – hvis man fastholder at antallet af hofteoperationer absolut skal ned af en eller anden ikke særlig patientnær årsag – nødvendigvis må afsættes ressurcer til at gribe problemstillingen med de dårlige hofter an på en anden måde. For de dårlige hofter forsvinder ikke bare, fordi nogen synes, at det kunne pynte på tallene. Og de voldsomt dårlige og forpinte psykiatriske patienter bliver altså heller ikke på magisk vis mindre dårlige eller forpinte, fordi nogen lige synes det. At forvente, at man bare kan nedbringe bæltefikseringerne uden at tage højde for, at det som minimum vil kræve flere ressurcer og mere tid at forsøge at undgå de situationer, hvor de voldsomt dårlige og forpinte patienter ellers ville ende i bælte, er ganske enkelt utopisk.
Bæltefiksering og alle andre former for tvang skal anvendes med største omhu og samvittighedsfuldhed og kun som sidste udvej, for det HAR konsekvenser for den, der bliver udsat for det. Jeg mærker det stadig, selvom der efterhånden heldigvis er langt imellem de angstanfald. Selvfølgelig ville jeg allerhelst have været de oplevelser foruden, og jeg ønsker på ingen måde at få brug for at blive udsat for det igen. Men både bæltefikseringerne og de andre former for tvang, jeg har oplevet, har flere gange reddet både mit liv og mit helbred. Og TAK for det, kan jeg så sige i dag – fordi mit liv og helbred blev reddet med tvang!
Læs i øvrigt min medblogger Mies rammende indlæg om samme emne: https://outsideren.dk/2017/08/28/tvang-fandens-kraenkende-fandens-noedvendig/