Af Mie Andersen
Det er aften på afdelingen på Frederiksberg Hospital. Jeg har fast vagt efter et selvmordsforsøg, og jeg kan stadig ikke tage afstand fra mine selvmordstanker og selvskadende impulser. Jeg er træt af at have fast vagt, for fast vagt betyder intet privatliv. Der skal være en, der kan se dig 24 timer i døgnet. Jeg tænker det umulige, for mine selvskadende tanker er virkelig slemme, men hvordan kan jeg selvskade, når der er en, der ser på mig hele tiden? Når man er desperat, kan man se alle muligheder. Jeg ligger i sengen og får det værre og værre. Mine impulser er voldsomme, og jeg føler ikke, at jeg kan styre mig selv eller mine tanker. Min faste vagt kan se, at der er noget galt med mig, men jeg svarer ikke, når hun spørger til det. Jeg er i min egen verden, hvor ingen kan trænge igennem, og når jeg er i sådan en tilstand, kan det gå grueligt galt. Jeg vrider mig i sengen, mens mit hoved er et kæmpe kaos. Jeg må give op overfor mine tanker. Jeg kigger forvildet rundt og får øje på den glasdør, der er tæt på min seng. Jeg rejser mig og går målrettet hen mod glasdøren. Min vagt er godt klar over, hvad jeg skal. Hun går ind foran mig og holder mig væk fra glasdøren, men jeg har kun en ting i hovedet, og det er, at jeg skal smadre mit hoved ind i den. Jeg vrider mig løs fra vagten, slår ud med armene og råber, at hun skal lade mig være i fred. Hun kan ikke klare det her alene. Hun trykker på alarmen.
Jeg hører alarmen gå og ved godt, at det betyder, at der lige om lidt kommer 15 mennesker stormende ind på min stue. Jeg er ikke i stand til at tænke rationelt, og før jeg ved det, bliver jeg mere desperat, mere voldelig. Jeg smadrer mit hoved ind i alt, hvad jeg kan komme i nærheden af, og pludselig bliver døren til min stue åbnet. Et menneske, to mennesker, tre mennesker og sådan fortsætter det. De tager fat i mig, og selvom jeg er udmattet, har jeg alligevel kræfter til at kæmpe imod. Syv mennesker holder fast i mig, mens de andre er ved at rydde min stue, så kun min seng står tilbage. De kæmper med at få mig lagt på sengen, men det eneste jeg kan tænke, er, hvordan jeg kan skade mig selv. Jeg råber, at de skal slippe mig og skride. Men de giver ikke slip, og jeg bliver mere og mere frustreret. De får lagt mig ned på gulvet, og jeg er fanget i min egen verden. Jeg smadrer hovedet ned i gulvet, og de indser hurtigt, at det er nødvendigt at få mig op på sengen hurtigt muligt, hvor de har mere kontrol over mig. Jeg slår og sparker. Jeg græder og skriger. De har nu fat i mine arme og ben, mens jeg grædende ligger på gulvet uden at være i stand til at røre mig. De får løftet mig op på sengen, hvor jeg går mere amok.
Der ligger jeg. Grædende, skrigende og magtesløs. Der er fire mennesker til at holde mine arme – to på hver arm. To mennesker tager sig af mine ben, en ligger på min mave og to holder mit hoved, så jeg ikke kan røre mig. Jeg kan stadig mærke, hvordan deres hænder og fingre klamrer sig til min krop. De holder fast med alle deres kræfter, og jeg spræller for at komme fri, men jeg kan ikke. Jeg bliver mere desperat for hvert sekund, og falder ikke til ro. Jeg kan høre, at en sygeplejerske spørger, hvad jeg hedder, hvor min faste vagt siger: ”Mie. Hun hedder Mie”. De prøver at trænge igennem ved at sige mit navn igen og igen. Jeg svarer ikke. Jeg vil ikke. Jeg lukker øjnene og lyset forsvinder, og jeg ser hver tvangsepisode, jeg har været udsat for inde i mit hoved. Jeg håber, at billederne forsvinder, hvis jeg åbner øjnene igen. Jeg åbner mine øjne igen, og billederne i mit hoved forsvinder, men bliver erstattet af det kaos, som jeg befinder mig i lige nu.
Sprøjten nærmer sig
Det er et mareridt, og jeg vil bare gerne have, at det får en ende. Jeg vil have, at de slipper, så jeg skriger, at de skal give slip på mig. Ingen reaktion. Lægen kommer ind på min stue og får skabt sig et overblik. Jeg kan godt lide hende, der er læge den aften, men heller ikke hun kan få kontakt med mig. Hun beslutter hurtigt, at jeg skal have akut beroligende mod min vilje, da jeg nægter at tage det frivilligt – jeg er i en tilstand, hvor jeg ikke kan se, hvad beroligende medicin skulle hjælpe med. Jeg går amok, men jo mere amok jeg går, jo fastere holder de om mig, så jeg ikke kan bevæge mig. Hurtigt bliver min dør åbnet igen, og jeg kan se sprøjten. Jeg vil for alt i verden ikke have den lille sprøjte med stesolid, for det er et nederlag for mig. Alt jeg kan fokusere på er den sprøjte, og jeg får en fornemmelse af, at jo mere jeg kigger på den sprøjte, jo større og mere magtfuld bliver den. Jeg vrider mig endnu engang i håb om, at jeg kan komme fri. Jeg kan ikke komme fri, og før jeg ved af det, er mine bukser trukket en smule ned, og sprøjtens lille nål sidder nu i kroppen på mig og er givet. Jeg kan intet gøre. I det øjeblik føler jeg mig krænket på det allergroveste. Jeg har fået medicin med tvang. De holder nu ikke så hårdt fast, så jeg ser mit snit til at komme fri, men jo mere jeg prøver at komme fri, jo fastere holder de. Sådan bliver det ved, for jeg er stadig til fare for mig selv og andre. Lægen diskuterer med bagvagten, om hvorvidt jeg skal bæltefikseres eller ej. Jeg slipper denne gang, da bagvagten mener, at de så tager alt ansvaret fra mig. Jeg begynder efter lang tid at falde til ro, kommer stille til mig selv og gennemlever, hvad der lige er sket for mig. Jeg er flov, frustreret og ked af det. Billederne kører rundt i hovedet, og jeg kan ikke andet end at græde.
Jeg kan ikke forstå, hvad der lige er sket, for normalt er jeg ikke en pige, der er udadreagerende på den måde. Jeg føler mig krænket over, at jeg ikke havde noget valg i forhold til at få medicin, bange for, om personalet nu vil kigge anderledes på mig og bange for, hvad de nu tænker om mig. Det værste er, at jeg bagefter tænker på alle andre end mig selv. Efter noget tid går det op for mig, at jeg var til fare for mig selv og andre, og deres handlinger derfor var nødvendige. Jeg indser, at de gjorde, som de gjorde for at passe bedst på mig, når jeg ikke selv var i stand til at passe på mig selv – jeg havde brug for at nogle tog over for mig, når jeg ikke havde kontrollen. I et affektudbrud er jeg i stand til at gøre alt – lige fra selvskade til selvmordsimpulser. Havde min faste vagt ikke reageret og havde jeg ikke haft fast vagt på, så kunne det her affektudbrud have været endt ud i et selvmordsforsøg. Men tvang reddede mit liv – også selvom det overskred mine grænser på alle mulige punkter. Derfor sidder jeg også tilbage med en ambivalens omkring tvang. Tvang er virkelig krænkende for et menneske, og tvang har givet mig men i form af mareridt, flashbacks, og hver gang jeg hører en eller anden alarm gå, går jeg i panik. Men jeg forstår også nu, at det har været nødvendigt med tvang for at passe på mig. Det er jo heller ikke sjovt for personalet, at de bliver nødt til at holde fast i mig på den måde, men de ved også, at de bliver nødt til det for at passe på mig.
Jeg føler skyld og skam
Efter en tvangsepisode sidder jeg tilbage med en dårlig smag i munden. Når jeg først er kommet til mig selv igen, så bliver jeg ked af det og flov. Sådan en tvangsepisode kan sidde i kroppen i virkelig lang tid efter, at det skete. De efterfølgende dage får man snakket episoden igennem med personalet på afdelingen og man får tilknyttet en patientrådgiver, hvis man har brug for at klage over episoden. Jeg følte skyld og skam, og jeg fik svært ved at se personalet i øjnene de efterfølgende par dage. Tanken om, at man har været udsat for tvang, fordi man ikke havde kontrol over sig selv, er i sig selv hårdt, og man gør alt for at undgå endnu en episode, men når det kommer til psykisk sygdom, så er man ikke herre over, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Tvangsepisoder er noget af det værste, jeg har været udsat for i psykiatrien – herunder fast vagt, hvor der skulle være en ved mig 24 timer i døgnet, fordi jeg var til fare for mig selv og derfor heller ikke var i stand til at passe på mig selv. Det er grænseoverskridende, når man ikke må lukke døren til badeværelset, og derfor skal gå på toilettet og i bad, mens der er en, der holder øje, og man derfor spiser og drikker så lidt som muligt, så man ikke skal så meget på toilettet. Det er grænseoverskridende, at der skal gå en bag dig uanset, hvor du går hen. Det er grænseoverskridende, at ens hænder skal være synlige hele tiden. Det er grænseoverskridende at sove med et lille lys tændt, mens der er en, der ser på dig, mens du sover. Det er grænseoverskridende, men det er nødvendigt. Når man kommer til det punkt, hvor man ikke kan tage vare på sig selv, og derfor bliver til fare for sig selv, så handler det om at passe på en og derved redde et menneskeliv.
Tvang skal være absolut nødvendig
Tvang i psykiatrien er et meget omdiskuteret emne i samfundsdebatten, og jeg tror, at mange danner sig en mening om tvang uden at vide, hvad det indebærer. Nej, tvang er ikke længere spændetrøjer og det hvide snit. Og forholdene på de psykiatriske afdelinger er langt fra Gøgereden. Jeg forstår godt, at mange mennesker får en mening om tvang, for man hører mere og mere om, at antallet af tvangsepisoder er steget med årene. I maj 2017 kom Sundhedsstyrelsen frem med tal, der viser, at tvang i børne- og ungdomspsykiatrien er steget fra 16,6 procent i 2011 til 22,5 procent i 2016. Ydermere skriver TV2 Nyhederne i juni 2017, at antallet af tvangsmedicineringer er steget fra 673 i 2001 til 760 i 2016. Det er skræmmende, men der er heller ikke nogen, der fortæller om den succes, Region Syddanmark har haft på nogle enkelte afdelinger med at nedbringe tvangen – på nogle afdelinger er tvangen nedbragt med 50 procent. Og i januar 2017 havde Psykiatrisk Center Ballerup ikke haft en eneste bæltefiksering i 100 dage. Regeringen og regionerne har et ønske om, at tvangen skal nedsættes, faktisk halveres, inden 2020. Det er fint, at man sætter sig et mål, men man skal også huske på, at vi patienter er mennesker. Vi er ikke maskiner, hvor man kan trykke på en knap og indstille os til ikke at være til fare for os selv eller andre. Vi er forskellige, og intet sygdomsforløb er ens. Derfor kan man ikke ’bare’ nedsætte tvangen. Jo, man kan gøre et forsøg, for tvang er ubehageligt, både for patienten og for personalet på de psykiatriske afdelinger. I dag arbejder afdelingerne ud fra ’mindstemiddel- princippet’, hvor man ikke griber til tvang som det første; det skal være absolut nødvendigt, hvis en patient ikke er i stand til eller kan samarbejde. Vi kan og må heller ikke lege med vores psyke på den måde. Det giver jo ingen mening, hvis en tvangsepisode bliver undgået, hvis der var behov for den, men at et 2020-mål skal komme i vejen for, hvad der er bedst for patienten, medpatienter og personalet i øjeblikket. Det ville i stedet givet mening, hvis regeringen og regionerne valgte at fokusere på årsagerne til, at så mange bliver udsat for tvang eller årsagerne til, hvorfor et stigende antal bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling. Psykiatrien har nemlig brug for langt flere midler og ressourcer, end hvad den får nu. Jeg har utallige gange oplevet at være indlagt på en lukket afdeling med 12 patienter, hvor der i aftenvagter kun er tre personaler på arbejde. Med andre ord vil det sige, at hvert personale skal snakke og dokumentere med fire forskellige patienter i løbet af vagten. Det kan være frustrerende og stressende både for personalet og patienterne, hvis der opstår en situation, hvor en patient bliver meget dårlig, og personalet derfor er nødt til at være mere på den dårlige patient, og derfor ikke har tid til at tage sig af deres andre patienter.
Der skal lyttes til patienter og fagfolk
Jeg er udmærket godt klar over, at psykiatrien ikke er den eneste post i det danske sundhedsvæsen, men det er frustrerende at vide, at psykiatrien har fået bevilliget 2,2 mia. kr. fra 2015 frem til 2019 til at højne niveauet, men alligevel er der flere sengepladser, der er nedlagt. Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden, sagde til Jyllands-Posten i april 2017 at de ekstra penge, der blev bevilliget, ikke kan mærkes, netop fordi psykiatrien har været udsat for store besparelser før i tiden. Det frustrerer mig gevaldigt. Jeg føler, at Danmark leger med menneskeliv.
Så hvad skal vi som samfund gøre? Skal vi lytte til politikerne, der ikke har deres daglige gang på en psykiatrisk afdeling? Eller skal vi lytte til de personer, der har deres daglige gang i psykiatrien og derved langt mere erfaring på området?
Jeg ved godt, hvad jeg vælger.