Mit møde med Savanna Linds digtsamling ”Jeg er smukkere i mine tanker”.

Det blev klart for mig, hvordan bøger kan ændre forståelser og give overraskende indsigter, da jeg læste Savanna Linds digtsamling ”Jeg er smukkere i mine tanker.” Jeg var blevet en fremmed i de psykiatriske symptomkriterier, men i lyset af Linds alvorstone trådte en sandhed frem, som gav plads til, at jeg kunne være der, og jeg følte igen håb.

Af Nanna Buch-Ohlsen

 

”For mine øjne fortæller ikke eventyr, men derimod historier om smerte.”
(Uddrag fra digtet ”Arvæv”)

Psykiatrien mangler sprog for lidelsen
Linds digte gjorde mig i stand til at se den svære tilstand, jeg engang befandt mig i. Digtene blev et møde med min egen historie og afslørede for mig, hvordan jeg igennem lang tid i psykiatrien er blevet gjort stum. Sprogløst bevægede jeg mig rundt på de psykiatriske afdelinger. Stum, ude af stand til selv at kunne sætte ord på lidelsen og meningstabet i mit liv. Der har ikke været et sprog for min lidelse, selvom der blev talt og talt og talt og holdt møder.

Hvad digte kan fortælle

Da jeg læste Lind, læste jeg med en anderledes forsinkelse. Som om min underbevidsthed først skulle have kontakt til bevidstheden. Min psyke skulle samle sig mod, før jeg kunne tage imod Linds fortællinger. For Lind skriver hårdt og sorgfuldt om tabet og lidelsen. Det er helt som det skal være, for det er virkeligt og sandt. Dette er ikke først og fremmest håbets plads, selvom håbet umærkeligt rejser sig teksten igennem.
Det er den tabte kærlighed, lidelsen og selvafsløringernes plads.

Paradoksal forelskelse
Med digtene som blikfang så jeg gabet mellem måden, hvorpå psykiatrien forstår og behandler den psykiske lidelse, og de erfaringer vi, der oplever den, gør os. Min egen usynlige fortid trådte frem, da Lind satte ord på den sønderlemmende og paradoksale følelse, som nogle af os lærer at kende igennem forelskelsen.

”..Hjertet er umådeligt tungt, når det tages ud af kroppen. Jeg kan ikke styre det, så jeg sidder bare her. Strandet i mit eget blod. Men jeg ved det. Vidste jeg det, ville jeg gøre noget ved det. Det er endnu en løgn.”
(Uddrag fra digtet ”Afvisningen”)

Jeg husker en transformerende forelskelse fra årene med paranoide psykoser. Den andens nærvær mærkedes overvældende både i nærværet og fraværet af personen, det fortryllede hele mit væsen. Jeg genkendte, hvordan det er at tabe logikken i mødet med den anden, som Lind sætter ord på:

”Du er konstant. Vi er milevidt fra hinanden, og dog er du her..” ”Du både vækker og fuldender min ensomhed, for du er alverdens skønhed og alligevel så menneskelig. Du… så uperfekt og usleben som noget kan være og dog så skinnende klar og tydelig..” ”Jeg ønsker dit væsen. Jeg savner din favn – som jeg aldrig har kendt..” ”Du har sået blomster imellem mine knogler, distancen imellem os får dem til at visne. Din stemme får dem til at blomstre på ny..” ”Du har ingen anelse om, hvor tæt jeg har svøbt mig selv omkring dit hjerte.” (Uddrag fra digtet ”Arvæv”)

Haven blev fortidens port – et sted jeg kunne være
Det skete engang på den åbne afdeling, hvor jeg var indlagt, at der endnu var bevaret et lille havestykke. Jeg fandt trøst i at luge og plante blomster. I haven var jeg roligt tilstede og tæt på mine forestillinger og en grufuld følelse af tabt kærlighed. Da jeg en dag tog tilløb og delte mine indre tanker omkring blomsterne og planterne med en ansat, fik jeg at vide, at det var min sygdom. Den ansattes ord lukkede min verden ned med et snuptag. Der blev sat spørgsmålstegn ved min glæde ved at være i haven. Min oplevelse ved at tolke, som jeg gjorde, blev negligeret uden videre samtale. Der var ingen steder at finde en hjemlighed, et lille håb eller en genkendelse, som forbandt min nutid med den tabte tid som skyllede op foran mig som en snedrive i vækst.

”Bring daisies home to me
I’ll watch them fade slowly
Feeling the warmth they promised me”
(Uddrag fra digtet “Bring daisies home to me”)

Savanna Lind griber anderledes fat i tiden som en betydningsfuld kilde, der gennemløber vores erindring og psyke, som ikke er til at komme udenom. Tiden som det, der indgød håb og kærlighed. Det som engang var, og det som skulle have været. Den paradoksale følelse af at vente på noget, som ikke kommer, men som jeg alligevel levede i kraft af og fandt mening i. Håbet om en udfoldet fremtid, der var åben og lykkelig. Et håb, som ikke skal affærdiges ved konstant at blive reduceret til tegn på symptomer. Med Linds ord bliver håbet gjort virkeligt. Håbet tillades fuldt ud, selvom det ikke går i opfyldelse.

”..mens minderne om, hvordan det var engang, er guld værd. Drømmer om venskaberne, der blomstrede..”
”Du har hele livet foran dig! Men jeg vil skrige tilbage Red mig ikke, jeg har levet mit liv..” ”Glemmer nuet, drømmer om fortiden, venter på fremtiden..”
”Kærligheden lever i fortiden, det er derfor jeg aldrig tager telefonen længere.”
(Uddrag fra digtet ”Om at falde”)

Jeg husker tilbage på den rolle og det liv, jeg engang havde. Dér midt i savnet hægter jeg mig fast på det, der var smukt og kærlighedsfuldt i mit liv.

Virkeligheden lader sit slør blafre
”..Og når jeg så åbner vinduet og kigger ud på byen, mærker jeg det ikke, og nu, selvom jeg ved, at det her er virkeligheden, så føles det uvirkeligt. Jeg føler mig fanget. Låst inde i mit eget hoved, og jeg kan ikke komme ud. Det er, som om alt foregår i en hashtåge, og selv det, som skete her til aften, ligger uklart i min hukommelse, som en drøm. Men hvis jeg ikke husker virkeligheden, hvad husker jeg så? Hvordan kan jeg befri mig selv? Kærlig hilsen Penny.”
(Uddrag fra digtet ”Kære ingen”)

Jeg forbinder Linds ord med dengang jeg stod på den psykiatriske afdeling og kiggede længselsfuldt og plaget ud ad værelsets vindue en varm sommerdag. Jeg befandt mig i en klaustrofobisk rus på én og samme gang uvirkelig, ensom, indbildt salig og vred. Hos Lind hører vi fra ”Penny”, der skriver til ”Kære ingen” fra den lukkede afdeling. Sjældent har jeg hørt og set min egen oplevelse så præcist formuleret. Det vækker en genkendelse, der tager min egen oplevelse alvorligt.

For nogle af os kan smerten blive så stor, at den flyder over og overstiger virkeligheden. Vi er nu der, hvor vi ikke længere kan kæmpe imod sandheden, og vi får brug for drømmens illusioner for ikke at bukke helt og aldeles under. Det skal der tages varsomt på. Varsomt er ikke at blive spærret inde i symptomkriterier og sige, at alt, hvad der bliver udtrykt, er sygt og forkert.

Den forståelige vrede
”Jeg står tilbage uden sko, i andre suser af sted, for jeres vinger bærer, og ingen af jer tænker på, hvor nemt det ville være at tage mig på ryggen og derved bringe mig med jer op, op, op. Højere, højere. Og jeg håber, tro mig, jeg håber, I alle vil få storhedsvanvid, at I vil tænke ”bare lidt længere endnu!..””

”..Og ligesom jeg vil I aldrig mistænke jer selv for at være skyld i tragedien..”

(Uddrag fra digtet ”Om at falde”)

Jeg husker: Der var situationer, hvor jeg var spærret inde på afdelinger, men også spærret mere og mere inde i mig selv. Det altopslugende fokus på symptomkriterierne hos mig tilsidesatte, hvad der foregik hos mig. Det isolerede mig og gjorde mig vred. Jeg var helt konkret ladt i stikken. Der var ingen ord til at fortolke min situation, intet møde. Både jeg og personalet var ude af stand til at forstå traumerne, imens
der taktfast blev lukket og låst døre og spist mad med neonfarvet plastik bestik.

Så bliver det pludseligt nemt at udspy vrede over omgivelserne for det, som oplevedes som forræderiske løgne og let lykke. Så er vi der, hvor både ansatte og patienters færden er i fare for at ende som et kollektivt traume boret langt ind i den historiske tid. Vi har vendt vores hoveder bort fra hinanden, magtesløse i fare for at blive hjerteløse og tingsliggørende overfor os selv og andre.

Modige sammenbrud
”..Your shiny tears are not diamonds in disguise, Your prince won’t come, Penny, it’s all lies, Dance in your loneliness and smile because you know, Life will be wonderful though you will live it alone”
(Uddrag fra digtet “Smile through the night.”)

”..Sandheden er, at det er ikke smukt. Ej heller poetisk eller romantisk. Jeg er ikke et stykke sjældent porcelæn, som der bliver ledt efter, og jeg er heller ikke dyb, fordi jeg er ked af det..”
(Uddrag fra digtet ”Afvisningen.”)

Jeg tror, jeg kunne have været forberedt på chokket, da erkendelserne langsomt begyndte at bryde igennem til mig. Hvis bare nogle oprigtigt havde forsøgt på at forstå mine tanker, min fortvivlelse og mine tolkninger undervejs. Da mine forventninger og drømme for alvor brast, og psykosen aftog, var det chokerende. Jorden rystede under mig. Men jeg var ikke helbredt, det var først nu, det skulle til at begynde.

Det er en rå og brutal indsigt, som Lind beskriver ovenfor. Nok allermest rammende i ordene: ”og jeg er heller ikke dyb, fordi jeg er ked af det”. Det er den nøgne sandhed, som jeg ikke var forberedt på, og som ikke blev set: den ensomhed og tomhed, der opstår, når psykosen forsvinder. For hvem er jeg så?
Linds ord er som skalpeller, skarpe, smukke og fulde af alvor og håb.

Håbet er ikke kun lysegrønt
Bævrende holdt jeg fast og læste Linds digte til ende, og jeg fandt ro, da Lind vælger livet til på den intensive afdeling. Jeg står tilbage med en erfaring af, at smerten viser os en anden vej til håbet. For håbet er ikke kun lysegrønt, spirende og spændende. Håbet er et forlangende vist fra livet selv, et slags krav om at tage imod. Som om livet og lidelsen er til, for at vi skal lære noget af det hele.

”Bip, bip, bip …
Død, død, død …”

”Jeg er ikke udødelig, jeg er tårerne på min mors kinder. Min ensomhed er ikke smuk, når jeg bliver i sengen det meste af dagen, den er trist. For at mærke, at verden er virkelig, er jeg nødt til at få greb om, hvem jeg er uden skjoldet. Jeg er nødt til at trække gardinerne fra, jeg er nødt til at rejse mig og stoppe med at udfordre det spinkle håb, der har bragt mig til intensiv afdeling i stedet for kapellet.”

”bip, bip, bip …
Lev, lev, lev …”  (Uddrag fra digtet ”Intensiv afdeling”).

”Jeg er smukkere i mine tanker” er en stærk digtsamling, og dens betydning og påvirkning er jeg slet ikke færdig med.
Jeg håber, at mange andre vil læse den lille bog, der eksistentielt set er stor.

Digtsamling: ”Jeg er smukkere i mine tanker”
Af Savanna Lind
Forlaget Mellemgaard (2021)

Bogen kan købes her: http://mellemgaard.dk/shop/3-digte/2843-jeg-er-smukkere-i-mine-tanker/

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.